Yellow Cherry Plum Preserve Recipe

Lige nu er det højsæson for mirabeller, og herude på landet i Jylland vrimler der med mirabeller langs vejene og i de vilde hegn, der deler markerne. Jeg gik derfor på rov forleden og fik samlet mig en stor skål med gule mirabeller.

Måske er det fordi der er så mange af dem, at vi ikke rigtig orker dem, og bare lader dem hænge til fuglene, men det er faktisk en skam, for de smager rigtig godt i en marmelade.

Der findes både gule og røde mirabeller, men de smager ret ens og den væsentlige forskel er farven. Man kan tilsætte lidt chili, ingefær eller vanilje, hvis man har mod på at lege lidt med smagen. Da jeg lavede research til denne opskrift, fandt jeg ud af, at det jeg (og de fleste andre mennesker) kalder mirabeller, faktisk slet ikke er mirabeller, men derimod gule kirsebærsblommer. De rigtige mirabeller (som stammer fra Frankrig) er et noget mere sjældent syn i Danmark, og de fleste (inklusive mig), kan ikke kende forskel. Jeg fandt ud af, at tyskerne og englænderne også (fejlagtigt) bruger mirabelle-betegnelsen om begge slags små gule blommer, og jeg har derfor valgt at blive ved med at bruge mirabelle-betegnelsen i denne opskrift, selvom der, hvis det skal være helt rigtigt, er tale om gule kirsebærsblommer:)

Efter at have fjernet stenene vejer mirabellerne ca. halvdelen af, hvad de gjorde inden. Opskriften er for 1kg mirabeller (vægt efter at stenene er fjernet), men man kan anvende præcis den kvantitet man lige står og har. Juster mængden af sukker til 3/4 af mirabellernes vægt uden sten.

Jeg blandede modne og mindre modne mirabeller, hvilket gav marmeladen en let syrlig smag, som jeg synes smager rigtig godt, og så anvendte jeg syltesukker, med tilsat pektin som giver marmeladen en tykkere konsistens. Pektin findes naturligt i de fleste frugter og bær, men det er forskelligt hvor meget de forskellige slags frugter indeholder, og om de indeholder nok til at gøre marmeladen tyk uden at tilsætte ekstra. Det behøver man ikke at bekymre sig om, hvis man anvender syltesukker, men til gengæld skal man passe på, at man ikke koger marmeladen for hårdt. Billederne i denne opskrift er af marmelade lavet med syltesukker, men i videoen nedenfor anvender jeg almindeligt sukker.

Opskrift: Mirabellemarmelade

Recipe by Mitzie Mee – Sanne
Course: Marmelade, Syltetøj
Mængde

2

mellemstore syltetøjsglas

Lige nu er det højsæson for mirabeller, og herude på landet i Jylland vrimler der med mirabeller langs vejene og i de vilde hegn, der deler markerne. Jeg gik derfor på rov forleden og fik samlet mig en stor skål med gule mirabeller.
Måske er det fordi der er så mange af dem, at vi ikke rigtig orker dem, og bare lader dem hænge til fuglene, men det er faktisk en skam, for de smager rigtig godt i en marmelade.

Ingredienser

  • 1 kg mirabeller (vægt efter at stenene er fjernet)

  • 750 g sukker

  • 1 tsk vaniljesukker

Sådan gør du

  • Skær mirabellerne i halve og fjern stenene.
  • Hæld dem over i en middelstor gryde og tilsæt sukker og vaniljesukker.
  • Bring blandingen i kog, og lad den stå og boble i omkring 15 minutter ved lav/medium varme (længere tid hvis du bruger almindeligt sukker), eller indtil marmeladen har den ønskede konsistens. Du kan tjekke konsistensen ved at tage lidt marmelade op på en ske og lade den køle af.
  • De lukkede glas kan holde sig cirka et år hvis de er blevet skoldet og derefter lukkes helt tæt, men efter åbning af glasset skal marmeladen spises indenfor 4-6 uger.

Opskrift-video

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail
Korean onion salad recipe

Jeg er helt vild med den løgsalat, som Sonamu i Dubai plejede at servere som del af deres Korean BBQ menu, så jeg spurgte dem, om jeg ikke kunne få opskriften? Her er den:)

En salat kun med løg? Ja, men bare rolig. Når man lægger løgene i blød i koldt vand, forsvinder meget af den skarpe løgsmag nemlig, og løgene bliver sprøde og lækre. Løgsalaten er rigtig god som tilbehør til grillmad, eller sammen med en steak, men spiser man ikke kød, så smager den også rigtig godt sammen med marineret stegt tofu.

Løgsalaten er bedst frisklavet, mens løgene stadigvæk er knasende sprøde, men den kan godt overleve i køleskabet nogle dage, hvis man ikke har noget imod at løgene bliver mere bløde i konsistensen. Opskriften er for 2-3 personer som tilbehør, hvis du bruger løg af medium størrelse.

Ingredienser

2 løg

4 spsk soyasauce

1,5 dl grøntsagsbouillon

3 spsk sesamolie

1spsk ristede sesamfrø

Saft fra 1 citron

½ tsk chili pulver

Sådan gør du:

Rist sesamfrøene på panden indtil de er gyldne. Dette bringer smagen ud af frøene.

Skær løgene i tynde skiver, og læg dem i en skål med koldt vand i 10-15 minutter.

Bland soyasauce, grøntsagsbouillon, sesamolie, sesamfrø, citronsaft og chilipulver i en skål. Smag på dressingen. Hvis den er for salt, så tilsæt lidt mere citronsaft og måske lidt vand, hvis bouillonen var meget koncentreret eller soyasaucen blev for dominant. Hvis den er for sur, så tilsæt en lille smule soya.

Hæld dressingen over løgene og bland det hele godt sammen. Jeg kan godt lide når der er rigtig meget dressing som løgene kan ligge og hygge sig i, men du styrer selv, hvor meget dressing du synes er passende. Har du dressing tilovers kan den sagtens gemmes i køleskabet nogle dage og bruges som dressing til din sædvanlige salat eller som dip til sushi i stedet for almindelig soyasauce. Også rigtig god over varme edamamebønner.

Klar til servering!

Læs mit blogindlæg om Sonamu >>


Reklame: Hvis du er i Dubai og du kan lide koreansk mad, så skal du prøve Sonamu. Deres Korean BBQ menu er inklusive drikkevarer og er en rigtig god deal, men man kan også bestille a la carte :

Sonamu, Asiana Hotel, Salahuddin Road, Deira, Dubai


0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail
Astronaut popsicle, Danish food

Den første astronaut-is blev langet over disken i 1958, og det er stadig en af de danske isklassikere, der bare holder. Da jeg var barn, var Astronautisen blandt mine absolutte ispindefavoritter, sammen med Tvillingeisen (findes den stadigvæk?) og Blinklyset. Dengang var det, at finde en astronaut-is med to vingummier, på højde med at finde et firkløver, og altså ikke noget der skete ret tit, og når det skete blev det mødt med begejstring og grøn misundelse fra de andre børn.

Forleden dag købte jeg af rent nostalgiske grunde (ok, også fordi jeg elsker børneis) en pakke Astronaut-is henne i Føtex, og til min store overraskelse viste det sig, at ikke bare en, men hele pakken af is havde 2-3 vingummier! WTF?! Nu er det store spørgsmål hvorvidt det bare er mig, der lige var usandsynligt heldig med Astronauterne, eller om 2-3-mands vingummibesætninger er den nye standard? Jeg skal ikke klage:)

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail
Polly, breakfast in Copenhagen

Jeg nåede lige forbi Polly på Gl. Kongevej til morgenmad, og det var virkelig hyggeligt. Caféen er lys og rar med en laidback stemning, og menukortet bød på flere af de klassikere, jeg altid falder for.

Jeg bestilte avocado med chorizo, eggs royale med laks, en skål yoghurt med granola og lidt grønt på toppen, grøn juice og kaffe. Avocadotoasten sad lige i skabet, og yoghurten var frisk og lækker. Desværre var hollandaisesaucen til eggs royale alt for salt – som i uhyggeligt salt – og det ødelagde lidt oplevelsen. Jeg tog én bid og måtte give op.

Men der skal også være plads til fejl, og det blev håndteret rigtig fint. Personalet var opmærksomme og fik straks styr på det. Jeg fik en ny drik som kompensation, helt uden brok, og det blev egentlig bare en reminder om, hvor stor forskel god service gør – især når det bliver løst med det samme og uden drama.

Alt i alt en god oplevelse, og jeg kunne sagtens finde på at komme tilbage. Næste gang holder jeg mig bare til avocadomaden og yoghurten – det er svært at gå galt i byen med den kombi.

Polly, Gl. Kongevej 96, 1850 Frederiksberg

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail
Vækst, Copenhagen restaurants

Inden turen gik hjemad, nåede jeg at spise middag i København. Planen var egentlig at spise på Høst, men der var fuldt booket, så det blev Vækst i stedet – også en del af Cofoco-gruppen. Menu og indretning minder meget om Høst, så det føltes som et rigtig godt alternativ.

Jeg valgte den vegetariske menu og lagde ud med bagt glaskål med grønne jordbær. Til hovedret fik jeg kålskud med sprød ost og nye kartofler, og til dessert en skøn kombination af rabarber, jordbær, kærnemælk og hvid chokolade – lige præcis det der syrlige twist, som danske desserter gør så godt, og som jeg savner, når jeg rejser udenfor Skandinavien.

Jeg bliver mere og mere imponeret over, hvor langt København er kommet på vegetarfronten. Det sker tit, at de grønne retter lokker mere end dem med kød, og det føles sjældent som et kompromis at vælge vegetarisk – snarere tværtimod.

Min menu på Vækst var grønnere end grøn og fyldt med sprødhed, fine teksturer og masser af smag. Særligt saucerne løftede retterne op, så det, der på papiret måske kunne lyde lidt som kaninfoder, viste sig at være både interessant og velsmagende.

Og ja, jeg kom også til lige at smage fra nabotallerkenen – bare for researchens skyld. Jeg er håbløs at have med ude at spise, for hvis din mad ser mere spændende ud end min, så er der stor sandsynlighed for, at jeg stjæler en bid, når du kigger væk.

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail
Bottle lights decoration

Så fik Danmark spillet kamp nr. 2, og sikke spændende det blev. Jeg er ellers ikke nogen større fodboldfan (eller fan af andre sportsgrene for den sags skyld), men jeg plejer at se alle landskampene, og efter den dramatiske begyndelse på turneringen hvor Christian Eriksen faldt om, tror jeg hele Danmark sad bænket foran tv-skærmen igår for at se, hvordan det ville gå. Desværre tabte vi, men det var godt nok en spændende kamp.

Vi havde bestilt smørrebrødskage fra Kahytten, som er et lokalt værtshus i Fredericia. Jeg har aldrig fået smørrebrød på den måde før, men det har efter signede været populært med smørrebrødskage/smørrebrødskagemand igennem længere tid?

Senere den aften skulle mine hjemmelavede flaskelamper prøves for første gang. Min mor foreslog at vi lavede lamperne med et par roséflasker, som var for flotte til at smide ud, for hun havde set noget lignende ovre hos deres naboer og syntes det så rigtig flot ud. Vi blev nødt til at vente til langt ud på aftenen for at det var mørkt nok til at man rigtig kunne se lamperne (solen går jo aldrig ned på denne tid af året), men jeg synes de blev rigtig fine. Man kan købe LED-kæder lavet specielt til formålet med batteriholderen gemt inde i noget, der ligner en prop, så har I nogle flotte gamle vinflasker, er det bare at komme igang. Selv leder jeg efter nogle blå og grønne flasker, så jeg kan lave lamper i flere forskellige farver til altanen i Dubai.

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail

Mitzie Mee Blog

Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr