Fejringen af Tet (det vietnamesiske nytår) betød at vi fik set en meget afslappet udgave af både Hanoi og Cat Ba Island, og vi var derfor slet ikke forberedt på de festligheder og det hav af mennesker, der ventede nede i Hoi An. Hvis du undrer dig over hvor alle mennesker i Vietnam tager hen i dagene efter Tet, så er Hoi An nok et godt bud.
Den første aften spiste vi på en restaurant i Old Town. De små gader, der gik fra hotellet til restauranten, var lige så proppede som de forreste rækker til en One Direction-koncert, minus de skrigende teenagere, plus enorme grupper af asiatiske turister. Det var værst i området omkring Den Japanske Bro og gaderne, der ledte derhen. Man tog et skridt frem, og så stødte man ind i nogen og tog et skridt til siden, for derefter at træde et skridt tilbage igen.
Vi spiste på TripAdvisor-kæledæggen Cargo, som receptionisten på vores hotel havde anbefalet. Da vi satte os, kunne vi se, at der på forsiden af menukortene var en seddel, hvor der stod, at meget af personalet havde fået fri under helligdagene, så man derfor kunne forvente langsommere service. Sammen med den lange kø, der ventede på at få bord, skulle dette nok have fået nogle advarselslamper til at blinke, men vi satte os ned og bestilte mad og drikke. Den første ret ankom allerede efter 10 minutter, men derefter gik det hele lidt i stå, og efter en time havde vi stadigvæk ikke set skyggen af den pandestegte fisk, vi havde bestilt.
Jeg havde virkelig ondt af dem der arbejdede på Cargo den aften, for de knoklede r*ven ud af bukserne og løb rundt mellem bordene. Før vi gik foreslog jeg derfor, at de måske til næste år kunne overveje at drosle lidt ned på aktiviteten under Tet og kun acceptere det antal gæster, man ville kunne betjene ordentligt. Jeg er nemlig overbevist om at Cargo er meget bedre, end det vi så den aften, når personalet ikke presses langt ud over hvad der er ret og rimeligt.
Efter at vi havde spist, havde min mor og far fået nok af menneskemasserne i Old Town, så de gik tilbage til hotellet, mens jeg besluttede mig for at udforske området nærmere på egen hånd. Nede ved floden var der en lille forlystelsespark, hvor mange af de lokale hang ud. Børnene havde fået lov at være oppe sent, og de blev forkælet med søde sager og farvestrålende balloner, mens fædrene prøvede lykken i skydeteltet.
Der var også en scene med livemusik, og man kunne ikke undgå at blive smittet af den muntre stemning der herskede. Jeg blev dernede i over en time, så da jeg begyndte min vandring tilbage til hotellet var det blevet sent, og Old Town lå næsten øde hen. De kulørte lamper indhyllede de små gader og de smukke gamle bygninger i et næsten magisk skær, og jeg fik endelig et glimt af, hvorfor Hoi Ans Old Town er på UNESCOs Verdensarvsliste.
