Fri fragt ved bestillinger over 500 kr.  Ellers koster fragt 50 kr. 

Leder du efter bloggen? Den finder du nu ovre på mitziemee.com hvor jeg blogger om mad og opskrifter, rejser og livsstil.

besøg mitziemee.com >>

Hårsløjfer og hårbøjler i Silke

Vores nye hårspænder ser næsten ud som slik, synes I ikke? Sløjferne er lavet af Peace Silk som er silke fremstillet uden at dræbe silkelarverne. Vi anvender råsilke, som har en grovere tekstur og en mere diskret glans end silkesatin, og sløjferne findes i 3 neutrale farver der passer til det meste. Perfekt til de dage, hvor en scrunchie måske er lidt for casual, men man stadigvæk gerne vil have håret oppe, uden alt for meget arbejde.

Vi har lavet to designs: En sød klassisk sløjfe samt en mere minimalistisk flad sløjfe, inspireret af moderne koreansk hårpynt. Sløjferne findes desuden i to forskellige størrelser, så man kan vælge den store sløjfe, hvis man vil have alt håret samlet i en hestehale, og vælge den lille sløjfe, hvis man vil have en opsætning hvor alt håret ikke er med.

Vi har også lavet nogle virkelig elegante hårbøjler i silke, i de samme tre farver som sløjferne, så man kan kombinere hvis man vil.

Det er Yary og Sokheang fra CWSG (Cambodia Women’s Support Group) som har syet sløjferne, og stik mod hvad man skulle tro, så er det faktisk den minimalistiske sløjfe, som krævede både mest arbejde og mest materiale at fremstille. Årsagen er, at man for at lave sløjfen bruger et langt stykke stof, som skal foldes flere gange og syes i begge sider.

Selve metalspændet køber vi i Frankrig fra en virksomhed, som hedder Delsol. I har sikkert ikke hørt om dem, men det var dem, som i 1920 opfandt denne type hårspænde. De er i dag den eneste producent af den slags spænder i Europa, og deres spænder er af meget høj kvalitet. Vi har lavet nogle af de store sløjfer med et specialfremstillet spænde til tyndt/fint hår, så husk at bestille sløjfen med den slags spænde, som passer til din hårtype.

0 FacebookTwitterPinterestEmail
Chiang Mai: Farverig Frokost på Meena Rice Based Cuisine

Inden pandemien var jeg i Chiang Mai, men det er ikke meget jeg har fået blogget derfra, og det er faktisk synd, for jeg havde nogle rigtig gode oplevelser deroppe. På madfronten var rejsen højdepunkt Meena Rice Based Cuisine, som er en moderne thailandsk restaurant med fokus på sund mad og ris. Det var Sylvia fra Chimmuwa, som havde anbefalet mig at prøve Meena, da hun vidste, at jeg er meget interesseret i mad og helt vild med restauranter, som skiller sig positivt ud på den ene eller den anden måde.

Meena ligger i et traditionelt thailandsk hus ned til en lille sø, omgivet af masser af træer og natur. Der var godt fyldt, da jeg var der, men efter lidt ventetid fik jeg et bord udenfor. Alt på menuen lød superlækkert, så jeg spurgte personalet, hvad de kunne anbefale, og endte med at bestille det meste af det, de foreslog, hvilket viste sig at være alt for meget for en person.

Jeg fik en lækker spicy dip med grøntsagsstave, og blå fried rice, der blev serveret sammen med en lotus, som jeg først troede bare var til pynt, indtil personalet forklarede mig hvordan man kan pille kernerne ud og spise dem. Jeg fik også fisk med lemongrass-salat på personalets anbefaling, og ønskede, at jeg havde haft mere appetit, for det var en virkelig lækker ret. Til dessert bestilte jeg mango sticky rice med Meenas berømte 5-farvede ris og masser af frisk og lækker mango, og så nåede jeg også lige at drikke to flotte drinks fra menuen: En blå drink med butterfly pea-blomster og en frisk sodavandsdrink med jordbær, så jeg ikke fordampede helt i varmen.

Jeg så at Meena har fået en Bib Gourmand i Michelinguiden for Thailand 2023, og hvis maden er bare halvt så god, som da jeg var der, er det helt sikkert fortjent. Et rigtig godt sted, hvis man har lyst til sund og moderne thailandsk mad i skønne omgivelser.

0 FacebookTwitterPinterestEmail
De Bedste Koreanske Restauranter i København

Jeg bliver tit spurgt hvor man finder den bedste koreanske mad i København, for eftersom jeg er adopteret fra Korea, går folk ud fra, at det må jeg da have styr på. Dog er det over 10 år siden jeg boede i København, så jeg er ikke den bedste person at spørge. I stedet har jeg taget fat i min ven Peter, som også er adopteret fra Korea, og som både bor i Købehavn og har en rigtig (læs: ikke adopteret) koreansk kæreste, og fået ham til at skrive lidt om koreanske restauranter i København. Her har I Peters bud på, hvor man finder den bedste koreanske mad i hovedstaden:

Sakura

Efter at Miga er lukket, er Sakura et af de eneste steder i København, hvor man kan få autentisk koreansk mad i den klassiske stil, og det er her min kæreste vil hen, når hun har lyst til nogle af de traditionelle koreanske retter. Deres supper Kimchi jigae og yukgaechang er virkelig gode, og smager ligesom de gør i Korea.

Sakura, Møntergade 22, 1116 København

Juju

Juju er en moderne koreansk restaurant, drevet af Kristian Bauman, som er adopteret fra Korea, og som også er manden bag den koreanske fine-dining-restaurant KOAN, som desværre er midlertidigt lukket (Februar 2023). Juju er lidt mere casual end KOAN, men har man spist på KOAN kan man godt fornemme, at det er samme person, der står bag. Menuen består af forskellige småretter, som hele bordet deler. Man sidder tæt, og der er en rigtig hyggelig atmosfære.

Juju, Øster Farimagsgade 8, 2100 København

Kopan

Kopan er en hyggelig og uhøjtidelig restaurant, som serverer bibimbab, mandu og andre lettere retter. Maden er tilpasset skandinaviske smagsløg, men restauranten er startet af en koreaner. 

Kopan har også en street kichen udgave ved torvehallerne, hvor man finder deres foodtruck lige hvor man kommer op fra metroen.

Kopan, Linnésgade 24, 1361 København K

Bulko

Casual koreansk restaurant med autentisk koreansk mad i trendy omgivelser. Her finder man et udmærket udvalg af typiske koreanske retter, som bulgogi, kimchi jjigae og bibimbap, og det er også et af de bedste steder at bestille koreansk take-away fra.

Bulko, Ny Carlsberg Vej 38, St.Tv, 1760 København V

Ssam

Der er både en SSam på Vesterbro og en Ssam på fisketorvet. De kalder konceptet en korean food bar, og begge restauranter er meget populære. Maden smager rigtig godt, men menuen er tilpasset ret meget til skandinaviske smagsløg. Dog kommer jeg der ikke så ofte, da mit indtryk er, at arbejdsmiljøet ikke er det bedste, og personalet virker aldrig i særlig godt humør.

SSam, Colbjørnsensgade 7, 1652 København V

Koreansk BBQ (Flintholm og Nordhavn)

Kinesiskejet restaurant med et af byens bedste Korean BBQ-tilbud: Ad libitum BBQ i to timer for 249kr (februar 2023). Der findes to filialer af Koreansk BBQ; en ved Flintholm station og en i Nordhavn. Jeg synes lokalet ved Flintholm er ret dårligt egnet til Korean BBQ, da der er dårlig ventilation. Restauranten i Nordhavn har både bedre lokaler og bedre ventilation.

Koreansk BBQ, Hamborg Pl. 6, København

0 FacebookTwitterPinterestEmail
Bangkok: Benchakitti Forest Park - En grøn oase midt i byen

Benchakitti Forest Park er et af mine nye yndlingssteder i Bangkok. Parken ligger midt i byen, men der er så stille og fredeligt derinde, at det føles som om, man er på en anden planet.

Parken har været undervejs i lang tid, men jeg tror, de fleste vil være enige i, at det har været ventetiden værd. De små gangstier er perfekte til en afslappet gåtur, og hvis du er heldig, kan du måske spotte nogle af de fugle og smådyr, der har parken som deres naturlige habitat.

Parken er hurtigt blevet populær blandt hobbyfotografer og Bangkoks unge, der valfarter til parken på jagt efter det perfekte selfie spot. Der kan blive ret crowded på de små stier, især i golden hour lige før solnedgang, hvor parken bades i et gyldent skær, der får de flotte omgivelser til at se næsten magiske ud.

En af de ting, jeg rigtig godt kan lide ved Benchakitti Forest Park, er, at det er super nemt at komme dertil. Man tager bare Skytrain til Asok BTS Station, og derfra kan man enten gå eller tage en taxi den korte tur til parken. Hvis du går fra Asok Station, kommer du gennem Benchakitti Park på vej til Benchakitti Forest Park. Benchakitti Park er også en rigtig fin, men hvis du har begrænset med tid til rådighed, vil jeg foreslå, at du fortsætter direkte til Benchakitti Forest Park, som helt klart er den mest interessante af de to.

0 FacebookTwitterPinterestEmail
Porterhouse steak at Smith & Wollensky, New York

Det er ikke særlig tit, at jeg spiser steak, så når det sker, så vil jeg have noget ordentligt, og Smith & Wollensky er altid et sikkert kort. Smith & Wollensky er en old-school steakrestaurant i et businessområde i Midtown, så restauranten tiltrækker en hel del forretningsfolk i jakkesæt og slips, specielt i hverdagene. Smith & Wollensky’s steak er dry-aged USDA Prime, hvilket er den bedste kvalitet for amerikansk oksekød, og de smager fantastisk.  De fleste steaks koster omkring 78$, og tilbehør betaler man ekstra for, så det er ikke et helt billigt måltid, men for New York, er priserne yderst rimelige.

Smith & Wollensky åbnede helt tilbage i 1977, og jeg mistænker at en del af personalet har været med lige så længe. De er eksperter, hvad angår steaks, så når de taler, så lytter man. Vi delte en porterhouse steak (en slags gigantisk T-bone steak) med bearnaisesauce, pebersauce, sauteret spinat og mac & cheese. Det ville have været mere end nok med spinaten, men jeg kan aldrig sige nej til mac and cheese, og heldigvis findes der doggie bags. Jeg plejer heller ikke at sige nej til dessert, men denne gang var der ikke andet at gøre. En bid mere, og de ville have været nødt til at bære mig ud af restauranten, men sikke et lækkert måltid!

Jeg elsker en god bøf, men med flere og flere vegetarer eller veganere blandt mine venner er det efterhånden svært at finde nogen at dele den interesse med (tak April, for at du stadigvæk spiser kød). Bare at skrive om steaks føles næsten en smule kontroversielt, og jeg har da også overvejet selv at lægge kødspiseriet på hylden. Dog er jeg slet ikke klar til det endnu, og i mellemtiden vil jeg tillade mig at nyde min porterhouse/ribeye/New York strip i fulde drag.

Smith & Wollensky, 797 Third Ave (crossing street E. 49th Street), Midtown, New York

0 FacebookTwitterPinterestEmail
New York: En aften i byen på Public - Popular og The Roof

Sidste gang jeg var i New York, foreslog min veninde Ana, at vi tog på Public for cocktails og middag. Public er et af de nye, fancy hoteller, der popper op overalt på Lower East Side, som er det område på Manhattan, hvor Ana og jeg plejede at dele en lejlighed. Alle de nye, fancy højhuse har helt sikkert ændret Lower East Side, og jeg er stadig lidt usikker på, om jeg synes, at det er til det bedre, eller om det er noget, man bør være ked af. For en lørdag aften i byen er Public dog fantastisk, for der er både restauranter og barer under et og samme tag. Jeg er stor fan af de steder, som har alt under samme tag, især nu, hvor jeg er ældre og har indset, at livet er for kort til at blive tilbragt i en Uber eller vente i kø for at komme ind.

Rulletrapperne op til restauranten var som en tunnel af elektrisk rødt lys, og jeg var fristet til lige at tage en ekstra tur, så jeg kunne få et selfie, men jeg tror ikke Ana ville have syntes det var super cool, så vi fortsatte i stedet direkte til Popular, som er den peruvianske restaurant på Public.

Vi bestilte et par retter til at dele, heriblandt en virkelig lækker ceviche og nogle rigtig gode grillede østers. Jeg ved ikke med jer, men jeg er ikke altid fan af grillede østers. Det er som om varmen for alvor fremhæver østerssmagen, som nogle gange kan være lidt for meget for sådan en som mig, der helst drukner sine rå østers i masser af mignonette-sauce og tabasco 🙂

Efter middagen tog vi op på The Roof, som er Publics fantastiske rooftop bar. Udsigten over byens skyline var fantastisk, og stemningen var afmålt festlig og cool på den der ret New York-agtige måde..

Da vi gik tilbage ned i hotellet, kunne jeg ikke undgå at føle mig en smule nostalgisk, for jeg har virkelig savnet de her aftener i New York, der starter med sen middag og slutter med cocktails, og jeg lovede Ana og mig selv, at der ikke skulle gå alt for lang tid, inden vi skulle i byen igen.

0 FacebookTwitterPinterestEmail

Mitzie Mee Blog

Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr