Fuerteventura: Tapasaften på hotelværelset

Fuerteventura: Tapasaften på hotelværelset

På turen tilbage fra Corralejo stoppede vi ved et supermarked, Mercadona, og handlede ind til den tapasaften vi havde planlagt samme aften. Jeg elsker at besøge supermarkeder i udlandet, og jeg kan bruge flere timer på at trisse rundt og se, hvad der er på hylderne, mens Søster T bare vil finde det vi skal have og så ellers ud igen. Når det kommer til tøjbutikker, er rollerne derimod byttet om, for der er det mig, der ikke kan komme hurtigt nok ud.  

Supermarkedet havde den vildeste skinkeafdeling, så der kom flere slags skinke, samt ost og andepâté ned i kurven, før vi fortsatte til vinafdelingen. Her var alt så billigt, at Søster T mente, at der måtte være tale om alkoholfri vin, for kunne det virkelig passe, at en flaske cava kun kostede 2EUR? Ja åbenbart!

Vi lånte tallerkener og bestik i hotellets restaurant, og så stod den ellers på tapas-hygge og Netflix. Trine følger et realityshow, der hedder Bling Empire og som handler om en gruppe enormt rige asiater i Los Angeles, og nu har hun også fået mig hooked, så jeg slet ikke kan stoppe med at se den. Den mest sympatiske af personerne i serien er helt sikkert Kelly, men jeg synes også Anna er ret sej på sin helt egen excentriske og særdeles underholdende måde.

Vores indkøbte mad var virkelig godt. Vi havde begge to fået lidt for meget af den lokale gedeost, så vi havde bevidst styret udenom den i supermarkedet. I stedet fandt vi en tastingpakke med komælksost (tror jeg) med ost af forskellige styrke og forskellig karakter. Vi havde også købt almindelig husmands-serrano og så nogle små stykker Iberico-skinke, som er den fantastisk lækre (og dyre) spanske delikatesseskinke, og begge dele smagte skønt sammen med den kolde 2EURs cava fra køleskabet. Oliven, skinke, ost og cava, -det er faktisk alt man behøver for en hyggelig aften. 

Min Fuerteventura Blog – Mad og restauranter – Hvad skal man se på Fuerteventura?

Reklame
Hoteller på Fuerteventura

Fuerteventura er afslappet, solrig og fuld af små steder, hvor du gerne vil blive lidt længere – og det gælder også hotellerne.

Uanset om du er til boutiquehoteller ved stranden, all-inclusive resorts med pool og palmer, eller charmerende lejligheder i de små byer, så har Fuerteventura noget for dig. Øen er mindre turistet end nogle af sine naboer, og det afspejler sig i en mere laidback stemning og ofte bedre priser.

Affiliate link – jeg kan få en lille kommission, hvis du køber via linket, uden ekstra omkostninger for dig.