Mitzie Mee Blog

Las Vegas: Thunder From Down Under

by Mitzie Mee

De fleste (i hvert fald af det modsatte køn) vil nok give mig medhold i, at man ikke rigtigt har været i Las Vegas, før man har været på stripklub. Deciderede stripklubber med mandlige performere er det lidt småt med, så med mindre man af den ene eller den anden grund vil ud at se på nøgne damer, er man som kvinde henvist til enten Chippendales på Rio eller Thunder From Down Under på Excalibur.

Min søster Trine og jeg var ikke specielt velbevandrede udi kategorien mandestrip, så vi valgte Thunder From Down Under, mest på grund af gruppens utroligt kiksede navn. Deres showroom på Excalibur var fyldt til bristepunktet allerede en halv time inden showet gik i gang. Tilskuerne var kvinder i alle aldre og faconer og de fleste havde vist kigget ret dybt i margaritaglasset inden de ankom. Stemningen var i helt i top og der blev råbt, skreget og banket i bordene, da ungersvendene fra Australien endelig gik på scenen.

Det viste sig hurtigt at man øgede sine chancer markant for at blive trukket op på scenen hvis man var kommende brud på polterabend. Det fangede vores sidekammerat hurtigt, og fik i et snuptag forvandlet en papirserviet til et provisorisk brudeslør. Desperat? Meget!

Selve showet bestod af forskellige musikalske genrer, som de 6 fyre sang og dansede sig igennem med mere eller mindre udtalt rytmesans og talent. Jeg tror, at man skulle have været lidt mere beduggede end vi var, for at kunne se showet, som det var tænkt at det skulle ses, men ingen tvivl om, at det var god underholdning.

Aftenens højdepunkt var i starten af showet, da en af stripperne efter en meget avanceret dans snurrede rundt og faldt på knæ foran hvad der viste sig at være en af de eneste mandlige tilskuere til showet…ups! Tror ikke det var planlagt, men hvis det var, så var det sgu fedt.

Bagefter kunne man stille sig op i kø og betale for at blive fotograferet med hele flokken af olieindsmurte australske dansemus, men vi synes at vi havde fået vores dosis af vokset bryst og stramme læderbukser, så vi skyndte os i stedet tilbage til New York New York for at få os lidt natmad på Sirrico’s Pizza.

Læs mit blogindlæg om mit polterabend og Chippendales i Las Vegas >>

Thunder from down under, The Excalibur, Las Vegas

16. december 2010

New York: Minamoto Kitchoan – Japansk wagashi

by Mitzie Mee

Efter frokosten på the Modern var vi allesammen behageligt mætte, men besluttede os alligevel for at gå forbi den fancy japanske wagashi-butik Minamoto Kitchoan. Wagashi er en slags traditionel japansk konfekt, og på Minamoto Kitchoan finder man noget af det absolut bedste. Alt i butikken bliver fløjet ind fra Japan hver morgen, og bag disken finder man de sødeste hjælpsomme japanske ekspedienter.

Vi købte nogle kusa mochi, som er grønne riskager fyldt med sød bønnepasta samt sakuranbo, som er de lækreste friske kirsebær i gelé. Det hele blev pakket nydeligt ind i små æsker, så vi kunne næsten ikke nænne at spise det.

Japansk wagashi er ret specielt, og det kan tage lidt tid at vænne sig til de søde sager samt den lidt melede bønnepastakonsistens, men når man først er hooked, er det for resten af livet. I Japan nyder man ofte wagashi sammen med en kop veltilberedt grøn te, som for alvor får de mange delikate smagsnuancer frem.

Alle lækkerier hos Minamoto Kitchoan laves med helt friske ingredienser og uden konserveringsmidler, så de søde sager har meget kort holdbarhed, hvilket alt sammen bidrager til, at det ikke er nogen helt billig fornøjelse. Priserne starter omkring 1,5-2 $ for de billigste småkager og noget mere for de forskellige slags mochi. Har man lyst til wagashi i New York, så tror jeg dog ikke, at der findes noget bedre sted at stille trangen end hos Minamoto Kitchoan

Min guide til New York >>

Minamoto Kitchoan, 509 Madison Avenue (between 52nd St and 53rd St), Midtown, New York

26. juli 2010

New York: The Modern og NYC Restaurant Week

by Mitzie Mee

Det er Restaurant Week i New York lige nu, og det var lykkedes Ehsan at få bord på The Modern Dining Room, som er MoMA’s Michelinrestaurant (1 stjerne i 2010). The Modern Dining Room er et skønt sted.

Alt er lyst og stilfuldt i linje med resten af museet, og så har man fri udsigt til Abbey Aldrich Rockefeller Sculpture Garden.Vi fik en fantastisk 3-retters menu bestående af 3 delikate forretter, hovedret samt dessert. Menuens absolutte højdepunkt var hummerhalerne med bacon, men alt vi fik smagte fuldstændigt forrygende.

Jeg har ellers et lidt perplekst forhold til meget dyr mad på samme måde, som jeg har det med hensyn til meget dyre vine, for jeg er ikke helt sikker på, at jeg er tilstrækkeligt sofistikeret til virkelig at værdsætte det.

Selvfølgelig kan jeg smage om maden er god eller dårlig ud fra kriterier som hvorvidt maden er brændt på eller har fået for meget salt, og om kødet er sejt, men når det kommer over et vist niveau, synes jeg, at det er svært at vurdere. Det bliver ligesom en smule søgt,når man skal tage stilling til om mad er supergodt eller ekstremt godt.

Lige nu, mens smagsindtrykkene stadigvæk er helt friske i hukommelsen, synes jeg uden tvivl at The Modern er den absolut bedste restaurant, jeg nogensinde har spist på. Selvom det var en fantastisk oplevelse, går der dog nok et godt stykke tid, inden jeg besøger en Michelin restaurant igen. Det ville jo være katastrofalt for mit rejsebudget, hvis mine smagsløg skulle vænne sig alt for meget til sådan en standard.

Bonusinfo for SATC fans: Det var på The Modern Dining Room at Carrie fortalte de andre piger, at hun skulle giftes med Big i den første SATC film.

Min Guide til SATC Restauranter som stadigvæk findes >>

2012 spiste jeg på The Modern for 2. gang. Det kan I læse om her >>

The Modern at MoMA, 9 W 53rd St, Midtown, New York

Frokost på The Modern i New York — Ehsans veninder fra Sverige

26. juli 2010

New York: Carnegie Club og Flûte Bar – Cigarer og Champagne

by Mitzie Mee

Igår mødtes jeg med min gamle ven og studiekammerat Ehsan. Han har den lækreste lejlighed i Hell’s Kitchen, så jeg har selvfølgelig spurgt ham, om han ikke kunne tænke sig at bytte med en lille to-værelses i København. Det virkede han dog ikke umiddelbart interesseret i:)

Det er over 5 år siden vi sidst så hinanden, så der var en hel del opdateringer og snak om gamle dage, der skulle overstås, inden vi kunne begive os ud i New Yorks natteliv. Vi startede på Carnegie Club, som er et af Ehsans stamsteder. Det er et mørkt og dunkelt, men samtidig ekslusivt sted, lidt som en luksus man cave. Ehsan fortalte, at de plejer at have et liveband, der spiller Frank Sinatra-sange, men det var der desværre ikke den aften. Jeg var helt vild med atmosfæren og betjeningen var super. Ehsan snuppede en cigar fra deres imponerende sortiment mens jeg nøjedes med et glas mørk rom.

Efter Carnegie havde vi tænkt os at fortsætte på Gilt, som er en lounge bar, der hører til restauranten af samme navn. Desværre var de ved at lukke, da vi kom, så vi gik i stedet til Flûte Bar, som er en champagnebar i Midtown. Der bestilte vi to glas Veuve Clicquot samt en Bellini tasting bestående af Bellini med henholdsvis fersken-, jordbær- og ananassmag. Jeg er som bekendt ret glad for Bellinis, og dem vi fik, hørte til nogle af de bedste jeg nogensinde har smagt.

Flute Bar, 205W 54St, Midtown West (between 7th Ave & Broadway), New York, Tlf: +1 (212)-265-5169

The Carnegie Club, 156W 56th St (between 7th Ave & Avenue of the Americas), Midtown West, New York, Tlf: +1 (212) 957-9676

New York: Carnegie Club og Flûte Bar – Cigarer og Champagne

23. juli 2010

Los Angeles: En dag i Koreatown

by Mitzie Mee

Trine og jeg elsker koreansk mad, så når vi rejser sammen er vi altid på udkig efter koreanske restauranter, eller endnu bedre: Koreanske nabolag, de såkaldte Koreatowns. Koreatown i Los Angeles er kæmpestor. Faktisk tror jeg det er en af de største i verden?

I området finder man koreanske banker, restauranter og shoppingcentre, men i modsætning til fx. Chinatown, så er der ikke rigtig nogle traditionelle koreanske bygninger og dekorationer, og man skal ikke besøge Koreatown på grund af sightseeingen. Alle skilte er dog på koreansk, og man hører mere koreansk end engelsk i gaderne. I supermarkederne kan man købe alle de koreanske ingredienser man behøver for at lave autentisk koreansk mad, og så er der selvfølgelig masser af gode koreanske restauranter i området.

Vi fandt et shoppingcenter som på bedste koreanske vis havde en hel etage kun med restauranter. Der spiste vi en frokost bestående af bulgogi, som er grillet kød marineret i en særlig sauce, og naeng-myun som er kolde nudler i en superlækker suppe med isterninger.

1. juli 2010

Los Angeles: Chinatown og Thien Huong

by Mitzie Mee

I Los Angeles tilbragte vi også en formiddag i Chinatown. Vi fandt et bazar-agtigt shoppingcenter som solgte alt muligt lige fra fake håndtasker til brudekjoler, samt et supermarked, som udover almindelige kødvarer også solgte grisetryner og hønsefødder. Jeg går ud fra at de alternative ingredienser ikke kun var der for at skræmme turister, men rent faktisk bliver brugt i madlavningen, for vi så flere, der stoppede ved køledisken og købte varer. Apropos turister, så var der stort set ingen, da vi var der, og Chinatown var et rigtig hyggeligt område at slendre omkring i.

Der er masser af kinesiske restauranter i området, man da vi spottede en vietnamesisk restaurant inde i et shoppingcenter, foreslog jeg, at vi gik ind og fik os en skål pho. Trine havde aldrig smag pho før, så jeg forklarede hende hvordan man selv tilsætter lime, bønnespirer og friske krydderurter. Det var lige noget for hende!

Thien Huong virkede som et ret afslappet sted, men til frokosttid opstod der hurtigt en megalang kø udenfor restauranten. Heldigvis havde vi på det tidspunkt allerede fået bestilt vores pho samt en omgang friske forårsruller. Maden smagte fantastisk, og var uden tvivl et af rejsens bedste og billigste måltider.

1. juli 2010

Mitzie Mee Blog

Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr