
Affogato er en af de desserter, der er så enkel, at man næsten ikke forstår, hvordan den kan smage så godt. En kugle italiensk vaniljeis, gelato alla vaniglia, og et shot varm espresso. Ikke andet. Men når det hele spiller, er det en fantastisk kombination, og det er en af mine italienske yndlingsdesserter. Uanset hvor mæt jeg er, er der altid plads til affogato.
Affogato betyder “druknet” på italiensk, og referer til at isen drukner i den varme espresso der hældes over. Man ser den tit på menukortet på italienske caféer og restauranter, nogle gange under desserter og andre gange blandt kaffedrikke. Det giver egentlig meget god mening, for affogato er lidt begge dele.
En god affogato handler om balance. Espressoen skal være stærk og intens, men ikke brændt. Isen skal være cremet og have tydelig vaniljesmag, og være af en rigtig god kvalitet.
På italienske caféer bliver affogato som regel serveret i et lille glas eller en kop sammen med en teske. Nogle steder serveres espressoen ved siden af, så man selv kan hælde den over. Man spiser affogato med ske, i hvert fald til at starte med. Når isen begynder at smelte, og kaffe og is blander sig i bunden, er der nogen, der vælger at drikke resten direkte fra glasset.
Vil du lave affogato derhjemme? Det kræver ikke andet end en kugle god vaniljeis og en friskbrygget espresso. Har du ikke en espressomaskine kan du bruge en lille kop stærk kaffe i stedet. Læg isen i et lille glas og hæld espressoen over lige inden servering. Det er vigtigt, at kaffen er varm og stærk og at isen ikke er for blød. Brug gerne en espressomaskine hvis du har. Det bliver selvfølgelig ikke helt som på en café i Italien, men tæt nok på til at det føles lidt som ferie.



