Amsterdam er en dejlig by, og de få dage, vi var der, fløj af sted. På mange måder mindede Amsterdam meget om København, og specielt alle cyklerne gjorde, at man næsten følte, man ikke havde forladt Danmark. I København kan man godt nogle gange mistænke, at cyklisterne kun er der for at genere bilisterne og skræmme livet af fodgængerne. Det var lidt samme følelse man havde i Amsterdam, men de små gader og stræder var nærmest ufremkommelige i bil, så det var forståeligt nok, at så mange valgte at cykle.
Efter at have spist aftensmad på en lækker restaurant gik Poul og jeg en lang tur fra Rembrandtplein til De Wallen (red light district) og tilbage igen. Selv sent om aftenen virkede Amsterdam som en meget sikker by, og det var hyggeligt at slentre rundt på de små brostensbelagte gader. Jeg er dog en smule ambivalent med hensyn til red light districts, specielt når det som i De Wallens tilfælde nærmest er gået hen og blevet en turistattraktion med børnevenlige spisesteder og det hele. Jeg ved ikke hvordan I har det med det, men for mig føles det altså lidt forkert, sådan at normalisere sexhandel.
Man finder coffee shops overalt i Amsterdam, og klientellet var ikke kun gamle hippier og nysgerrige turister, men et bredt udsnit af befolkningen. Vores hotel lå på Rembrandtplein, og hver aften forvandledes pladsen til en stor tyk hashtåge. Det var så omfattende, at Poul og jeg på et tidspunkt begyndte at bekymre os om hvorvidt røgen ville sætte sig i vores tøj. Vi skulle nemlig videre til Dubai efter Amsterdam, og vi ville jo nødig havne i problemer i DXB. Det gjorde vi heldigvis heller ikke.
