I Bangkok boede jeg på Rembrandt Tower Serviced Apartments. Jeg havde fået Rembrandt Tower anbefalet af en tidligere kollega og var ret spændt på at se, hvordan det var. Desværre var førstehåndsindtrykket ret skuffende, da de valgte at give mig en lejlighed lige under en etage, hvor der blev boret og banket på højtryk hele dagen.
Det japanske køkken spænder vidt, og visse retter kræver mere end almindelig nysgerrighed at sætte tænderne i. Tænk bare på den giftige fisk fugu – eller natto, de der berygtede fermenterede sojabønner. Ikke ligefrem hverdagskost for de fleste turister.
Kobekød derimod… det er en af de mere tilgængelige og uimodståelige japanske delikatesser, og noget jeg havde sat mig for at prøve under mit ophold i Tokyo.
Kobekød er ikke billigt, så for ikke at brænde hele rejsebudgettet af på ét stykke ølopfostret luksuskød, lavede jeg lidt research og læste med på forskellige madblogs, før jeg besluttede mig for at prøve Gyu-An – en restaurant, der havde fået rigtig fine anmeldelser og virkede som et godt sted til en første introduktion til den fedtmarmorerede verden.
Jeg havde ikke bestilt bord, men tog chancen og hoppede på metroen til Higashi-Ginza. Derfra var der kun et par minutters gang til restauranten, som lå nede ad en trappe i et traditionelt indrettet lokale. Heldigvis var der et ledigt bord.
Jeg blev mødt af en venlig, kimonoklædt værtinde, som bad mig tage skoene af og førte mig hen til bordet. Menukortet bød både på enkelte steaks og forskellige ”set menus,” hvor forret, tilbehør og dessert var inkluderet.
Efter lidt frem og tilbage besluttede jeg mig for en kombination: en tyndstegsbøf og kobekøds-sukiyaki. Det hele skulle selvfølgelig skylles ned med en iskold Asahi på fad – intet mindre.
Første indslag var de obligatoriske varme klude til hænderne, efterfulgt af en lille amuse-bouche med oksekød i soyasauce. Så kom lidt sashimi, oksekødssushi og nogle skiver røget oksekød. Men det var selvfølgelig kobekødet, jeg var kommet for – og det skuffede ikke.
Sukiyakien blev serveret ved bordet, og jeg fik udleveret en lille skål med et råt æg. Jeg var i tvivl om, hvad jeg skulle stille op med det, men en smilende tjener viste mig, hvordan jeg skulle røre det sammen med spisepindene. Ægget fungerede som dip til det møre kød og grøntsagerne.
Steaken blev serveret rygende varm og perfekt medium rare, med stegte løg og forskellige saucer til. Jeg smagte et stykke – og det smeltede bogstaveligt talt i munden. Det var uden tvivl det bedste stykke kød, jeg nogensinde har fået. Konsistensen var næsten mere som fisk end kød, og kødfibrene var så fine, at de nærmest ikke eksisterede. Øllet passede perfekt til og løftede smagen yderligere.
Sukiyakien var også virkelig god og blev tilberedt i små portioner, så jeg kunne følge med i processen og spise i mit eget tempo. Men det var helt klart i steaken, at kobekødet virkelig kom til sin ret.
Restauranten var fyldt med japanske gæster, og det føltes som at træde ind i en lille lomme af autentisk Tokyo. Tjenerne talte kun en smule engelsk, men var søde og hjælpsomme. Jeg gik derfra med både en fuld mave og følelsen af at have haft en af de bedste restaurantoplevelser på hele rejsen – og med det absolut bedste kød, jeg nogensinde har smagt.
Læs mit blogindlæg om frokost på Gyu -An – En Kobe-frokostbøf >>
Gyu-An, 6-13-6 Ginza, Chuo-ku, Tokyo 104-0061, Tlf: 03-35420226, Åbningstider: Man-lør: 11:30-14:00 og 17:30-22:00, Søndag: lukket, Helligdage: 17:00-21:30, Adresse på japansk: 牛庵, 〒104-0061 東京都中央区銀座6-13-6
Da Steve og jeg var i London, tog jeg ham med på Polpo i Soho, og blev overrasket over hvor lang tid siden mit sidste besøg var. Jeg havde gættet på 7 år max, men lidt research i gamle billeder på telefonen afslørede at det var 12 år siden jeg var der sidst. Jeg var der sammen med AC dengang, og jeg husker stadig de sprøde crostini med ansjoser og kikærter samt de braiserede kammuslinger med pancetta og ærter, mums!
Polpo åbnede tilbage i 2009, og restauranten er inspireret af den typiske bàcaro i Venedig, hvor man lige kigger forbi til et glas vin og en bid mad. Da jeg var på Polpo sidste gang med AC kunne man ikke bestille bord, men det kan man i dag, så det gjorde vi et par timer før vi dukkede op. Vi endte med pladser i baren, hvilket faktisk er det bedste sted at sidde.
Vi bestilte Chicken Liver & Sage Crostino, som var intens og let jordagtig i smagen. Hvis man er til kyllingelever, er den virkelig god. Arancinaen var også lækker – sprød udenpå og med en cremet, velsmagende ris- og oste-fyld indeni.
Baccalà Mantecato er en klassisk venetiansk ret lavet med tørret torsk, der er blevet udblødt, pocheret og derefter pisket til en silkeblød mousse. Smagen var mild og afbalanceret og smagte virkelig godt sammen med den ristede polenta.
Jeg vidste bare, at Beef Shin Rigatoni ville være et hit – og det var det også. Kødet var så mørt, at det faldt fra hinanden, og saucen havde den der dybe, langsomt tilberedte smag, som klæbede perfekt til rigatonien. Enkelt, solidt og virkelig godt lavet.
Jeg er vild med det her sted – både maden og stemningen – og det var så dejligt at se, at bortset fra menuen, så er alt andet som det plejer. Hvis du ikke har været der endnu, så gør dig selv den tjeneste. Og hvis du allerede er fan, kan jeg berolige dig med, at det stadig er lige så godt som før.
Hvis man tror at Londons natteliv er ensbetydende med mørke pubs og Pimms i kandevis, så tager man grueligt fejl. Ikke overbevist? Besøg Sketch på Conduit Street.
Sketch består af flere forskellige rum med hvert sit tema, og udover at fungere som vandhul for Londons unge, smukke og rige, huser Sketch også en af byens bedste restauranter i The Lecture Room.
AC og jeg besøgte Sketch onsdag aften og før vi bestilte drinks ville vi lige smutte på toilettet. Det var dog lige før, at vi var blevet på toilettet hele aftenen, for Sketch har nogle af de vildeste toiletbåse, jeg nogensinde har set! Fuglekviddermusik strømmer ud fra gigantiske hvide æg og blødt, rosa-violet lys indhyller rummet, så det føles som om man er midt i en science fiction film. AC og jeg var dog mest fascineret af det underlige, buede spejl over håndvasken, som gjorde det komplet umuligt at opfriske makeup’en, men som gav nogle ret sjove billeder.
Sketch, 9 Conduit St, Mayfair, London
Min søster Trine elsker Filur, så jeg plejer altid at sørge for, at der er fyldt op med Filur-is i fryseren, når hun kommer på besøg.
Det var nogle travle dage i Bangkok, men heldigvis blev der tid til at smage på noget af al den gode mad. Man behøver sjældent gå længere end til næste gadehjørne, før der dukker en bod op, hvor man kan købe de lækreste nudler, salater eller grillspyd til 20-50THB, så det kan derfor være yderst svært at motivere, hvorfor man skal betale 50 gange mere for at spise på en rigtig restaurant. Det skal med andre ord være rigtig godt, før jeg forflytter mig fra plastikstolen ude på fortovet og ind til et nydeligt dækket bord med a/c og vinmenu.
Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr