Leder du efter bloggen? Den finder du nu ovre på mitziemee.com hvor jeg blogger om mad og opskrifter, rejser og livsstil.
AC ankom sent i nat fra Hong Kong, og før vi havde fået sludret klart, var klokken over 2. På trods af det, vågnede vi begge to tidligt og var klar til at se os omkring i Bangkok. Desværre var vejret ikke rigtig med os, og de tunge grå skyer gjorde, at vi besluttede os for at dedikere dagen til indendørs shopping i centrene omkring Siam BTS.
Jeg er rigtig dårlig til at få mig taget sammen og blive klippet, og der kan sagtens gå over et år mellem mine frisørbesøg. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, for når jeg først sidder i stolen og der bliver puslet om mig, synes jeg jo egentlig, at det er meget rart. Det er sikkert en kombination af nærighed og (forhåbentlig) ubegrundet angst for at ende med kort, lilla hår.
Har man lyst til sol på næsen og sand mellem tæerne i Tokyo, så findes der faktisk en ganske udmærket strand på den kunstige ø Odaiba. Stranden ligger lige ved shoppingcentret Aqua City og kaldes ganske enkelt Odaiba Beach – og selvom det ikke er nogen tropeø, er det stadig et fint sted at slappe af og få lidt luft.
Det var en stegende varm dag, så før jeg begyndte min gåtur langs vandet, satte jeg mig ind på en café ud mod bugten og fik en kakigori – japansk isdessert med revet is og sirup. Caféen mindede om noget, man kunne finde langs Californiens kyst, og i højtalerne kørte gamle surferklassikere. Hvis man så væk fra skyskraberne i horisonten og lod blikket hvile på vandet, kunne man næsten bilde sig ind, at man befandt sig et sted langs Highway 1 og ikke midt i Tokyo.
I sommermånederne er stranden på Odaiba proppet i weekender og på helligdage, men i hverdagene er det som regel nemt at finde sig en fredelig plet i sandet eller på den smalle græsrabat ned mod vandet. Det er ikke tilladt at svømme, men der var flere surfere ude for at lufte sejlene. Jeg ved ikke helt, hvorfor surfing er ok, når svømning ikke er – begge dele involverer jo vandkontakt – men de fleste strandgæster havde alligevel ikke badetøj på og så ud til at være mere til kold drikke og udsigt end egentlig strandbadning.
En af de mest iøjnefaldende bygninger på Odaiba er Fuji Televisions hovedkvarter, som ligner noget fra en sci-fi-film. Derinde kan man købe souvenirs og besøge udkigsplatformen, hvor man i klart vejr kan se helt til Mount Fuji. Om aftenen laver de et ret imponerende lys- og lydshow, hvor facaden bliver til en slags pixel-skærm med figurer og tekst lavet af vinduer, der skifter farve.
En anden grund til, at mange besøger Odaiba, er Rainbow Bridge. Jeg havde engang set den i december, hvor hele broen var badet i regnbuens farver – det var virkelig et syn. Og det ville jeg gerne opleve igen. Så selvom jeg egentlig havde fået nok af sol, strand og turistmylder ved 17-tiden, besluttede jeg mig for at blive til solnedgang.
Det blev mørkere, og lysene tændtes. Og… alle lysene var hvide. Det var stadig flot, bevares – men ikke det mindblowing regnbue-spektakel, jeg havde håbet på. Senere fandt jeg ud af, at Rainbow Bridge kun er regnbuefarvet op til jul. Typisk.
Læs min guide til hvad jeg ellers synes man skal opleve i Tokyo
Brooklyn har i mange år været New Yorks hipstercentrum og de to mest nordlige nabolag, Greenpoint og Williamsburg har med tiden fået et solidt rygte som nogle af de bedste steder at gå ud at spise og drikke, ikke kun i Brooklyn, men i hele New York. Der åbner konstant nye barer og restauranter og den uprætentiøse vibe der præger de to områder, udgør en forfriskende afveksling fra Midtown Manhattans flaskehetz og repræsentationskonto-cocktails. Man kommer som man er, og øllerne er billige.
En af de mest spektakulære oplevelser under mit seneste besøg i New York, var middagen på New York Sushi Ko. Jeg ville invitere Tina fra Hungry Bird Eats og hendes mand ud at spise, som tak for, at jeg måtte bo hos dem, og Tina fortalte, at hendes tidligere chef havde været vildt begejstret for Sushi Ko, så vi besluttede os for at ringe og reservere bord.
Afternoon tea i Tokyo? Ja tak! En af dagene havde jeg en aftale med min japanske veninde Rieko, som havde booket bord til os på Conrad Tokyo – et af byens mere elegante hoteller, hvor afternoon tea serveres i loungen TwentyEight, højt oppe på 28. etage.
Inden vi gik ind, kastede Rieko et hurtigt blik på mit outfit og mente, at det måske var en god idé lige at ringe og dobbelttjekke dresscoden. Japanere tager den slags alvorligt, og Conrad er ikke ligefrem stedet, hvor man tropper op i alt for afslappet tøj. Heldigvis fik vi grønt lys, og så var det bare at tage elevatoren op og glæde sig.
Alt er cute i Japan, og afternoon tea på Conrad er ingen undtagelse. Små scones, macarons, sandwiches og miniburgere var anrettet med kirurgisk præcision og mindede mest af alt om sushi – bare i kage- og snackform. Og smagen? Perfekt hele vejen. Hver en lille hapser var en fornøjelse, og det hele var så fint, at man næsten ikke nænnede at spise det. Næsten.
Når det kommer til den slags anretninger, har jeg en ret fast strategi: Jeg gemmer altid det bedste til sidst. Det giver bare mere mening for mig at afslutte måltidet med en lille finale, frem for at toppe det hele allerede i første bid. Og ja, jeg spiser altid op.
Selve afternoon tea’en bliver serveret i bar/lounge-området TwentyEight, som – surprise – ligger på 28. etage. Udsigten er virkelig noget særligt med kig til både Hama Rikyu Garden og Tokyo Bay gennem de store gulv-til-loft-vinduer. En live jazzmusiker satte stemningen med blød baggrundsmusik, og hele stedet havde en næsten dukkehus-agtig atmosfære – underspillet luksus med sans for detaljen.
De fleste andre gæster var pastelklædte japanske kvinder, og der var en ro og en elegance, som nærmest fik én til automatisk at dæmpe stemmen og rette sig lidt op i stolen. Det var bestemt ikke stedet, hvor man lige smider sig tilbage og slår en bøvs efter macarons (bare rolig, det gjorde vi heller ikke).
TwentyEight mindede mig lidt om New York Bar på Park Hyatt i Shinjuku, som er en af mine yndlingsbarer i verden. Jeg forestiller mig, at udsigten herfra må være endnu mere spektakulær om aftenen, højt hævet over Tokyos travle gader. Desværre havde vi ikke tid til at vende tilbage senere på dagen, men næste gang, Conrad – der er jeg klar!
Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr
