Red Sky Rooftop Bar, Bangkok

Lige et hurtigt hej fra Bangkok. Rikke og Magnus bor på et hotel lidt længere nede ad gaden, så vi aftalte at mødes kl. 5 og tage en sundowner på Red Sky, som er Centara Grand’s rooftop bar. Vi tog Skytrain til Chitlom og gik derfra hen til hotellet, der ligge inde i Central World, som er et kæmpestort shoppingcenter. Jeg har været på Red Sky tidligere, men på trods af det, gik vi alligevel forkert nogle gange, så det tog os næsten 20 minutter at komme gennem centeret og finde hotellobbyen.

Da vi endelig fra fremme var alle parter dog enige om, at det var hele besværet værd. Red Sky ligger på 55. etage, så man har den mest fantastiske udsigt over hele byen, og jeg vil til enhver tid anbefale Red Sky frem for Sky Bar i Lebua Tower. Sky Bar er primært gearet mod turister, der vil se baren fra Hangover og sige, at de har været på verdens højeste open-air bar, og de gange jeg har været der, har jeg følt mig som et kreatur i en flok. Der er ikke siddepladser, og man drikker dyre drinks af plastikkrus. Når man først har fået taget sine billeder, er der ikke meget andet at lave.

Red Sky er meget mere som en rigtig bar, hvor man som ekstra bonus har, hvad der let kunne være Bangkoks næstbedste udsigt. Man betaler ikke entré og priserne på drinks og snacks er yderst rimelige, beliggenheden taget i betragtning. Under happy hour betalte vi 1800THB totalt for 2 glas rødvin, 2 glas Martini, 2 øl og 2 portioner truffle fries. Happy Hour slutter kl. 18, men på grund af førnævnte kvaler med at finde frem, afgav vi først vores bestilling klokken 17:50. Vi følte dog på intet tidspunkt at personalet ville af med os, eller ville have os til at bestille mere fra den ”rigtige” menu, og vores happy hour blev derfor hurtigt til en happy aften.

Red Sky at Centara Grand 55F, Central World, Bangkok, Hours: 6pm-1am, Tel: +66 (0) 2100 1234,Dresscode: Smart casual, no singlets,flip flops, sport shorts

0 FacebookTwitterPinterestEmail
Jul i Tivoli, København

Jul i Tivoli er altså noget helt særligt. Fra slutningen af november og gennem hele december er den gamle have forvandlet til en fascinerende boble af julestemning og vintermagi. Efter mørkets frembrud tændes lysene i tivoli, og strategiske stænk af julesne hist og her gør, at drømmen om en hvid jul virker meget realistisk.

Man betaler 155kr. (2023) for at komme ind, og prisen inkluderer ikke andet end entréen. Det er lidt dyrt, men jeg synes, at det er pengene værd, for den verden de har skabt derinde er så smuk og gennemført, at selv den mest inkarnerede Scrooge må overgive sig til julestemningen.

Det var en rigtig dejlig aften. Luften var frisk, men ikke for kold, og overalt var der en liflig duft af gran og gløgg. Jeg stoppede ved en af de små boder for at købe et par æbleskiver og en kop gløgg at varme mig på. Manden i boden forsøgte at overtale mig til at tage et ekstra shot cognac eller vodka i gløggen, hvilket jeg dog takkede nej til. Jeg har en liste fyldt med julegaveønsker, så ingen grund til at risikere at have i bad standing hos julemanden:)

Der var rigtig mange fine boder, og selvom det primært var etablerede, velkendte mærker, man fandt på hylderne, så var det meste julerelateret og passede godt ind i temaet. Jeg har tidligere været på andre julemarkeder, hvor der er blevet solgt alt fra diskokugler til Wunderbaums, og det ødelægger altså lidt den gode (jule)stemning, når julemarkedet sælger ud.

Aftenens højdepunkt var, da jeg så julemanden udenfor sit værksted. Han stod og vinkede og ho-ho’ede og virkede enormt rar og overskudsagtig. Jeg er sikker på, at de japanske turister ved siden af mig var overbeviste om, at han var den ægte vare.

For nogle år siden var jeg på Winterdom som er et af de store julemarkeder i Hamburg. Det var en ret anderledes oplevelse, men helt sikkert også rigtig hyggeligt.

I kan læse mere om Jul i Tivoli på Tivolis hjemmeside

0 FacebookTwitterPinterestEmail

Første gang jeg besøgte Hong Kong, var jeg ret sikker på, at det også blev sidste gang. Jeg boede i et ret turistet, ret forfærdeligt nabolag i Tsim Sha Tsui, og de sidste par dage gik med at tælle timerne, til jeg skulle videre til Tokyo. Men sidste år blev jeg overtalt til at give byen en chance til – og det gjorde hele forskellen.

Jeg boede i Central, tæt på Lan Kwai Fong, som er Hong Kongs partydistrikt, og i krybeafstand til virkelig mange gode restauranter og barer. Det ændrede totalt mit syn på Hong Kong, og siden da har jeg haft lyst til at komme tilbage.

For nogle uger siden var jeg der så igen – tredje gang – og denne gang boede jeg i Causeway Bay. Det ligger lidt længere østpå end Central, men stadig på Hong Kong Island. Hvor Central føltes lidt mere expat-domineret, virkede Causeway Bay mere lokalt, ungt og moderne. Det mindede faktisk en del om nogle af de mest trendy kvarterer i Tokyo, så jeg var ikke overrasket, da jeg opdagede en filial af det japanske shoppingcenter Laforet – som nogle af jer måske kender fra Harajuku.

Laforet er fyldt med små butikker med alt det nyeste indenfor japansk og koreansk mode. Det meste er rettet mod et yngre (og væsentligt slankere) publikum, så der var ikke meget, jeg selv kunne passe. Men det var stadig virkelig sjovt at gå og kigge – og spotte de trends, vi sikkert først ser herhjemme om en sæson eller to.

0 FacebookTwitterPinterestEmail
Johan Bülow julekugler

// Jeg modtog pakken som en gave fra Lakrids by Johan Bülow. Der var ikke noget krav om modpræstation //

I starten af november fik jeg en email om, at julemanden var på vej, og at han havde lakrids fra Johan Bülow med. Han var dog ikke kommet hele vejen til Dubai, men derimod stoppet hos mine forældre i Jylland. Da jeg kom til Danmark ventede der derfor den fineste pakke med forskellige lækkerier fra Johan Bülow, inklusive dette års julevarianter.

0 FacebookTwitterPinterestEmail
National Atomic Testing Museum i Las Vegas

National Atomic Testing Museum er et museum med fokus på det atomprøvesprængningsområde, der lå ude i ørkenen i Nevada og var aktivt i næsten 4 årtier fra 1950’erne og fremad. Området lå kun en kort distance fra Las Vegas, og paddehatteskyerne fra sprængningerne plejede at være populære turistattraktioner (!).

Museets ånd er gennemgående pro-atomvåben, men ræsonnementet strækker sig ikke meget længere end til ”hvis vi ikke havde gjort det, ville vi alle sammen være døde og verden overtaget af kommunisterne”. Dertil kommer at mange nok vil synes, at der er lidt for meget forlystelsespark og kulørte lamper over stedet, som jo egentlig behandler et af menneskehedens mørkeste aspekter. Det ændrer dog ikke det faktum at museet er en enestående kilde til information. Her finder man intet mindre end alt, man behøver at vide om atomvåben og test af disse i USA.

Det var interessant at se de redskaber, som blev brugt til at vurdere strålingsniveau samt beregne radioaktivt nedfald på basis af vejrforholdene. En lille biograf inde i museet viste en film med nogle prøvesprængningerne, og jeg fik kuldegysninger bare af at se den.

Der var også en tidslinje, som plottede prøvesprængningerne gennem årene side om side med vigtige verdensbegivenheder og dermed satte det hele ind i et let forståeligt historisk perspektiv. Informativt og tankevækkende. Dog kunne jeg godt have været foruden den souvenirshop ved indgangen, som solgte plakater med pinups kun dækket af paddehatteskyer. Så upassende på så mange måder…

Der var også en Area51 udstilling, men da vi ankom ret sent, havde vi kun en time inden museet lukkede, så vi nåede kun at gå hurtigt igennem udstillingen og vi havde ikke tid til at læse om alle de rumvæsner, folk mente at have set.

Hvad angår atomvåben, så har jeg altid tilhørt gruppen af ”fascinerede, men frastødte” tilskuere. ”Fascineret” på grund af de enorme ressourcer, både menneskelige, økonomiske og videnskabelige, der er blevet investeret i at udvikle de her bomber. Kan I forestille jer hvordan det må være, at dedikere hele sit liv til at forske i hvordan man mest effektivt slår andre mennesker ihjel? Hvad driver en til at stå op om morgenen, eller måske mere relevant: Til at se sig selv i spejlet, og være ok med det man ser? ”Frastødt” fordi jeg ganske enkelt ikke fatter hvordan menneskeheden har kunnet synke så dybt.

Jeg kender argumenterne. På den tid, i den kontekst, fandtes der ikke så mange andre muligheder, men hvad med i dag? I dag kan en hvilken som helst person med diktatordrømme og verdensmagtsambitioner jo smutte ud og købe sig en bombe, og bare tanken om dette finder jeg stærkt urovækkende. Hvordan kom det så langt?

Der er så mange aspekter i problemstillingen omkring atomvåben og besøget hos National Atomic Testing Museum efterlader flere spørgsmål end svar, men jeg er glad for beslutningen om at besøge dette enormt usædvanlige sted, og jeg sætter stor pris på den uventede, men kærkomne dosis realpolitik, som dermed slog ned i min Vegas-rejse.

The National Atomic testing Museum, 755 E. Flamingo Rd. (Just East of Paradise Rd.), Las Vegas

0 FacebookTwitterPinterestEmail

Mitzie Mee Blog

Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr