Off-price-butikker er fællesbetegnelsen for den slags butikker, hvor man finder tøj fra alle de kendte designere til meget lave priser. Lidt som outlets, men indrettet, så man føler, at man shopper i en almindelig butik. Godt nok handler det ofte om tøj fra sidste sæson, og nogle gange kan der være langt mellem guldkornene, men har man først fået smag for den slags shopping, så går der næsten sport i at finde de bedste deals.
Den bedste tid at tage på off-price shopping er så tidligt om morgenen som muligt. Der er dagens nye varer blevet hængt op, og man kan se sig omkring i ro og mag. Derudover er der også ryddet op i butikkerne, så det er lettere at navigere blandt tøjstativerne og finde det, man leder efter. Sent på aftenen er der heller ikke så mange mennesker, men udvalget af varer kan også være lidt afpillet.
De fleste off-price-butikker, som nævnes i denne guides, er faktisk kæder med flere filialer rundt i byen, så check deres websites for at se, hvilken butik, som ligger tættest på dig.
Nordstrom Rack
Hos Nordstrom Rack finder man mange af de samme mærker som hos “rigtige” Nordstrom, men til billigere penge. Der ligger en Nordstrom Rack på Union Square, men vil man slå flere fluer med et smæk, så skal man tage over til Fulton Street i Brooklyn, hvor man finder både Nordstrom Rack og T.J. Maxx i en og samme bygning. Fulton Street er for øvrigt et super sted at shoppe. Man finder de fleste high street brands indenfor kort gangafstand, og atmosfæren er ikke ligeså hektisk og turistet, som på Manhattan. Nordstrom Rack er dyrere end T.J. Maxx og Burlington, men mærkerne er også mere upscale.
Nordstrom Rack, 60 E 14th St, New York
Saks OFF 5th
Saks OFF 5th er outletdelen til det luksuriøse stormagasin Saks 5th Avenue, og mærkerne hos Saks OFF 5th er meget upscale og shopping er også væsentligt dyrere end hos de fleste andre butikker, der nævnes i denne guide. Er man på udkig efter luksus brands og high-end designertøj til reduceret pris, er Saks OFF 5th dog det helt rigtige sted at shoppe.
Saks OFF 5th, 125 E 57th St, New York
Burlington
Burlington minder ret meget om en anden populær amerikansk discountkæde, Ross, der dog af ukendte årsager ikke findes i New York. Mærkerne er måske ikke så fancy, men til gengæld er det rigtigt billigt, og mangler man en kjole at gå i byen i, kan man sikkert finde en her. Der er ret meget polyester og akryl på hylderne, og stilen kan godt være lidt konet, men det er som sagt rigtigt billigt, og butikken er kæmpestor. Burlington sælger også makeupsvampe og andet skønhedsgrej til meget billige priser.
Burlington, 707 6th Avenue, Chelsea, New York
T.J. Maxx and Marshalls
Marshalls er ejet af den same gruppe som T.J.Maxx og de to butikker minder rigtig meget om hinanden. Marshalls er efter sigende lidt mere konservativt, og T.J. Maxx lidt mere ungt, men for den uindviede kan det være svært at se forskel. Hvis du er i tvivl om hvilken du skal vælge, så ligger der både en T.J. Maxx og en Marshalls i samme bygning på 6th Avenue mellem 18th og 19th Street.
T.J. Maxx & Marshalls, 620 Avenue of the Americas, Flatiron, New York
DSW – Designer Shoe Warehouse
Det er næsten umuligt at gå tomhændet fra den flere etager store skobutik, for udvalget er enormt. Det er ikke superbilligt, men de har nok et af byens største udvalg af sko og støvler. Derudover sælger DSW også accessories, tasker og punge, og orker man at gå igennem tilbudshylderne, kan man finde nogle rigtig gode køb.
DSW, 213 W 34th Street, Midtown West, New York
OBS! Har du besøgt New York inden pandemien, sa undrer du dig nok over, at Century 21 ikke er med i denne guide. Årsagen er, at kæden gik konkurs i 2020 og selvom der har været snak om genåbning af butikkerne, er de stadigvæk lukkede.
Læs mere om New York i min New York Guide >>