PHD ligger på 12. etage i Dream Downdown, så du har sikkert allerede gættet, at det er udsigten, som er PHD’s hovedattraktion. Fra den udendørs terrasse ser man både Hudson River, Empire State Building, og en masse andre skyskrabere, som jeg ikke kan huske navnene på.
Drinks er Meatpacking-dyre (omkring 20$) og visse blandt personalet er Meatpacking-uforskammede, men udsigten er det hele værd. Siddepladserne er kun for folk, der har købt flasker, men det gør ikke så meget, hvis man som mig kun kommer for en enkelt drink.
I weekenderne bliver PHD hurtigt fyldt, og hvis man ikke er på gæstelisten, er det ikke ualmindeligt at stå i kø i op til en time, så kom tidligt (inden midnat) eller find en god promoter. Der er en DJ, men der er ikke noget decideret dansegulv, da det meste af gulvpladsen er optaget af alle VIP-bordene.
Klientellet er primært turister og europæere og europæiske turister (he he) og på PHD drejer det sig mere om at spankulere omkring med sin drink og se godt ud, end at have det sjovt og lære nye mennesker at kende, men endnu engang er udsigten det hele værd.
Hvis man kun er piger og på gæstelisten betaler man ikke entré, men lad din kæreste/mand/drengeven blive hjemme, da mænd i selskabet ofte betyder at alle i gruppen bliver mødt med et krav om at spendere minimum et par hundrede dollars for at blive sluppet ind. Det er normal procedure i Meatpacking District, men sikkert rart at vide inden.
De fleste piger på PHD ser ud som om de var med i Top Model, så find partytøjet og de høje hæle frem.
Min blog om natteliv og barer i New York
PHD, Dream Downtown, 355 West 16th Street, New York