Da jeg spurgte AC hvor jeg skulle bo i Singapore, foreslog hun mig enten Orchard Road eller Geylang. Orchard Road er ret ret posh og meget turistet område, og det er der, de fleste rejseguides skriver, at man skal bo. Selve vejen er flankeret af det ene luksuriøse stormagasin efter det andet, og man kan shoppe løs blandt kendte brands fra hele verden.
Geylang er derimod kendt som Singapores red light district, så hvorfor syntes AC, at jeg skulle bo der? Måske fordi hun kender mig rigtig godt. Vi har været venner i mange år, og hun ved, at jeg foretrækker mine storbyer lidt ru i kanterne. Hvis der er alt for pænt og rent, så begynder jeg hurtigt at kede mig. Jeg vil føle sjælen i de byer, jeg besøger, og det gør man altså sjældent på de store shoppinggader blandt de andre turister.
Dog virkede Geylang som lidt af en mundfuld for en førstegangsbesøger som mig, så i stedet for at booke hotel der, valgte jeg at afsætte en aften på at lære området bedre at kende.
I Geylang var der skruet helt ned for tempoet. Folk hang ud på de få grønne arealer i området, eller samledes omkring et måltid i en af de små hul-i-væggen-restauranter, som området bugnede med. Det lykkedes mig at navigere udenom de mest slibrige områder, så udover et par butikker med sexlegetøj, stødte jeg ikke på noget red light action på min vej.
Duften af mad fra alle restauranterne var derimod ikke til at undgå. I et enkelt snif kunne jeg identificere både paratha, char siew og laksa, og hold op hvor duftede det godt! Jeg ville rigtig gerne have slået mig ned ved et af de vakkelvorne plastikborde og bestilt hvad der nu var på menuen, men jeg havde lovet AC at gå til No Signboard og spise chillikrabbe. Det viste sig nu også at være en god beslutning, og det kan I læse mere om her:
