Efter en næsten grotesk dårlig mangosalat til frokost, var jeg mere på vagt, da det blev aftensmadstid, og gjorde en hæderlig indsats for ikke at havne i de værste turistfælder. Det var faktisk sværere, end det lyder, for jeg rejser som bekendt med mine forældre, der ikke kan lide stærk mad og for øvrigt intet ville have imod at spise på ”den der restaurant med det danske flag” hver eneste aften, hvis jeg ikke havde været der til at stoppe dem.
Her er endnu et indlæg fra min gamle blog. Det handler om dengang Trine og jeg var til World Series of Poker i Las Vegas tilbage i 2010.
Hvert år i juni og juli afholdes WSOP (World Series of Poker)pokerturneringen på Rio casinoet i Las Vegas. Der er mange tusinde deltagere hvert år, og man skaffer sig adgang til turneringen enten ved at betale et vist beløb (såkaldt buy-in) eller ved gennem forskellige for-turneringer at vinde en plads ved et bord.
Der er i løbet af juni og juli forskellige events hvor man kan vinde et WSOP armbånd, som skulle være noget af det ypperste at vinde indenfor pokerverdenen. Selve finalen, Main Event, afholdes i november måned blandt 9 finalister, de såkaldte November Nine. Vinderen af Main Event modtager udover et Main Event WSOP armbånd også adskillige millioner dollars i præmiepenge og titlen som verdensmester i poker.
Da jeg var i Las Vegas i juni måned var WSOP lige startet, og da Trine og jeg alligevel var på Rio for at spise deres fantastiske skaldyrsbuffet, gik vi selvfølgelig ned for at kigge lidt nærmere på sagerne. Da vi ikke er de store pokerhajer, vidste vi heller ikke så meget om WSOP udover at Peter Eastgate vandt enormt mange penge for nogle år siden. På trods af dette, var det en rigtig stor oplevelse at se alle bordene og spillere fra hele verden i dyb koncentration.
Mange af dem så ret specielle ud med cowboyhat, langt hår og øjnene skjult bag Miami Vice solbriller, mens andre sad i træningstøj og fik massage undervejs. Vi fik at vide at de rigtigt store hajer spillede inde i Amazon rummet og gik derind for at se, om vi kunne spotte nogle kendte ansigter.
Dog kom vi midt i spisepusen, så udover et bord omringet af videokameraer fra forskellige TV-kanaler var der en smule dødt. Efter at have besøgt souvenirshoppen og udfyldt en blanket hvor man kunne vinde pokerlektioner tog vi derfor en taxa tilbage til the Strip igen.
Under mit korte ophold på Koh Yao Yai boede jeg på Koh Yao Yai Village, som er et øko-venligt boutique resort på den nordøstlige side af øen. Resortet har sin egen private strand, og de små klynger af bungalows, ligger spredt udover den grønne skråning ovenfor.
Alt, som ikke var der fra starten, er bygget så det blender fint ind med omgivelserne, og området er behageligt befriet for irritationsmomenter såsom larmende jetski og eurotechno i poolbaren.
Jeg kunne ikke se stranden fra min bungalow, men i stedet havde jeg palmer lige udenfor døren. Bortset fra et par mystiske junglelyde, var der helt utroligt stille. Faktisk var der så stille, at jeg på et tidspunkt måtte tænde for tv’et for at tjekke, at jeg ikke var blevet døv.
Den smukke naturstrand ved hotellet har en billedskøn udsigt til en af de små naboøer. Når der er ebbe, skal man dog gå et ret langt stykke for at komme ud i vandet, og stranden bliver temmelig mudret. Det er ikke det bedste sted at svømme, men stranden egner sig fint til solbadning og til at tage flotte billeder til sin Instagram. Der er flere lækre swimmingpools på området, og det var også der, de fleste gæster hang ud, mens jeg var der.
Hvis man gerne vil se mere af øen, så er der et sted ved indkørslen til resortet, hvor man kan leje knallerter. Der er også en udflugtsdisk på området, hvor man kan vælge mellem et hav af forskellige udflugter til meget rimelige priser. Dog er der krav om et minimum antal deltagere på nogle af udflugterne for at de bliver gennemført.
Koh Yao Yai Village er et af de mest afsides og fredelige hoteller, jeg nogensinde har boet på i Thailand.
Bungalowerne havde alle de fornødenheder, man kunne ønske sig inklusive et delvist udendørs badeværelse med bruser under åben himmel.
Morgenmadsbuffeten blev serveret ved poolrestauranten. Det var ikke en særlig stor buffet, men alt smagte rigtig godt, og detaljer såsom omeletstationen og køleskabet med små flasker friskpresset juice gjorde, at buffeten er en af dem, man ikke sådan lige glemmer.
Alt på hotelområdet var ret dyrt. Jeg spiste aftensmad på hotellets fiskerestaurant og betalte 1000THB for en grillet fisk og et glas med vandmelonjuice. Behandlingerne på hotellets spa var også enormt dyre.
Det er forståeligt, at priserne vil være en smule højere på sådan et resort, da det jo koster mere at have så stort et udvalg af services tilgængelige for en ret begrænset skare, men på Koh Yao Yai følte man, at de i lidt for høj grad udnyttede, at folk ikke havde andre steder at gå hen.
Koh Yao Yai Village har sin egen private speedbåd, som de sejler folk til og fra øen i. Med tanke på, at de kalder sig selv økovenlige, så ville det vel give mere mening, hvis de bare kørte folk ned til den offentlige færge, som afgår fra molen?
Koh Yao Yai Village er perfekt for folk på bryllupsrejse samt par, der er på jagt efter den der (næsten) øde-ø-følelse. For sådan nogle som mig, der rejser selv, var Koh yao Yai Village også et dejligt sted at tilbringe et par dage, men jeg tror jeg ville være begyndt at kede mig, hvis jeg skulle være der i længere tid. Ville jeg besøge Koh Yao Yai Village igen? Helt sikkert!
Jeg ankom tidligt om morgenen til Koh Yao Yai Village på Koh Yao Yai, og mit værelse var endnu ikke klart. Jeg var ivrig efter at komme ud og se mere af øen og pludselig virkede det som en fremragende idé at leje en knallert.
Da vi kom tilbage fra The Peak var det ved at være aftensmadstid, og AC sagde, at hun kendte et mexicansk sted i nærheden.
”Er det godt?”
”De har billige frozen margaritas”
”Ok, lad os gå.”
Vi bestilte et par ret middelmådige mexicanske retter sammen med en kande frozen magarita og indtog det hele, mens vi snakkede om gamle dage.
AC og jeg har kendt hinanden, siden vi var i starten af 20’erne. På det tidspunkt drømte vi begge to om at rejse til New York og finde Mr. Big, men vi var stuck i Sverige på et studie, som ikke interesserede nogen af os nævneværdigt. Er det ikke sjovt, hvordan sådan en kande frozen margarita kan få en til at huske de år som de bedste i ens liv?
Vi havde ikke planlagt at gå i byen, men nu er det jo ikke hver aften, at man er i Hong Kong med en af sine bedste venner, så bare at trisse tilbage i seng var heller ikke noget alternativ. Efter den mexicanske restaurant tog vi derfor forbi Lan Kwai Fong.
Lan Kwai Fong er lidt som Hong Kongs version af Jomfru Ane Gade, og området er både turistet og en smule tacky, men det glemmer man hurtigt, når man er i godt selskab.
Vi endte på en ret fancy rooftop bar ved navn Cé La Vi. Det var ikke The Peak, men udsigten var god nok til at retfærdiggøre de ret dyre drinks. De var der alle sammen den aften: Ham expaten, som havde fået lidt for meget at drikke, og som prøvede lidt for hårdt at score nogle lokale piger. De fnisende veninder fra Malaysia, som ikke drak alkohol, men som virkelig håbede på at møde en sød fyr, og de unge og smukke fra Hong Kong med smarte frisurer og dyr champagne på bordet.
Er det bare mig, eller ligner rooftopbarer som Cé La Vi alle sammen hinanden, uanset hvor i verden man er? Indretningen er enten sort og rød eller minimalistisk hvid, og musikken i baggrunden vil typisk være laid-back lounge eller alt med Beyoncé. Jeg har aldrig nogensinde hverken set eller hørt om en heavy metal rooftop bar. Måske er det på grund af sikkerheden? Man kunne jo let forestille sig, at folk ville blive så rundtossede af at headbange, at de ville falde ned fra taget?
Men nok om det. Tilbage til Cé La Vi og rooftopbarer generelt. Nogle vil sikkert synes at steder som Cé La Vi er både kedelige, prætentiøse og totalt intetsigende, men ikke mig. Gennem årene er jeg faktisk blevet mere og mere glad for den forudsigelighed, der altid præger disse steder. Sådan lidt på samme mærkelige måde, som jeg kan blive glad for at se en McDonald’s, når jeg er langt væk hjemmefra. Samme layout, samme slags mennesker og same procedure as last year.
Aftenens andre iagttagelser:
• Det kan godt være at jeg er for gammel for clubbing, men rooftopbarer og cocktails med udsigt bliver jeg aldrig for gammel til.
• En svensk fyr med en tyk svensk accent prøver at indlede en samtale med AC og jeg i baren. Vi spørger om han er svensk ”ja, hvorda kunne i gætte det??” ”…”
• Jeg stjal fandt et stor nisseskæg, som jeg insisterede på at have på resten af aftenen, selvom AC protesterede.
• Da et glas er ved at falde ned fra baren viser jeg mine super-ninja-kræfter og griber det, før det rammer jorden.
Cé La Vi, 25/F California Tower, 30-32 D’Aguilar St, Lan Kwai Fong, Central, Hong Kong
Noget af det bedste ved at blogge er, at man får online venner fra fra hele verden. Gennem årene er det til min store glæde lykkedes mig at transformere nogle af disse venskaber fra online til IRL, og i Sydney havde jeg fornøjelsen af at møde modebloggeren Vivienne fra Vivalaviv og hendes partner Kent, som er street-fashion-fotograf og blogger.
Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr
©Mitzie Mee