New York: Soup dumplings på Joe’s Shanghai i Chinatown

Joe's Shanghai, New York

Det kan godt være, at Din Tai Fung er den ukronede konge af xiao long bao (soup dumplings) i Los Angeles, men i New York er det Joe’s Shanghai, der regerer. Efter sigende er Joe’s Shanghai så populær, at man risikerer at vente længe i køen udenfor, hvis man ikke er der, lige når de åbner klokken 11 om formiddagen.

Jeg må indrømme, at jeg havde lidt svært ved at tro det, da jeg gik gennem Chinatowns dovne gader, for de fleste af de restauranter, som jeg passerede, var enten lukkede eller helt tomme og helt ærligt; hvor mange gider at æde dumplings klokken 11 om morgenen? En hel del, skulle det vise sig, for jeg var langt fra den eneste, som havde besluttet sig for at kigge forbi den ellers anonymtudseende restaurant med det grønne skilt og de gule bogstaver.

De fleste borde var således allerede optaget, og da jeg kun var mig selv, blev jeg parkeret ved et af de store, runde fællesborde. På min højre side havde jeg en kvinde fra New York, som havde taget sin veninde med til Joe’s for at introducere hende til ”de bedste soup dumplings i hele USA”. Hun fortalte mig, at hun også havde været på Din Tai Fung i Los Angeles, men at hun synes at Joe’s havde meget bedre krabbedumplings. Til venstre for mig sad der et par unge fyre, som også var stamkunder og store fans af Joe’s soup dumplings. ”Lad være med at bestil andet end soup dumplings” sagde de ”du vil bare blive skuffet, for alt andet blegner”. Tilsyneladende kloge ord fra hvad der virkede til at være ægte dumpling-entusiaster, så jeg besluttede mig for at bestille en portion soup dumplings med krabbe og en portion med gris.

Soup Dumplings hedder ikke soup dumplings i menuen, men ”steamed buns”, så inden jeg bestilte, forsikrede jeg mig hos tjeneren om, at det var det rigtige, jeg havde fat i. Der gik ikke lang tid før de rygende varme dumplings blev serveret og jeg lettede forsigtigt på lovet til bambuskurven og yikes! stirrede ned på hvad der så ud som mutant mega-dumplings fra Mars.

De soup dumplings, som jeg tidligere har spist på Din Tai Fung, var alle sammen små, mundrette bidder, og jeg kunne sagtens spise 2 store bambuskurve helt selv, men på Joe’s var de dobbelt så store.

Jeg må indrømme at jeg foretrak de små delikate dumplings på Din Tai Fung, men på den anden side så er større dumplings = mere af den lækre suppe. Smagen af suppen sammen med det andet fyld er altafgørende, når det drejer sig om soup dumplings, og hos Joe’s har de virkelig forstået at skrue en opskrift sammen der siger spar 2. Man dypper først dumplingen in dip med soja, eddike og ingefær. Derefter bider man et lille hul på den, så suppen kan få lov at løbe ud i skeen og haps! Ind i munden med det hele.

Jeg kunne kun spise halvdelen og da soup dumplings skal spises mens de er varme, gav det heller ikke rigtig nogen mening at bede om en doggiebag, så jeg besluttede mig for at donere resterne til mine bordherrer og damer.

På vejen ud så jeg at det ikke kun var restaurantens soup dumplings, der var størrelse XXXL: Bag disken sad der den største vinkende kat, jeg har set i USA..


Joe’s Shanghai er ikke Din Tai Fung, men da der ikke er nogen Din Tai Fung i New York, så er Joe’s Shanghai mit NYC-førstevalg når det gælder soup dumplings. Soup dumplings, eller xiao long bao, som de hedder på kinesisk, er dumplings fyldt med suppe. De smager fantastisk, og jeg har endnu ikke mødt nogen, som ikke kunne lide soup dumplings, hvis de vel at mærke er lavet ordentligt. Man spiser dem lettest ved at placere den på skeen og tage en lille bid, så suppen løber ud. Derefter er det ind i munden med det hele, men pas på at du ikke brænder dig på suppen, som er rygende varm.

På Joe’s Shanghai kan man vælge mellem to slags soup dumplings: Svinekød eller svinekød og krabbe. På menukortet hedder de henholdsvis ”Crab meat steamed buns” (6,95$) samt ”Pork steamed buns” (4,95$) og står listet under forretterne. Hvis du er i tvivl er det bare at spørge efter ”soup dumplings”. Der serveres soja/eddike-sauce ved siden af, som man dypper sine dumplings i, inden man spiser dem.

Joe’s Shanghai har specialiseret sig i Shanghais køkken og udover soup dumplings finder man også en række andre retter fra regionen. Jeg har dog kun smagt soup dumplings indtil videre og de 8 store dumplings, som en portion består af, er også mere end rigeligt til at udgøre det for en frokost.

Joe’s Shanghai er nok det mest populære soup dumpling-sted i New York, så kom lige når de åbner, eller vær forberedt på ventetid (man kan ikke bestille bor på Joe’s Shanghai i Chinatown).

• Joe’s Shanghai tager ikke kort, kun kontanter.

• Udover Joe’s Shanghai i Chinatown, er der også 2 andre Joe’s Shanghai i New York: En in Flushing og en i Midtown.

• Joe’s Shanghai er bedst til: Frokost, en afslappet aften, foodie-eventyr

Joe’s Shanghai – Grimme soup dumplings i Chinatown

Min guide til de bedste dumplings i New York


Joe’s Shanghai, 9 Pell Street (Between Doyers St. and Bowery St.), Chinatown, New York

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors

New York City