Fri fragt ved bestillinger over 400kr. Vi planter et træ for hvert produkt du køber.

Mitzie Mee Blog

3 Nytårsforsætter (som er til at holde)

by Mitzie Mee

Så har vi fået taget hul på 2022, og mange kæmper sikkert allerede nu med at holde sine nytårsforsætter. Skuffelsen er stor, når man (endnu) en gang må smide håndklædet i ringen og lade luften suse ud af alle ædle intentioner. Det er jo ikke meningen, så er du allerede nu på katastrofekurs med dit nytårsforsæt, så er her tre stk. som skulle være til at holde for de fleste:

Jeg vil leve vegansk

Jeg vil spise mindre kød

Det er bedre for både miljøet og din krop, hvis man spiser mindre kød, men har man været kødæder hele sit liv, er det enormt svært at skifte til en 100% plantebaseret kost og livsstil fra den ene dag til den anden. Lidt har dog også ret, og hvert plantebaseret måltid du spiser tæller med i det samlede regnskab over hvor sundt du lever. Meatless Mondays er en rigtig godt måde at få stiftet bekendtskab med madlavning og måltider uden kød, og en enkelt dag om ugen er til at overskue for de fleste. Får man smag for de grønne glæder kan man altid gradvist gå over til at spise endnu mere plantebaseret.

Jeg vil træne 3 gange om ugen

Jeg vil få rørt mig lidt hver dag

10 minutter på løbebåndet, en frisk gåtur i nabolaget eller lidt yoga frem for tv’et, -det vigtigste er, at du får bevæget dig og på den måde stille og roligt får integreret motionen i din hverdag, så det til sidst bliver en helt naturlig ting, som du ikke engang tænker over. Du har sikkert hørt det hundrede gange før, men de små ting som at tage trappen i stedet for elevatoren gør faktisk en forskel. Ved at leve et mere aktivt liv ændres dit selvbillede også gradvist og når du ser dig selv som “hende, der cykler i stedet for at tage bussen” er det også meget lettere at træffe andre valg, der bidrager til en sundere livsstil med mere motion i hverdagen.

Jeg vil stoppe med at drikke kaffe

Jeg vil drikke mindre kaffe

Fra at være 100% te-drikker udviklede jeg af uransagelige årsager et kaffe-misbrug af dimensioner. Da det toppede, kunne jeg drikke 4 latte om dagen, og fik små sitringer ved øjnene af al den koffein. Jeg er nu nede på at drikke 2 latte om dagen, men jeg vil rigtig gerne bare kunne nøjes med en enkelt kop kaffe, der skal drikkes i løbet af morgenen, så den ikke kan påvirke min nattesøvn.

Men hvad gør man så ud på eftermiddagen, når latte-cravings sætter ind, og man bare må have en kop kaffe sammen med sin eftermiddagsmuffin? Det enkle svar er jo at skippe både muffins og kaffe, men det er lettere sagt end gjort, så prøv at finde bedre alternativer i stedet. En blid overgang er at skifte kaffen ud med chai latte eller matcha latte. Vælger man sort eller grøn te, er der stadigvæk koffein i teen, men meget mindre end i en dobbelt-shot latte. Sigter du på at blive helt koffeinfri, kan du prøve dig frem med forskellige slags urtete eller fx. varmt vand kogt med ingefær, citron og honning.

Flere indlæg

Leave a Comment