Krokodillepizza i Sydney

Efter besøget ved Operahuset gik jeg videre til The Rocks – et historisk område nordvest for havnen. I gamle dage var det et lidt råt kvarter, kendt for bander og gadekriminalitet, men i dag er det både pænt og hyggeligt, med masser af små butikker, pubber og restauranter.

Vivienne og Kent havde anbefalet, at jeg smuttede forbi The Australian Heritage Hotel for at prøve deres krokodillepizza, og den idé var jeg straks med på. Da jeg kom derhen, opdagede jeg dog også, at de havde kænguruburger på menuen, og jeg var lige ved at lade mig friste. Men kænguruer er altså bare for nuttede til, at jeg kunne få mig selv til at spise en (ja, jeg ved det godt – dobbeltmoralsk). Så jeg holdt mig til krokodillen, som blev serveret thai-style med kokosmælk og koriander på en sprød pizza.

Mange siger, at krokodille smager som kylling, men det synes jeg slet ikke passer. Det smagte faktisk ikke som noget, jeg har fået før. Hvis jeg skulle sammenligne, så var konsistensen måske en smule hen ad blæksprutte – fast og lidt sej, men på den gode måde.

Ud af ren nysgerrighed måtte jeg dog smage en lille bid af kænguruburgeren fra en af de andre gæster ved nabobordet, som var sød nok til at dele – og wow! Den var virkelig god. Mørt og saftigt kød, lidt som oksekød men med en mild, vildtagtig smag.

Mens jeg sad der, blev der sat gang i et kødlotteri, som man kunne købe lodder til – et ret sjovt koncept, og meget australsk. Jeg vandt ikke noget, men stemningen var helt i top, og det var virkelig hyggeligt at sidde der en søndag eftermiddag og opleve, hvordan lokalbefolkningen slappede af over en øl og lidt god mad.

The Australian Heritage Hotel, 100 Cumberland St, The Rocks, Sydney

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail
Koh Yao Yai

Efter en massiv overdosis af masseturisme på Patong Beach for nogle år siden, følte jeg egentlig at Phuket og jeg ikke havde så meget at sige hinanden længere. Jeg ved godt, at der er mindre turistede steder på øen, men jeg orkede ærligt talt ikke at lede efter dem.

Koh Yao lød derimod langt mere fristende. Koh Yao (koh=ø) består af de to naboøer Koh Yao Yai og Koh Yao Noi, og det er nogle af de mindst udviklede øer i denne del af Thailand. Charterselskaberne har endnu ikke fundet dertil, og befolkningen lever primært af fiskeri og gummiplantager.

Hovedparten af Yao Yais befolkning er muslimer, og de fleste af de lokale kvinder bærer derfor tørklæde, som dækker deres hår. Kvindelige besøgere behøver ikke at have tørklæde på, men jeg lagde mærke til at de fleste turister på øen klædte sig respektfuldt, og bortset fra på stranden, var der ikke mange korte kjoler og dybe udskæringer i sigte.

Man kan godt købe alkohol på hotelbarerne, men jeg så ingen af de strandbarer, man ellers ser på de fleste thailandske øer, hvor man kan købe thai-whisky i spandevis. Det vil nogle måske se som en grund til ikke at besøge Yao Yai, men jeg rejste alene, så det passede mig ganske fint ikke at støde ind i fulde turister overalt.

Udover at nyde den smukke natur er der ikke så meget at lave på Yao Yai, men der er masser af muligheder for at tage på udflugter til naboøerne.

At opleve Yao Yai var som at opleve en del af det Thailand, jeg ikke troede fandtes længere. Ingen banana boats, ingen jetski og ingen tuk-tuk-chauffører, der bare venter på at snyde dig. Alt var så fredeligt og alle var så oprigtigt venlige, at jeg måtte knibe mig i armen, for at være sikker på, at jeg ikke drømte.

Jeg er dog bange for, at det ikke varer længe, inden turisterne for alvor rykker ind. Filmen Mechanic: Resurrection blev indspillet på Yao Yai tidligere i år, og jeg så flere byggepladser, der meget vel kunne forvandles til hoteller i den nærmeste fremtid. Hvis du har planer om en tur til Thailand, så skynd dig derfor at besøge Yao Yai, inden det er for sent.

I kan læse her hvordan man kommer til Koh Yao Yai fra Phuket

Jeg boede på Koh Yao Yai Village, og I kan læse om mit ophold her

Min blog om Phuket

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail
The Peak, Victoria Peak i Hong Kong

Hong Kong er smukkest set oppefra, så på vores første dag tog AC og jeg op til The Peak for at nyde udsigten. Efter en nervepirrende tur med sporvognen op til toppen (det går meget stejlt opad!), trådte vi lige ind i et shoppingcenter.
Jeg kan huske nogenlunde samme sightseeing/shoppingcenter-kombination, fra dengang jeg besøgte The Big Buddha i Hong Kong, og jeg er sikker på, at det er en fremragende måde at få turisterne til at bruge endnu flere penge. Dog er jeg også sikker på, at oplevelsen ville have været meget finere og mere autentisk uden alle butikker og restauranter.

Fra udsigtspunktet udenfor butikscenteret havde vi dog en fantastisk udsigt over Kowloon Bay og det omkringliggende, bjergrige område, men AC har boet længe nok i Norge til at være blevet helt vild med at vandre, så hun fik mig overtalt til også lige at følge med hende ud på Hong Kong Peak vandreruten, som er en ca. 3km lang tur rundt om The Peak.

Jeg er jo ellers ikke nogen større fan af fysisk aktivitet, men jeg var glad for, at jeg gik med. Ruten var stort set mennesketom, så efter kun få minutter kunne vi ikke længere hverken se eller høre de andre turister deroppe.

Det var en let rute uden terræn, men vi tog os god tid, og før vi vidste af det, var det blevet mørkt og en lille smule skummelt. Vi skyndte os derfor tilbage til de andre turister for at tage nogle natbilleder af Kowloon Bay.

Det viste sig hurtigt at være lidt af en udfordring, for Selfie-Folket fyldte på det tidspunkt godt op i landskabet. Nu snakker ikke om et hurtigt, håndholdt iPhone-selfie. Nope. Mindst 3 forskellige vinkler med selfie-stave, som var lange nok til at nå stjernerne på himmelen, og vi måtte pænt vente på, at det blev vores tur. Under tiden blev der råbt af mig på kinesisk flere gange, fordi jeg ved et uheld kom til at photo-bombe et gruppeselfie. Er det bare mig, eller bringer Selfie-stænger det værste frem i visse personer?

Natudsigten fra The Peak var betagende. Hong Kong så ud som en helt anden by, med alle lysene tændt, og jeg følte mig som en marsmand, der kiggede ned på jorden og spekulerede på, om der mon var liv dernede. Vi brugte over 3 timer oppe på The Peak, og jeg kunne sagtens være blevet 3 timer mere, men det var fredag aften og Lan Kwai Fong kaldte, så vi tog sporvognen tilbage igen og gjorde os klar til at se nærmere på nattelivet i Hong Kong.

Man stiger på sporvognen The Peak Tram fra stationen på Garden Road. Forbavsende mange mennesker får plads i hver vogn, så man skal ikke alde sig afskrække af den lange kø. Vi var der ved 16-tiden og ventede ikke mere end 30 minutter, før det blev vores tur.

Turen med sporvognen uden nogle tillægsparker koster 108HKD for en returbillet (2025), og vi købte billetterne på stationen.

The Peak Tram kører hvert 10.-15- minut hver dag mellem 7:30-23:00 (2025)

    Læs mere på The Peak’s website

    0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail

    Mitzie Mee Blog

    Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr