Fra gaden ligner Beauty & Essex bare en pantelånerforretning, men når man træder gennem døren bagest i lokalet, åbenbarer der sig en kombineret lounge/restaurant/bar af Vegas-agtige dimensioner.
Mad:
Restaurantsektionen er højlydt men stilfuld, og maden er overraskende god. De fleste af retterne serveres som såkaldte small plates, og personalet vil prøve at overbevise jer om, at I behøver 3-4 retter hver. Med mindre man har fastet i en måned, er det dog i de fleste tilfælde rigeligt med 2 retter pr. person. I weekenden er restauranten propfyldt, så glem alt om at ringe ind fredag eftermiddag for at bestille bord.
Hvad skal man spise? Grilled Cheese, Smoked Bacon and Tomato Soup Dumplings er det alle snakker om lige nu.
Drikke:
Der er en bar ved indgangen og en bar ovenpå. Cocktails koster 17$ og det er måske ikke de bedste cocktails, man nogensinde har smagt, men de er stærke. Bartenderne er flinke, og de tøver ikke med at hyggesnakke med gæsterne, når der er tid. I weekenden er baren ovenpå mere som en natklub.
Hvad skal man drikke? Jeg kunne bedst lide O.D.B.
Beauty & Essex har dørmænd, men jeg har ikke set dem afvise nogle. Hvis man dukker op en sen fredag aften, så kan der dog godt være ventetid på at komme ind, da der hurtigt bliver fyldt op. Jeg tror ikke, at der er nogen dresscode, men fredag og lørdag klæder folk sig ret pænt på og klientellet er lidt anderledes end i løbet af ugen.
På dametoilettet er der en bar, hvor der serveres gratis champagne (husk at lægge drikkepenge).
Min guide til restauranter der føles som natklubber
Beauty & Essex, 146 Essex Street, Lower East Side, New York