I starten af 2016 åbnede den svenske e-handelsvirksomhed Tictail deres første permanente butik på Lower East Side i New York. Onlineversionen af Tictail er lidt som Etsy shop og anvendes af designerspirer og indie-kunstnere for at nå ud til potentielle kunder, og den fysiske butik på hjørnet af Orchard Street er en håndplukket samling af varer fra Tictails markedsplads online.
Tictail er en af den slags butikker, der ikke føles som en butik, men mere som en super-hip persons dagligstue. Alt i butikken er nøje udvalgt, og der er ofte en interessant historie bag hvert design, som personalet gerne fortæller. Selvfølgelig betyder ”håndlavet”, ”unik” og ”små kollektioner” at prisniveauet er noget højere end hos fx H&M, men med tanke på alt det arbejde, der er blevet lagt i hver enkelt vare, så virker priserne bestemt ikke urimelige.