
Jeg var egentlig på vej hen til en anden restaurant, jeg havde fundet online, men Uberchaufføren nævnte, at det altså var Coconuts, alle snakkede om lige nu – just sayin’. Det var nok til at jeg lavede en hurtig u-vending og lod det andet sted være, og i stedet satte kursen mod Coconuts.
Jeg ankom lige før frokostrushet, og der var frit valg mellem alle bordene ud mod kanalen. Man var i gang med at bugsere nogle både væk for at gøre plads til de større modeller, som skulle vises frem til det kommende Fort Lauderdale International Boat Show. Nu skal det lige siges, at de ”små” både, der blev flyttet, var yachts på størrelse med Stena Line-færgen til Göteborg. Jeg troede ellers, at Dubai Marina var godt med, når det kom til overdimensionerede lystbåde, men i forhold til Fort Lauderdale? Not even close.
Til frokost foreslog personalet, at jeg skulle prøve deres Scoobies, som er en af husets specialiteter: blue crab stegt i olie med hvidløg. Det lød godt, og det var godt. Så godt, at jeg næsten fortrød, jeg også havde bestilt hovedret. Den kom i form af coconut shrimp – også lækkert, men næste gang jeg kommer forbi, tror jeg bare, jeg skipper alt det andet og bestiller tre skåle Scoobies i stedet.
Normalt orker jeg ikke blue crab, for der er så lidt kød i, at man næsten bruger mere tid på at pille end på at spise. Men her blev kløerne serveret, så det meste af skallen allerede var fjernet. Let at gå til – og helt vildt lækkert.
Coconuts, 429 Seabreeze Blvd., Fort lauderdale








