Sidste fredag var min første aften i byen denne gang i New York, og sikke en aften! Da vi var en blandet flok, som skulle ud (både hankøn og hunkøn) droppede vi Meatpacking District. I stedet tog vi til TriBeCa, hvor vores destination for cocktails og middag var Macao Trading Company.
Macao er en lækker bar/restaurant på Church Street, og nu da jeg allerede har nævnt Meatpacking District, kan jeg da lige sige, at Macao faktisk minder ret meget om en miniversion af Spice Market i Meatpacking, for de af jer, som kender til området.
Vi startede med en cocktail i baren, men fik hurtigt et rigtigt godt bord med udsigt over hele lokalet. Menuen var et lidt forvirrende mix af portugisiske (Macao var engang en portugisisk koloni) og kinesiske retter med enkelte indslag fra det moderne amerikanske køkken. Jeg ved aldrig rigtigt, hvordan jeg skal gribe sådan noget fusions-halløj an, da jeg for det meste kommer i tvivl, om hvorvidt det er bedst at holde sig til et køkken, eller om det vil fungere at blande de forskellige smagsinfluenser. På Macao lukkede jeg derfor bare øjnene og pegede, da tjeneren kom for at tage imod vores bestilling.
Steder som Macao besøger man jo sjældent primært på grund af maden, så jeg blev ret overrasket over, hvor gode de retter, vi endte med at bestille, var. Aftenens stjerne var uden tvivl den møre og enormt velsmagende ”Grilled Strip Steak,” som blev serveret med chili-ingefær sauce, og som fejede alle de andre retter af banen med hensyn til lækkerhed. Og det var ikke fordi de andre retter ikke var gode, men derimod fordi den steak var så super-duper yummy, at ikke engang de marinerede spareribs havde en chance.
Efter middagen besluttede vi os for at smutte en trappe ned og se stedets anden bar an. Faktisk var det mere en natklub end en bar, og der var ikke sparet på sort-røde detaljer i det lille lokale med det propfyldte dansegulv. Vores oprindelige plan var bare at tage en drink eller to for at runde aftenen af, men vi havnede på mystisk vis nede i den blindgyde, der hedder Tequila Shots, og som der bekendt ikke er nogen vej tilbage fra.
Fra det tidspunkt og fremad er mine minder om aftenen en smule slørede, men tofu på gulvet i lejligheden, et mangodyr, der blev skabt klokken 4 om natten og en timelang monolog på en iPhone om, hvorfor jeg ikke kan lide grønkål bar tydelig vidnesbyrd næste dag om, at jeg vist havde haft det sjovt.
Min guide til New York-restauranter der føles som natklubber
Macao Trading Co. 311 Church Street, TriBeCa, New York