Jeg havde lagt mærke til denne her lille søde café i West Village ved navn Janie’s Life-changing Baked Goods, og jeg var blevet nysgerrig efter at finde ud af, hvad de her Pie Crust Cookies, som de reklamerede for i vinduet, mon var for noget.
Jeg spurgte den unge kvinde bag disken hvad man mon skulle bestille, hvis man ikke havde prøvet pie crust cookies før, og hun sagde, at hendes personlige favorit var den med æblefyld, så sådan en prøvede jeg. Jeg købte også en S’mores cookie, som lå og lokkede, og da det var rigtig varmt den dag, blev det også til et glas hibiscus-is-te at skylle det hele ned med.
Pie-crust cookien var helt sikkert bedst. Den var ikke for sød, og både smag og konsistens var en helt unik kombination af det bedste fra pies og cookies. S’mores-cookien var mere traditionel, og den var lidt for meget til den søde side for min smag.
Jeg var nysgerrig efter at vide, hvad der mon var så life-changing ved Janie’s bagværk, så jeg spurgte min ven Google, og det viste sig, at der faktisk var en rigtig god historie bag.
Janie, som er grundlæggeren af Janie’s Life-changing Baked Goods, havde nemlig en periode tidligere i sit liv med både hjemløshed og misbrug, men hendes passion for bagning blev en vej tilbage til livet for hende. Med en billig håndmixer som sit eneste værktøj begyndte hun at bage for venner og familie. Hendes bagværk blev et hit, og hun oplevede en form for stolthed, som hun aldrig før havde følt.
Drevet af denne succes og opmuntring fra nære venner, lancerede Janie officielt sin virksomhed. Hendes specialitet, Pie Crust Cookie, er blevet omtalt som “Den næste Cronut” og er tit at finde på listerne over de bedste cookies i New York.
Det mest imponerende er dog, at Janie aldrig har glemt, hvor hun kommer fra. Hun tilbyder jobmuligheder til andre, der har brug for en ny start, og bruger sin tid og sine evner til at give tilbage til samfundet, blandt andet ved at undervise unge mennesker fra svære kår i bagning. Janie’s er derfor meget mere end pie crust cookies, det er et sted, der virkelig forandrer livet for mange.
Senere samme dag fortalte jeg Tina, at jeg havde været forbi Janie’s Life-changing Baked Goods, og det viste sig, at Tina også er stor fan af Janie’s pie crust cookies, som hun har bestilt flere gange online. 🙂