Jeg havde læst rigtig meget om rismarkerne på skråningerne i Tegallalang nord for Ubud. Dog virkede det som lidt af en turistfælde, så jeg var lidt i tvivl om de nu også var værd at se, men så så jeg alle de flotte billeder på Instagram. Turistfælde eller ej, jeg måtte derud.
Jeg stod rigtig tidligt op (vækkeuret ringede kl 5:30) for at nå ud til rismarkerne inden alle de andre turister. Det viste sig at være en rigtig god idé, for da vi kom frem, var der ikke et øje. Min chauffør tilbød at gå med mig rundt, for som han sagde, så havde han fået en stor mave, og han ville derfor have godt af at bevæge sig. Desuden fortalte han, at han ofte stod tidligt op og gik en tur i rismarkerne for at nyde den friske luft og stilheden inden arbejdsdagen begyndte.
Ingen af os var særlig godt udrustet til vores lille vandretur, og vi må sikkert have været et kønt syn tidligt om morgenen ude i rismarkerne. Chaufføren i klipklapper og mig i silkekjole og et par Toms. Ikke ligefrem den bedste påklædning, for skrænterne var stejle, og morgenduggen gjorde, at der visse steder var rigtig glat.
Chaufføren fortalte mig, at man dyrker ris hele året, og at cyklus er på cirka 6 måneder inklusive en måned, hvor markerne hviler efter høsten. Udbyttet afhænger af vind og vejr, men er betingelserne optimale kan en typisk rismark give omkring 50kg ris. På vores tur rundt i markerne så vi flere steder en lille hvid blomst. Han havde glemt hvad den hed, men forklarede, at den var rigtig god mod røde og irriterede øjne.
Jeg spurgte, om der var slanger og ja, det var der. Men de skulle være bange for mennesker, så det ville ikke være noget problem sagde han, og bad derefter mig om at gå forrest. Hmm. Slangerne holdt sig dog væk, og de eneste kryb vi så, var nogle ret aggressive myrer, som kravlede op og bed mig i benet.
På vej tilbage stoppede vi ved en udkigspost og ventede på at solen kiggede frem over bakkerne. Da det endelig skete var det så smukt, at jeg næsten fik tårer i øjnene. En fantastisk afslutning på en rigtig dejlig morgen, og et af mine allerbedste minder fra Bali.
Hvis I skal besøge rismarkerne kan jeg varmt anbefale ham min chauffør. Og nej, jeg bliver ikke betalt for at anbefale ham. Han var en rigtig flink fyr, som gerne fortalte vidt og bredt om Bali, og hvad der bare skulle have været en køretur forvandlede sig til en af de bedste guidede ture, jeg har oplevet.
Han kunne fortælle mig rigtig meget om livet på Bali. Om hvordan folk plejer at spise suppe til morgenmad, som man køber ved de små boder ved vejen, og om den populære spise Babi Guling, som er en lille, helstegt pattegris. Jeg fortalte ham, at guling, lyder lidt som når fremmede forsøger at sige ”kylling” på dansk, og det synes han var ret sjovt. Babi Kulling. Desværre har jeg mistet hans visitkort, hvilket nok gør det lidt besværligt at finde ham, men han holder til oppe i krydset mellem Jl. Raya Pengosekan Ubud og Jl. Monkey Forest. Jeg håber at visitkortet dukker op igen, når jeg kommer hjem og får pakket ud.
