
Disclaimer: Jeg var inviteret til at prøve Kajiken i New York City, men som altid er mine meninger mine egne.
Hvis du elsker ramen, men endnu ikke har prøvet abura soba (soupless ramen), så lad mig introducere dig til Kajiken – en japansk kæde, der specialiserer sig i ramen uden suppe. Kajiken er oprindeligt fra Nagoya, men kæden har flere filialer i udlandet, herunder restauranten i New York , som åbnede sidste år.
Vi bestilte The Original (Abura Soba) og Spicy Tonkotsu Ramen. Begge dele smagte virkelig godt, men det var abura sobaen som skilte sig ud. I modsætning til traditionelle ramen, hvor nudlerne svømmer rundt i en varm suppe, serveres nudlerne i abura soba uden suppe. I stedet er der i bunden af skålen en blanding af olie og sauce, som man blander godt med nudlerne. Hos Kajiken kan man yderligere justere smagen med forskellige slags tilbehør som står på bordet. Jeg tilføjede en smule eddike, lidt chiliolie og et drys friteret hvidløg til min skål.
Vi bestilte også 2 sideretter, takoyaki (blækspruttekugler) og agedashi tofu (tofu i en soyabaseret sauce). Blækspruttekuglerne var virkelig gode. De var sprøde og gyldne udenpå, og bløde og cremede indeni. Helt perfekte hvis I spørger mig. Agedashi tofu’en var derimod lidt mere neutral, og jeg kunne godt have ønsket mig mere sauce til tofuen. Den var ikke dårlig, men heller ikke noget særligt.
Steve bestilte en Sprite med umeboshi (syltet blomme), mens jeg som altid bestilte en Ramune. Jeg elsker det lille ritual med at poppe marmorkuglen ned i flasken, og jeg tror ikke jeg er den eneste? Spriten med syltet blomme var en positiv overraskelse, for den salte blomme sammen med den søde sodavand fungerede overaskende godt.
Norgle af de ting jeg virkelig godt kunne lide ved Kajiken
Toppings inkluderet – I modsætning til mange andre ramen-steder i NYC, hvor man ofte skal betale ekstra for helt basale toppings, kommer Kajikens nudler med alt, hvad man har brug for. Der er selvfølgelig mulighed for add-ons, men det er ikke nødvendigt.
Fornuftige priser – Ramen- og abura soba-skåle ligger på ca. $16-18, hvilket er langt mere rimeligt end hos nogle af konkurrenterne.
Hurtig og venlig service – Personalet var super hjælpsomme og forklarede, hvordan man blander og spiser abura soba. Vores mad blev serveret få minutter efter vi havde bestilt.
Perfekt tilberedte nudler – Nudlerne havde den helt rigtige bouncy, lidt chewy tekstur.
Ren og hyggelig atmosfære – Det føles som at spise på en autentisk ramen-restaurant i Japan.
Hvis du er i New York City og vil prøve noget andet end din sædvanlige ramen, er Kajiken absolut et besøg værd. Uanset om du går efter abura soba eller en mere klassisk skål ramen, er Kajiken et rigtig godt valg.





