[vc_row][vc_column][vc_column_text]
Siden åbningen i 2008 har Gjelina haft officiel kæledæggestatus blandt LA’s madentusiaster. Venice-restauranten med forkærlighed for økologiske, nærproducerede råvarer og enkle, nærmest rustikke kompositioner, har taget alle med storm.
Allerede inden vi tog af sted, bestilte jeg derfor bord. Bordreservationen var klokken 21:30, men vi kom allerede klokken 21 og håbede på, at der var et bord ledigt før tid. Det kunne vi dog godt glemme, for der var en kø på ca. 20 mennesker uden reservation, der ventede ude foran restauranten, så vi måtte pænt gå en lille tur og komme tilbage senere. Klokken 21:29 var vi tilbage igen og blev med det samme vist hen til vores bord. I løbet af de næste sekunder fik vi både menuen samt en flaske vand og to glas på bordet. En sød tjener forklarede os, at det meste af maden på Gjelina serveres som ”small plates” så man bestiller nogle stykker per person, som hele bordet så deler.
I menuen stod der derudover anført, at man på Gjelina venligt men bestemt afviser enhver modifikation af retterne. Det kan måske lyde lidt harskt, men helt ærligt; hvor mange gange har man ikke krummet tæer over folk, der bestiller tunsalat uden tun eller med så mange ændringer, at de lige så godt kunne have bestilt en portion gule ærter? Sejt med en restaurant, der tør sætte foden ned og stå op for sine kreationer i disses originale skikkelser.
AC så sig med det samme varm på en pizza med hjemmelavet chorizo, mens jeg var tunet ind på det sprøde andelår med figner og sherry. Burrata med grillede ferskner og prosciutto var vi dog begge to meget opsatte på. Burrata er en slags cremet version af mozzarella og tydeligvis vældig populær i Californien, for jeg tror faktisk at Din Tai Fung (den taiwanesiske dumplingrestaurant) er det eneste sted, vi har spist i LA, hvor burrataen ikke fandtes med på menuen.
Jeg har dog aldrig tidligere fået burrata med ferskner, men det smagte kæmpegodt! De søde amerikanske ferskner balancerede den salte prosciutto perfekt og burrataen satte guldkant på det hele. Uden tvivl aftenens ubestridte højdepunkt.
AC var dog også vældigt begejstret for sin stenovnsbagte pizza. Chorizoen var stærk med masser af bid i og bestemt ikke for børn, og bunden både sprød og luftig.
Mit andelår var stort og saftigt og perfekt tilberedt med masser af sprødt, gyldent skind. De grillede figner i salaten sørgede for den sødme, som går så godt i spænd med andekød, og fik mig til at glemme alt om rødkål og brune kartofler.
Gjelina er cool! Det er et sejt sted med masser af selvdistance og Venice-vibe og på trods af den überhippe crowd er betjeningen hjertelig og engageret. Der bliver ikke bukket og skrabet, men man føler sig velkommen og værdsat som gæst. Gjelina er sådan et sted man ville ønske lå lige henne om hjørnet og ikke 15-timers flyvetid væk, men Gjelina, jeg er helt klar til et langdistanceforhold.
> Læs mit blogindlæg om morgenmad på Gjelina
Gjelina har længe været en favorit blandt lokale og internationale foodies, som falder i svime over de mange lækre retter baseret på gode, økologiske råvarer. De fleste retter serveres som små portioner, som hele bordet deler, og man kan bestille forskellige slags grøntsager til for 8$. Regn med 2-3 retter pr. person.
Gjelina er meget populær, og der er for det meste en lang kø udenfor, så husk at bestille bord. Gjelina tager reservationer max. 4 uger ud i fremtiden, og hvis man vil have et bord ved normal spisetid i weekenden, gælder det om at være hurtig på aftrækkeren.
På Gjelina ændrer man af princip ikke på retterne, og maden serveres præcist som beskrevet i menuen, så glem alt om at bede om ”dressing separat” eller ”ingen løg, tak”.
Der er ingen dress code, men Gjelina er en trendy restaurant i et trendy område, så klæd dig derefter.
• Et glas vin koster omkring 15$, men man kan også tage sin egen flaske med mod et gebyr på 20$. Gjelina serverer også øl (fra 6$) og cocktails
• Gjelina ligger på superhippe Abbot Kinney Blv, som er der, det sker i Venice. Der er masser af caféer, restauranter og barer i området, så kom tidligt og gå en tur i området.
• Om sommeren er de bedste borde udenfor på verandaen bag ved restauranten.
Gjelina, 1429 Abbot Kinney Blvd, Venice, Los Angeles, Tlf: +1 (310) 450-1429
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]
Den kort-id, du har indtastet, findes ikke. Indtast venligst et kort-id, der findes.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text][ess_grid alias=”los-angeles-guide-dansk”][/ess_grid]
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]