Jeg ankom tidligt om morgenen til Koh Yao Yai Village på Koh Yao Yai, og mit værelse var endnu ikke klart. Jeg var ivrig efter at komme ud og se mere af øen og pludselig virkede det som en fremragende idé at leje en knallert.
Da vi kom tilbage fra The Peak var det ved at være aftensmadstid, og AC sagde, at hun kendte et mexicansk sted i nærheden.
”Er det godt?”
”De har billige frozen margaritas”
”Ok, lad os gå.”
Vi bestilte et par ret middelmådige mexicanske retter sammen med en kande frozen magarita og indtog det hele, mens vi snakkede om gamle dage.
AC og jeg har kendt hinanden, siden vi var i starten af 20’erne. På det tidspunkt drømte vi begge to om at rejse til New York og finde Mr. Big, men vi var stuck i Sverige på et studie, som ikke interesserede nogen af os nævneværdigt. Er det ikke sjovt, hvordan sådan en kande frozen margarita kan få en til at huske de år som de bedste i ens liv?
Vi havde ikke planlagt at gå i byen, men nu er det jo ikke hver aften, at man er i Hong Kong med en af sine bedste venner, så bare at trisse tilbage i seng var heller ikke noget alternativ. Efter den mexicanske restaurant tog vi derfor forbi Lan Kwai Fong.
Lan Kwai Fong er lidt som Hong Kongs version af Jomfru Ane Gade, og området er både turistet og en smule tacky, men det glemmer man hurtigt, når man er i godt selskab.
Vi endte på en ret fancy rooftop bar ved navn Cé La Vi. Det var ikke The Peak, men udsigten var god nok til at retfærdiggøre de ret dyre drinks. De var der alle sammen den aften: Ham expaten, som havde fået lidt for meget at drikke, og som prøvede lidt for hårdt at score nogle lokale piger. De fnisende veninder fra Malaysia, som ikke drak alkohol, men som virkelig håbede på at møde en sød fyr, og de unge og smukke fra Hong Kong med smarte frisurer og dyr champagne på bordet.
Er det bare mig, eller ligner rooftopbarer som Cé La Vi alle sammen hinanden, uanset hvor i verden man er? Indretningen er enten sort og rød eller minimalistisk hvid, og musikken i baggrunden vil typisk være laid-back lounge eller alt med Beyoncé. Jeg har aldrig nogensinde hverken set eller hørt om en heavy metal rooftop bar. Måske er det på grund af sikkerheden? Man kunne jo let forestille sig, at folk ville blive så rundtossede af at headbange, at de ville falde ned fra taget?
Men nok om det. Tilbage til Cé La Vi og rooftopbarer generelt. Nogle vil sikkert synes at steder som Cé La Vi er både kedelige, prætentiøse og totalt intetsigende, men ikke mig. Gennem årene er jeg faktisk blevet mere og mere glad for den forudsigelighed, der altid præger disse steder. Sådan lidt på samme mærkelige måde, som jeg kan blive glad for at se en McDonald’s, når jeg er langt væk hjemmefra. Samme layout, samme slags mennesker og same procedure as last year.
Aftenens andre iagttagelser:
• Det kan godt være at jeg er for gammel for clubbing, men rooftopbarer og cocktails med udsigt bliver jeg aldrig for gammel til.
• En svensk fyr med en tyk svensk accent prøver at indlede en samtale med AC og jeg i baren. Vi spørger om han er svensk ”ja, hvorda kunne i gætte det??” ”…”
• Jeg stjal fandt et stor nisseskæg, som jeg insisterede på at have på resten af aftenen, selvom AC protesterede.
• Da et glas er ved at falde ned fra baren viser jeg mine super-ninja-kræfter og griber det, før det rammer jorden.
Cé La Vi, 25/F California Tower, 30-32 D’Aguilar St, Lan Kwai Fong, Central, Hong Kong
Noget af det bedste ved at blogge er, at man får online venner fra fra hele verden. Gennem årene er det til min store glæde lykkedes mig at transformere nogle af disse venskaber fra online til IRL, og i Sydney havde jeg fornøjelsen af at møde modebloggeren Vivienne fra Vivalaviv og hendes partner Kent, som er street-fashion-fotograf og blogger.
Jeg er en stor fan af brunch (og egentlig også alle døgnets andre måltider), så da min veninde Mende sendte mig følgende besked på Facebook var jeg lutter øren:
Efter besøget ved Operahuset gik jeg videre til The Rocks – et historisk område nordvest for havnen. I gamle dage var det et lidt råt kvarter, kendt for bander og gadekriminalitet, men i dag er det både pænt og hyggeligt, med masser af små butikker, pubber og restauranter.
Vivienne og Kent havde anbefalet, at jeg smuttede forbi The Australian Heritage Hotel for at prøve deres krokodillepizza, og den idé var jeg straks med på. Da jeg kom derhen, opdagede jeg dog også, at de havde kænguruburger på menuen, og jeg var lige ved at lade mig friste. Men kænguruer er altså bare for nuttede til, at jeg kunne få mig selv til at spise en (ja, jeg ved det godt – dobbeltmoralsk). Så jeg holdt mig til krokodillen, som blev serveret thai-style med kokosmælk og koriander på en sprød pizza.
Mange siger, at krokodille smager som kylling, men det synes jeg slet ikke passer. Det smagte faktisk ikke som noget, jeg har fået før. Hvis jeg skulle sammenligne, så var konsistensen måske en smule hen ad blæksprutte – fast og lidt sej, men på den gode måde.
Ud af ren nysgerrighed måtte jeg dog smage en lille bid af kænguruburgeren fra en af de andre gæster ved nabobordet, som var sød nok til at dele – og wow! Den var virkelig god. Mørt og saftigt kød, lidt som oksekød men med en mild, vildtagtig smag.
Mens jeg sad der, blev der sat gang i et kødlotteri, som man kunne købe lodder til – et ret sjovt koncept, og meget australsk. Jeg vandt ikke noget, men stemningen var helt i top, og det var virkelig hyggeligt at sidde der en søndag eftermiddag og opleve, hvordan lokalbefolkningen slappede af over en øl og lidt god mad.
The Australian Heritage Hotel, 100 Cumberland St, The Rocks, Sydney
Jeg landede i Bangkok i går eftermiddags, og jeg tog direkte fra lufthavnen til Chatuchak Weekend Market. Markedet er kæmpestort og et udmærket sted at bruge en søndag eftermiddag, selvom det de seneste år er blevet ret turistet.
Mitzie Mee Blog
Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr