Efter frokosten på the Modern var vi allesammen behageligt mætte, men besluttede os alligevel for at gå forbi den fancy japanske wagashi-butik Minamoto Kitchoan. Wagashi er en slags traditionel japansk konfekt, og på Minamoto Kitchoan finder man noget af det absolut bedste. Alt i butikken bliver fløjet ind fra Japan hver morgen, og bag disken finder man de sødeste hjælpsomme japanske ekspedienter.
Vi købte nogle kusa mochi, som er grønne riskager fyldt med sød bønnepasta samt sakuranbo, som er de lækreste friske kirsebær i gelé. Det hele blev pakket nydeligt ind i små æsker, så vi kunne næsten ikke nænne at spise det.
Japansk wagashi er ret specielt, og det kan tage lidt tid at vænne sig til de søde sager samt den lidt melede bønnepastakonsistens, men når man først er hooked, er det for resten af livet. I Japan nyder man ofte wagashi sammen med en kop veltilberedt grøn te, som for alvor får de mange delikate smagsnuancer frem.
Alle lækkerier hos Minamoto Kitchoan laves med helt friske ingredienser og uden konserveringsmidler, så de søde sager har meget kort holdbarhed, hvilket alt sammen bidrager til, at det ikke er nogen helt billig fornøjelse. Priserne starter omkring 1,5-2 $ for de billigste småkager og noget mere for de forskellige slags mochi. Har man lyst til wagashi i New York, så tror jeg dog ikke, at der findes noget bedre sted at stille trangen end hos Minamoto Kitchoan
Minamoto Kitchoan, 509 Madison Avenue (between 52nd St and 53rd St), Midtown, New York