Brooklyn har i mange år været New Yorks hipstercentrum og de to mest nordlige nabolag, Greenpoint og Williamsburg har med tiden fået et solidt rygte som nogle af de bedste steder at gå ud at spise og drikke, ikke kun i Brooklyn, men i hele New York. Der åbner konstant nye barer og restauranter og den uprætentiøse vibe der præger de to områder, udgør en forfriskende afveksling fra Midtown Manhattans flaskehetz og repræsentationskonto-cocktails. Man kommer som man er, og øllerne er billige.
En af de mest spektakulære oplevelser under mit seneste besøg i New York, var middagen på New York Sushi Ko. Jeg ville invitere Tina fra Hungry Bird Eats og hendes mand ud at spise, som tak for, at jeg måtte bo hos dem, og Tina fortalte, at hendes tidligere chef havde været vildt begejstret for Sushi Ko, så vi besluttede os for at ringe og reservere bord.
Afternoon tea i Tokyo? Ja tak! En af dagene havde jeg en aftale med min japanske veninde Rieko, som havde booket bord til os på Conrad Tokyo – et af byens mere elegante hoteller, hvor afternoon tea serveres i loungen TwentyEight, højt oppe på 28. etage.
Inden vi gik ind, kastede Rieko et hurtigt blik på mit outfit og mente, at det måske var en god idé lige at ringe og dobbelttjekke dresscoden. Japanere tager den slags alvorligt, og Conrad er ikke ligefrem stedet, hvor man tropper op i alt for afslappet tøj. Heldigvis fik vi grønt lys, og så var det bare at tage elevatoren op og glæde sig.
Alt er cute i Japan, og afternoon tea på Conrad er ingen undtagelse. Små scones, macarons, sandwiches og miniburgere var anrettet med kirurgisk præcision og mindede mest af alt om sushi – bare i kage- og snackform. Og smagen? Perfekt hele vejen. Hver en lille hapser var en fornøjelse, og det hele var så fint, at man næsten ikke nænnede at spise det. Næsten.
Når det kommer til den slags anretninger, har jeg en ret fast strategi: Jeg gemmer altid det bedste til sidst. Det giver bare mere mening for mig at afslutte måltidet med en lille finale, frem for at toppe det hele allerede i første bid. Og ja, jeg spiser altid op.
Selve afternoon tea’en bliver serveret i bar/lounge-området TwentyEight, som – surprise – ligger på 28. etage. Udsigten er virkelig noget særligt med kig til både Hama Rikyu Garden og Tokyo Bay gennem de store gulv-til-loft-vinduer. En live jazzmusiker satte stemningen med blød baggrundsmusik, og hele stedet havde en næsten dukkehus-agtig atmosfære – underspillet luksus med sans for detaljen.
De fleste andre gæster var pastelklædte japanske kvinder, og der var en ro og en elegance, som nærmest fik én til automatisk at dæmpe stemmen og rette sig lidt op i stolen. Det var bestemt ikke stedet, hvor man lige smider sig tilbage og slår en bøvs efter macarons (bare rolig, det gjorde vi heller ikke).
TwentyEight mindede mig lidt om New York Bar på Park Hyatt i Shinjuku, som er en af mine yndlingsbarer i verden. Jeg forestiller mig, at udsigten herfra må være endnu mere spektakulær om aftenen, højt hævet over Tokyos travle gader. Desværre havde vi ikke tid til at vende tilbage senere på dagen, men næste gang, Conrad – der er jeg klar!
New York City består af 5 bydele; Bronx, Brooklyn, Manhattan, Staten Island og Queens, men mange mennesker tror at New York City er synonymt med Manhattan. Derfor kigger folk lidt underligt på mig, når jeg siger, at jeg boede i Brooklyn, sidste gang jeg var i New York (”men Brooklyn…det er da ikke rigtigt New York, er det?”). Faktisk så er Brooklyn den af New York Citys bydele, der har flest indbyggere og det er også i Brooklyn, man finder nogle af de hippeste nabolag såsom Fort Greene og Williamsburg. Hvis man ikke allerede har fået øjnene op for Brooklyn, er det derfor på høje tid.
Saltlakrids er en af de ting jeg savner mest, når jeg er væk fra Danmark i længere tid. Det er næsten umuligt at finde udenfor Skandinavien, da de fleste andre nationaliteter tilsyneladende ikke kan se det fede i helt frivilligt at udsætte sin mund og sit svælg for ammoniumklorid-overdoser forklædt som heksehyl, saltbomber og tyrkisk peber.
En af de ting jeg havde bestemt mig for at spise i New York var mac ’n’ cheese. Jeg kan godt lide makaroni, og jeg kan godt lide smeltet ost, så jeg havde en klar forventning om at de to ingredienser sammen kunne blive stærkt vanedannende.
Min tidligere erfaring med mac ’n’ cheese strækker sig ikke meget længere end de der pakker fra Kraft med orange pulver, hvor man tilsætter smør og mælk, og som jeg faktisk syntes var ret ok. Jeg var derfor nysgerrig efter at smage the real deal, så da jeg skulle mødes med Waz, som blogger om mad i New York (læs hendes blogindlæg om Delicatessen her), foreslog hun, at vi gik til Delicatessen på Prince Street.
Det var søndag og brunchtid da vi mødtes, så Delicatessen var fyldt til bristepunktet, men vi var heldige og fik et godt bord lige ud til den åbne facade. Der var mange forskellige versioner af mac ’n’ cheese (hvad med hummer? Eller sauerkraut?), men jeg ville gerne prøve en helt traditionel en, så jeg valgte The Classic og Waz valgte en med 4 forskellige slags ost.
Det var Helt. Vildt. Godt, men OMG hvor var det tungt! Efter at have gumlet mig igennem halvdelen føltes det som om, jeg havde slugt en mursten! Jeg stirrede på mac ’n’cheesen og den stirrede olmt tilbage med sine cheddar-øjne, og jeg indledte min helt personlige episode af Girl vs. Food. Et blik på Waz’ tallerken bekræftede at denne tynde pige på mystisk vis havde formået at spise op, så jeg tvang mig selv til at tage en mundfuld til, før jeg blev nødt til at overgive mig. Mac ’n’ cheese vs. Sanne: 1-0.
Waz plejede at bo i New York og vi har været ude at spise rigtig meget vegetarisk mad sammen:
Koreansk og vegetarisk med Waz
Middag uden kød med Waz på Little Park
Delicatessen, 54 Prince St (between Mulberry St. & Lafayette St), SoHo/Nolita, New York
Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr