
Jeg er taget til Bali og bor lige nu på det skønneste Westin resort i Nusa Dua. Jeg ankom sent i går aftes, så det blev kun til en hurtig mocktail i baren, før jeg smuttede op på værelset og faldt omkuld.
Det var egentlig aftensmadstid i DK da jeg ankom, så jeg var lidt småsulten. Alle hotellets restauranter var dog lukket – klokken var omkring midnat – men heldigvis har de roomservice døgnet rundt. Jeg endte med at bestille en klassisk club sandwich, og 20 minutter senere stod den på hotelbakke og ventede. Det er sjovt, som club sandwiches på hoteller verden over næsten altid smager ens – og altid helt rigtigt, når man er træt og lidt ude af tidszonen.
Jetlag var en bitch, men jeg tvang mig selv op i nogenlunde fornuftig tid, og klokken 9 sad jeg klar ved morgenmadsbuffeten. Jeg spottede en sjov, orange frugt, jeg ikke havde set før – det viste sig at være en markisa, den indonesiske version af passionsfrugt. Lidt sødere end den lilla slags, vi kender hjemmefra, og virkelig god.
Jeg sad ved et bord ud til et lille bassin med karper, og mens jeg spiste, stod en hejre-lignende fugl og kiggede længselsfuldt på fiskene. De var dog næsten dobbelt så store som den selv, så den nøjedes med at drømme om karpesushi og gjorde ikke mere ved sagen.
Efter morgenmaden gik jeg ned på stranden og dasede i en liggestol et par timer. På hotellets opslagstavle stod der, at der ville være poolgymnastik kl. 11, og det tænkte jeg, kunne være meget sjovt. Jeg mødte op – men efter 10 minutters venten, uden hverken instruktør eller deltagere, opgav jeg og listede tilbage til min plads i solen. Det var trods alt ferie.















