
Her er min version af The Tomato – den legendariske tomatsandwich fra Turkey and the Wolf i New Orleans. Jeg faldt over den hos Sandwiches of History på Instagram, hvor Barry W. Enderwick dagligt deler skøre og sjove sandwichkreationer. Det var faktisk Steve, der pegede mig i retning af opskriften, og da jeg så den, vidste jeg med det samme, at jeg måtte prøve den.
Sandwichen er virkelig noget særligt. En af de bedste, jeg har smagt. Men to skiver smørstegt brød blev lige i overkanten for mig – især med saftige tomater, der hurtigt gør brødet blødt. Det er ikke en sandwich, man gemmer halvdelen af til senere.
Så jeg lavede min egen, lidt mere nedtonede version. En tomatmad i stedet for en tomatsandwich. Stadig masser af smag, men mere enkel og overskuelig. Perfekt til frokost eller som en lille forret, når tomaterne smager af sol og sommer.
Noter
På billederne har jeg brugt almindeligt franskbrød, men jeg har også lavet den med surdejsbrød, og det fungerede også rigtig godt.
Jeg prøvede på et tidspunkt at tilføje bacon for lige at give den lidt ekstra under hypotesen at bacon gør alting bedre. Men nej. Den salte bacon overdøvede den friske smag af dild og tomat, så den idé blev hurtigt droppet.
Og vigtigst af alt: brug ægte mayonnaise.




