Da Steve og jeg var i London, tog jeg ham med på Polpo i Soho, og blev overrasket over hvor lang tid siden mit sidste besøg var. Jeg havde gættet på 7 år max, men lidt research i gamle billeder på telefonen afslørede at det var 12 år siden jeg var der sidst. Jeg var der sammen med AC dengang, og jeg husker stadig de sprøde crostini med ansjoser og kikærter samt de braiserede kammuslinger med pancetta og ærter, mums!
Polpo åbnede tilbage i 2009, og restauranten er inspireret af den typiske bàcaro i Venedig, hvor man lige kigger forbi til et glas vin og en bid mad. Da jeg var på Polpo sidste gang med AC kunne man ikke bestille bord, men det kan man i dag, så det gjorde vi et par timer før vi dukkede op. Vi endte med pladser i baren, hvilket faktisk er det bedste sted at sidde.
Vi bestilte Chicken Liver & Sage Crostino, som var intens og let jordagtig i smagen. Hvis man er til kyllingelever, er den virkelig god. Arancinaen var også lækker – sprød udenpå og med en cremet, velsmagende ris- og oste-fyld indeni.
Baccalà Mantecato er en klassisk venetiansk ret lavet med tørret torsk, der er blevet udblødt, pocheret og derefter pisket til en silkeblød mousse. Smagen var mild og afbalanceret og smagte virkelig godt sammen med den ristede polenta.
Jeg vidste bare, at Beef Shin Rigatoni ville være et hit – og det var det også. Kødet var så mørt, at det faldt fra hinanden, og saucen havde den der dybe, langsomt tilberedte smag, som klæbede perfekt til rigatonien. Enkelt, solidt og virkelig godt lavet.
Jeg er vild med det her sted – både maden og stemningen – og det var så dejligt at se, at bortset fra menuen, så er alt andet som det plejer. Hvis du ikke har været der endnu, så gør dig selv den tjeneste. Og hvis du allerede er fan, kan jeg berolige dig med, at det stadig er lige så godt som før.
