Vietnam: Ha Long Bay og Lan Ha Bay

Halong Bay i Vietnam

En af hovedårsagerne til, at vi tog til Vietnam var, at vi ville se Ha Long Bay. De fleste mennesker tager på en af udflugterne, der afgår fra Haiphong på fastlandet og inkluderer en nat eller to om bord på en båd ude i bugten.

Dette var også vores oprindelige plan, men på grund af Tet, vietnamesisk nytår, kunne jeg kun finde ganske få udflugter udbudt online, og de var alle sammen meget dyre (omkring 300$/person). Derudover var priserne baseret på, at to personer delte en kahyt, så fordi vi var et ulige antal, der rejste, ville vi skulle betale et ret dyrt ekstratillæg.

Vi besluttede os derfor for at tilbringe nogle dage på Cat Ba Island i stedet, og tage på en udflugt til Ha Long Bay derfra. Cat Ba Island er den største ø i Lan Ha Bay, som ligger lige op og ned af Ha Long Bay, så vi tænkte, at det nok ikke ville være så svært at finde en båd, der kunne sejle os rundt i bugten.

Lige så snart vi var fremme på Cat Ba, begav vi os ned på hovedgaden langs havnen for at lede efter en bådudflugt. Hvis Hanoi havde været lidt stille på grund af Tet, så var Cat Ba stendød. Mange af restauranterne og butikkerne holdt lukket, og det samme gjorde de steder, der solgte udflugter. De første 3 ci spurgte, havde ingen udflugter før dagen efter vi var taget hjem, så vi var så småt begyndt at blive lidt nervøse, da vi endelig så et lille håndskrevet skilt, hvor der stod ”Ha Long Bay Trip Tomorrow”. Vi skyndte os ind for at købe billetterne, men huskede dog at tjekke, at alt var inkluderet i prisen. Der er nemlig visse arrangører, som vil sælge billetterne meget billigt og derefter opkræve ekstra betaling for alting, når først man er om bord på båden. På det tidspunkt tror jeg dog, at vi var så glade for endelig at have fundet en udflugt, at vi ville have booket hvad som helst, om så vi skulle have roet båden selv.

Billetterne var meget billige (ca. 10$/person) og da vi dukkede op nede ved det anviste sted ved havnen dagen efter, kunne vi se hvorfor. Båden så ud som en gammel fiskebåd, og mine forældre sendte mig skeptiske blikke. Det er ingen hemmelighed at sikkerhedsstandarden på nogle af bådene i bugten ikke er i top, og for nogle år siden var der en række ret alvorlige ulykker i Ha Long Bay, hvor flere turister druknede i deres kahytter. Det kan være, at I har hørt om dem? Det havde mine forældre i hvert fald, og de havde ikke lyst til at drukne. Det havde jeg som sådan heller ikke, men jeg ville gerne se Ha Long Bay, så vi  foretog følgende hurtige vurdering:

Vi var kun 5 passagerer plus personalet om bord på båden den dag, og så vidt jeg kunne se, var der redningsveste nok til alle. Der var helt vindstille, og med alle de små øer spredt ud over det hele ville vi kun skulle svømme en meget kort distance for at komme i land, hvis båden skulle gå hen og synke. Derudover var det som sagt kun en dagsudflugt, så vi ville være oppe på dækket hele tiden.

I Ha Long Bay stoppede vi i en særlig fin lille bugt for at ro kajak. Jeg kan ikke mindes sidste gang, jeg befandt mig i sådan et monstrum, og de første minutter, hvor min mor og jeg forsøgte at ro i hver sin retning, var da også ret kaotiske. Efter at vi fandt ud af, hvordan det nu var, at det virkede, gik resten af turen dog smertefrit.

Vi roede gennem en lille tunnel som førte ind til den flotteste afsides lagune, der var kantet af stejle klipper iklædt grønne planter. Det var enormt smukt, og bortset fra det franske par i den anden kajak, havde vi det hele for os selv. Vi skulle have nydt det mere, så længe det varede, for på vejen tilbage ankom der to store partybåde, og freden og fuglesangen blev hurtigt skiftet ud med Notorious B-I-G på højeste volumen.

Let og elegant som en elefant klatrede vi ud af kajakkerne og op i båden igen, hvor besætningen havde forberedt den lækreste frokost med grillet fisk, grøntsager og suppe. For danskere kan det jo godt føles en smule akavet, sådan at skulle dele maden med hinanden, som man gør i Asien, og specielt mine forældres generation foretrækker deres egen tallerken med deres egen mad og deres egne bakterier.

Fordi vi efterhånden har rejst så meget i Asien, har mine forældre dog vænnet sig til denne måde at spise på, men de har også med tiden udviklet deres egen helt strategi. I stedet for at spise direkte fra fadene, griber de det hele an, som om det var en buffet, og starter med at fylde deres egen tallerken med alt det, som de har tænkt sig at spise i løbet af måltidet. Det tog lidt tid, før de langsomt-spisende franskmænd opdagede, hvad der foregik, og at de nok måtte være lidt mere fremme i skoene, hvis de ville smage på andet end de kogte ris. De gjorde et hurtigt fremstød, og fik invaderet skålen med tofu, men det var ok, den kunne de godt få, for vi havde i mellemtiden spist det meste af den grillede fisk:)

Min Vietnam Blog

Seneste indlæg

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Mitzie Mee Blog