Leder du efter bloggen? Den finder du nu ovre på mitziemee.com hvor jeg blogger om mad og opskrifter, rejser og livsstil.
Næsten alle de gange jeg har været i Japan, har jeg taget en overnatning på Radisson Narita på vej hjem. Jeg synes at det er en undervurderet luksus at man inden afrejsen kan få sig en god nats søvn og en solid morgenmadsbuffet inden man i god tid inden afgang triller over i lufthavnen uden at behøve at stresse over tog, der ikke kører til tiden og gates som lukker, inden man når frem.
Det er ikke nogen hemmelighed at man har den bedste udsigt til den travle og ret vilde Shibuya Crossing fra 1. sal på Starbucks. Hvad der derimod overraskede mig var, hvorledes personalet ikke specielt venligt, men meget bestemt gjorde mig opmærksom på, at det absolut ikke var tilladt at tage billeder.
Et kvalificeret gæt ville være at omkring 99% af denne Starbucks’ besøgere er turister, som kun er der med det ene formål at nyde udsigten og forevige denne på et SD-kort, kan det godt undre mig lidt, at man ikke har sat nogle skilte op, hvor der står, at det ikke er tilladt at tage billeder.
Dette ville helt sikkert være en mere effektiv måde at sprede informationen på, i stedet for at en Starbucksmedarbejder med krydsede arme skal springe rundt og spille politimand hver eneste gang et Canon-kamera sniger sig op fra tasken.
Skiltene kunne fx placeres lige ved indgangen, så man havde informationen om fotoforbudet inden man nåede at lægge sine sine yen på en Caramel Macchiato til overpris. Heldigvis nåede jeg at tage nogle billeder inden den sure dame i det grønne forklæde kom efter mig…
Tidligt i morges blev jeg vækket af en insisterende ringen på døren. Klatøjet og stadigvæk i pyjamas stavrede jeg ud af sengen og åbnede for…to koreanere(!), som spurgte, om jeg ville lukke dem ind!
Det regnede uafbrudt de sidste to dage, jeg var i Tokyo, hvilket var lidt ærgerligt – især fordi jeg havde planlagt en tidlig morgenudflugt til Tskuji fiskemarkedinklusive tunauktionen. Men ærligt talt: tanken om at stå op klokken fire om morgenen for at gå rundt i silende regn og kigge på døde fisk var ikke videre tillokkende. Jeg har været på Tsukiji flere gange før, inklusive tunauktionen, og altid i bedre vejr, så denne gang valgte jeg at gøre det til et hurtigt frokostvisit i stedet.
Jeg havde egentlig sat mig for at spise på Sushi Dai, men køen udenfor var megalang (som i flere timer lang) så jeg gik videre og endte i stedet hos Umai Sushikan. Der var masser af gæster, men ingen kø, og det virkede som et godt kompromis.
Umai Sushikan er en del af en større kæde, men det føles ikke som et kædested. Stemningen var hyggelig og afslappet, og jeg fik en god plads ved disken, hvor jeg kunne følge med i kokkenes arbejde. Min grønne te blev serveret i en kop med billeder og navne på forskellige typer nigiri, hvilket jeg syntes var en fin detalje. Jeg valgte en Chef’s Choice-menu, som blandt andet inkluderede ikura (lakserogn), anago (saltvandsål) og, til min store begejstring, uni (søpindsvin).
Der var meget sushi, og allerede halvvejs begyndte jeg at føle mig mæt. Men det hele smagte fantastisk. Friskt og delikat på en måde, man sjældent oplever udenfor Japan. Uni’en var silkeblød og smagte af hav på den bedst mulige måde – virkelig en god oplevelse.
En anden god sushikæde i Tokyo er Sushi Zanmai. I kan læse om min frokost på Sushi Zanmais honten restaurant i Tsukiji her >>
Midt i Tokyo Bay finder man den kunstige ø Odaiba. Her kan man fordrive tiden med typiske japanske dyder så som shopping og underholdning, eller en gåtur langs vandkanten. Hvis man troede at Frihedsgudinden var forbeholdt USA tager man fejl. Tokyos egen kopi af den kendte statue står nemlig solidt placeret ud til vandet med den smukke Rainbow bridge i baggrunden.
Da vi var i Los Angeles i september fandt Rikke og Tina en rigtig god café, Aroma Bakery Café, på Sunset Blvd. Det var dog ikke før vores sidste dag i Los Angeles, at det endelig lykkedes dem at lokke mig med derhen. Rigtig synd, for det var et dejligt sted med en morgenmadsmenu, der ville kunne tilfredsstille selv den mest kræsne gane.
Vi bestilte lidt af hvert og nåede både at prøve deres lækre wraps med avocado og æg, flere forskellige slags omeletter samt frisk frugt. Det hele blev skyllet ned med en kop the med frisk mynte og en glas friskpresset appelsinjuice. Det var ret dyrt sammenlignet med de andre morgenmadsrestauranter på Sunset, men jeg synes at det var pengene værd. Med solen skinnende over os, Sunset Boulevard lige udenfor og planer om en dag på Venice Beach, tror jeg ikke en morgen i Californien kunne blive meget bedre.
Læs mit blogindlæg om lemon-ricotta pancakes på Gjelina, som er en anden restaurant i LA med rigtig god morgenmad.
Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr
