I Europa er der regler og procedurer, der skal følges, før man kan få lov til at sælge skønhedsprodukter. Alle produkter der markedsføres i Europa, skal blandt andet igennem laboratorietests, og holdbarhed samt ingredienser dokumenteres, hvilket er rigtigt dyrt.
Vil man have en fabrik til at producere ens eget mærke med ingredienser, som man selv specificerer, skal man ofte bestille rigtigt mange produkter ad gangen. Da skønhedsprodukter har begrænset holdbarhed, er det en stor risiko at tage, da man skal lægge rigtig mange penge ud, inden man ved, om man overhovedet kan sælge produkterne.
Vil man starte sit eget beautybrand uden så mange penge på lommen, kan man i stedet vælge at købe fra fabrikker, som producerer uden label/brand på emballagen (såkaldt white label), og så sætte sit eget label på produkterne.
White label-fabrikkerne sørger for at produkterne er godkendte i Europa, og de står også for dokumentation og laboratorietester, så man slipper for de høje omkostninger forbundet med dette.
Rigtig mange af de produkter man ser markedsført på sociale medier er af denne type, og ser du en influencer med eget beauty brand, er der i de fleste tilfælde tale om white label produkter, dvs. generiske produkter som influenceren blot har smidt sit navn på.
Hvordan kan man vide om man køber white label produkter?
Der er ikke mange brands som skilter med, at deres produkter egentlig bare er white label og at de ikke selv står bag produktudviklingen, men der er flere ting, som kan give et hint om, at der nok er tale om white label.
Hvis brandet selv har udviklet produkterne og har eget laboratorie og en research-afdeling, så er det typisk noget man vil anvende i sin markedsføring, da det er med til at gøre produkterne unikke. Det er ikke tilladt at lyve eller på anden måde vildlede forbrugerne gennem markedsføringen, så i stedet udelader brands opbygget omkring white label-produkter helt at nævne produktudviklingen, og historien bag brandet er ofte ganske vag. Er der ikke nævnt nogle detaljer om produktionen eller udviklingen af produktet, kan man i de fleste tilfælde gå ud fra, at det nok er white label.
Man kan også gå ind på brandets website og læse historien om brandet, hvis en sådan findes. Hvem er personerne bag og hvilke forudsætninger har de for at starte et skønhedsmærke? Hvad gør dem i stand til at lave bedre produkter end dem, der allerede findes på markedet?
Skal man undgå white label skønhedsprodukter?
White label produkter er ikke nødvendigvis dårlige, da de jo alle sammen skal gennemgå de samme tests som alle andre produkter for at kunne sælges i EU. Derimod skal man ikke regne med, at man køber noget særligt unikt, da white label-fabrikkerne jo sælger samme produkter til mange forskellige brands, og det er her, at der er fare for at blive snydt som forbruger. Den influencer-hårshampoo som man betaler for i dyre domme kan sagtens vise sig at have præcis det samme indhold som shampooen hos nogle af lavprismærkerne, der køber fra samme white label producent.