Da min søster og jeg var børn plejede min mor ofte at lave vandbakkelser i weekenden, så når jeg spiser en vandbakkelse bringer det masser af gode minder frem fra barndommen. Min mors version er helt basic, uden hverken salt eller sukker, og kun med flødeskum som fyld. Det er den version, jeg er vokset op med, og også den version jeg bedst kan lide. Har man lyst til noget mere fancy hvad angår form, størrelse og fyld, er det kun fantasien, der sætter grænser.
Når jeg skal forklare hvad vandbakkelser er til mine venner i USA plejer jeg at beskrive vandbakkelser som en slags cream puffs, der minder om éclairs eller profiteroles. Bortset fra navnet er vandbakkelser nemlig langt fra så klassisk dansk, som man skulle tro, for den choux-dej som vandbakkelserne er lavet af findes i køkkener verden over. Dog tror jeg vi er de eneste, der kunne finde på at lave en kagekone eller kagemand af vandbakkelse
Noter
Det er vigtigt at du ikke åbner ovnen, før der er gået mindst 25 minutter, også selvom det bare er for at kigge. Du risikerer at vandbakkelserne splatter ud, og hvis det først sker er der ikke andet at gøre end at starte forfra.
Efter 25 minutter er skallen så hård at risikoen for at de splatter ud er minimal. Tror man at vandbakkelserne er færdige, kan man på det tidspunkt tage en vandbakkelse ud og skære den igennem for at se, om den er ordentligt bagt indeni.
Min mors vandbakkelser er så simple som de kan være. Der er hverken salt eller sukker i dejen, men hvis man har lyst, kan man tilsætte en tsk. vaniljesukker til flødeskummet. Man kan også fylde vandbakkelserne med creme, syltetøj eller evt. en kugle is om sommeren.
Min mor laver altid glasuren med kogende vand, for så bliver den mere blank.
For dig som undrer, så er det er dampen fra vandet som man tilsætter i starten, samt æggene, der får vandbakkelserne til at hæve.