New York: Vegetarisk brunch på Dirt Candy – Lower East Side

Dirt Candy, vegetarisk restaurant i New York

Jeg flirter af og til lidt med det vegetariske, og jeg har længe ville prøve Amanda Cohen’s Dirt Candy, som er lidt af en pioner på området. Restauranten har altid været 100% vegetarisk, og er man veganer kan alle retterne også tilpasses dette.

Det er tit rigtig svært at få bord om aftenen, og I kender mig og min bristende evne til at planlægge mere end et par dage frem i tiden, så middag på Dirt Candy har derfor endnu ikke kunnet lade sig gøre for mit vedkommende. Heldigvis var der åbenbart knapt så meget run på deres brunch, for her var jeg heldig og fik en reservation med kort varsel.

Jessica og jeg havde været i byen aftenen inden, så vi havde lyst til noget solidt, der kunne dulme de latente tømmermænd, der lurede i baggrunden. Vi besluttede os derfor for hver sin ret med æg. Jeg bestilte Green Huevos & No Ham, og Jessica bestilte den populære Canadian Cracker, som er en vaffel med æg, smeltet cheddarost og ristede tomater.

Jeg var ret spændt på at se, hvordan min ret mon ville materialisere sig, og jeg blev bestemt ikke skuffet. Green Huevos & No Ham ankom til bordet i form af to pocherede æg med sprød tempuraskal, og ved gennemskæring flød den flotte gule blomme dovent ud som bevis på et perfekt pocheret æg. Æggene var anrettet ovenpå en grøn tortilla, så det kan godt være at man skulle have rullet det hele sammen til en grøn burrito? Jeg spiste det bare som det var, og det smagte skønt.

Jeg havde håbet på at få lov til at stifte bekendtskab med Dirt Candy’s  Monkey Bread, som har været lidt af et hit på Instagram, men desværre bliver det kun serveret om aftenen. I stedet bestilte vi Squash Biscuits med græskarsmør og marmelade lavet af gul peber. Græskarsmør og pebermarmelade? Jeg gad godt vide, hvordan man mon er kommet frem til, at den kombination ville fungere. Efter at have smagt det, kan jeg dog kun undre mig over, hvorfor man ikke ser græskarsmør og pebermarmelade andre steder, for det er intet mindre end fantastisk.

Jessicas vafler var dækket af et tykt lag cheddarost og selv med en sund appetit var det en udfordring at komme igennem det hele, så jeg måtte assistere på halvvejen. Det smagte rigtig godt, og Canadian Cracker er uden tvivl et oplagt valg, hvis man har lyst til en mere traditionel brunchret.

Selvom jeg udmærket ved, at jeg ikke behøver kød for at blive mæt, så gruer jeg alligevel altid for at måtte gå sulten fra borde, når jeg er på vegetarisk restaurant. Har I det på sammen måde, så kan jeg berolige jer med, at ingen behøver at gå sultne hjem fra Dirt Candy, hvor portionerne er til den endog meget generøse side. Selvom brunch nok ikke for alvor er der, hvor Dirt Candy brillerer rent æstetisk så smagte maden virkelig godt, hvilket jo er det vigtige. Dirt Candy er derfor et godt alternativ selv for kødædere, hvis man er i Lower East Side-området omkring brunchtid.

Dirt Candy, 86 Allen Street (between Grand St. & Broome St.), Lower East Side, New York, Tlf: +1 (212) 228 7732

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter og nyt fra shoppen hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter og nyt fra shoppen hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors

New York City

Reklame – Book dit hotel i New York her:

Mitzie Mee Shop