Denne weekend gik turen til Zürich sammen med AC og Myrvete. Det er blevet til en del Zürich-rejser på det seneste, men det er virkelig en skøn by. Vejret kunne nu godt have været bedre, for det stod ned i stænger fra vi kom og til vi tog afsted.
Hvad gør man, når ens fly er forsinket, og man er stuck i Københavns Lufthavn med madkuponer? Jeg besluttede mig for at tage på MASH og få mig en stor, rød ribeye-steak med fritter og bearnaisesauce.
Nu har MASH ikke altid været i kridthuset, og efter mit første besøg i 2011, så havde jeg faktisk sværget aldrig nogensinde at gå tilbage. Hvorfor? Det kan I læse om i blogindlægget nedenfor fra min gamle blog. Hold op hvor var jeg gal! Denne gang var både steak og service dog upåklagelig, og jeg er ikke sådan en, som bærer nag (i hvert fald ikke længere end 6 år), så MASH, jeg tror at jeg er klar til at tilgive 🙂
Følgende indlæg er fra min gamle blog og blev første gang publiceret i juni 2011.
Af princip skriver jeg ikke om rigtig dårlige restaurantoplevelser her på bloggen. Selv de bedste steder kan have en dårlig aften, og der er så mange ting, der spiller ind: travlhed, personale, dagsform – alt sammen noget, der kan svinge. Jeg prøver derfor at være fair og går ud fra, at hvis en restaurant var god den aften, jeg var der, så kan den også være det for dig. Omvendt, hvis et sted skuffer mine forventninger, vælger jeg som regel at tro, at det bare var uheldigt, og så lader jeg være med at skrive om det – i hvert fald indtil jeg har givet det en chance mere.
Men der er undtagelser. Og det her var en af dem.
Det er heldigvis sjældent, at jeg føler mig direkte uvelkommen som gæst, men i april havde jeg en oplevelse, som jeg stadig bliver irriteret over, når jeg tænker på den. Jeg havde ikke tænkt mig at skrive om det, men efter at have spist så mange gode måltider siden da, føles det næsten uretfærdigt ikke også at nævne, når noget virkelig ikke spiller.
Stedet var MASH. En restaurant, som jeg længe havde glædet mig til at prøve, og som har fået ros fra både kendiskokke og madanmeldere. Jeg havde booket bord til kl. 20.30 – eneste ledige tidspunkt, der stadig lå inden for, hvad vi i Danmark ville kalde aftensmadstid – og jeg ankom præcis til tiden, sulten og med ret høje forventninger.
Efter at have hængt overtøjet i garderoben, fik jeg at vide, at bordet ikke var klart endnu, og at jeg kunne vente i baren. Normalt har jeg intet imod en før-middag drink, men klokken var mange, og jeg havde mere lyst til bøf end til cocktails. Det virkede desuden lidt småarrogant, at jeg selv skulle betale for en drink, mens jeg ventede på et bord, som jeg trods alt havde reserveret. Jeg stod og ventede i baren i 20 minutter, før jeg spurgte bartenderen, hvor længe det mon ville vare endnu. Han spurgte en kollega, og kort tid efter blev jeg fulgt ind til et bord – i en restaurant, som langt fra var fyldt op.
Resten af aftenen? Desværre bare flad. Menukortet blev lagt foran mig med et hurtigt ”værsgo”. Ingen velkomst, ingen undskyldning for forsinkelsen, og under hele middagen sagde personalet ikke meget mere end de absolut nødvendige ord. Jeg følte mig hverken set eller særlig velkommen.
Jeg bestilte en Greater Omaha corn fed N.Y. Strip med grøntsager, pommes frites og onion rings. Hertil en flaske rødvin. Maden var ok. Kødet var godt nok. Men med den stemning og den service havde jeg ærligt talt svært ved at nyde det. Allerede før jeg var færdig med hovedretten, bad jeg om regningen. Ikke én spurgte, om jeg havde lyst til dessert. Ikke én bemærkede, at jeg forlod bordet hurtigt.
På vej ud besluttede jeg mig for at tage en vaffelis i Nyhavn i stedet. Det var på alle måder det bedste valg den aften.
Update: Sein er desværre lukket permanent
Da jeg var i Zürich i september, var jeg så heldig at få et bord på Sein med kort varsel fredag aften. Jeg rejste alene, men det rører mig ikke længere at gå ud og spise selv. Nogle gange kan jeg endda føle, at jeg får endnu mere ud af måltidet, når jeg rigtig kan koncentrere mig om at smage på maden og ikke behøver at tænke på også at skulle være social.
Jeg var egentlig på vej hen til en anden restaurant, jeg havde fundet online, men Uberchaufføren nævnte, at det altså var Coconuts, alle snakkede om lige nu – just sayin’. Det var nok til at jeg lavede en hurtig u-vending og lod det andet sted være, og i stedet satte kursen mod Coconuts.
Jeg ankom lige før frokostrushet, og der var frit valg mellem alle bordene ud mod kanalen. Man var i gang med at bugsere nogle både væk for at gøre plads til de større modeller, som skulle vises frem til det kommende Fort Lauderdale International Boat Show. Nu skal det lige siges, at de ”små” både, der blev flyttet, var yachts på størrelse med Stena Line-færgen til Göteborg. Jeg troede ellers, at Dubai Marina var godt med, når det kom til overdimensionerede lystbåde, men i forhold til Fort Lauderdale? Not even close.
Til frokost foreslog personalet, at jeg skulle prøve deres Scoobies, som er en af husets specialiteter: blue crab stegt i olie med hvidløg. Det lød godt, og det var godt. Så godt, at jeg næsten fortrød, jeg også havde bestilt hovedret. Den kom i form af coconut shrimp – også lækkert, men næste gang jeg kommer forbi, tror jeg bare, jeg skipper alt det andet og bestiller tre skåle Scoobies i stedet.
Normalt orker jeg ikke blue crab, for der er så lidt kød i, at man næsten bruger mere tid på at pille end på at spise. Men her blev kløerne serveret, så det meste af skallen allerede var fjernet. Let at gå til – og helt vildt lækkert.
Coconuts, 429 Seabreeze Blvd., Fort lauderdale
Happy Halloween! Jeg tog forskud på glæderne og fejrede Halloween i lørdags med mine roommates. Ingen af os havde tænkt nærmere over det der med udklædning, men efter at have gravet en sort page-paryk frem, syntes den ene roommate at jeg da skulle være Uma Thurman i Pulp Fiction. Det var jeg dog ikke helt enig i, så jeg fik sneget mig udenom og foreslog i stedet, at jeg kunne være den asiatiske JAY-Z.
Vi startede med bobler i lejligheden og endte senere i Chelsea på Blue Light, som er loungebaren ovenpå The Lately. Halloween er kæmpestort i USA, og selvom Halloween først er i dag, så var det i weekenden at alle barer og natklubber havde Halloween-fester. Der var rigtig mange mennesker i byen, men den ene roommate havde heldigvis de rigtige kontakter, så vi kunne skippe køen og gå direkte op ad trappen til vores eget bord. Det er godt nok lang siden jeg sidst var i byen på den måde, i det område, men det var supersjovt! Jeg ved at jeg tidligere har sagt at jeg føler mig for gammel til clubbing, men efter en aften som denne, får man næsten blod på tanden igen.
Blue Light er kun åben fredag og lørdag, og loungen er noget mere upscale end The Lately. Klientellet virkede også lidt ældre end på mange andre af stederne i Meatpacking/Chelsea, og jeg tror sagtens, at jeg kunne finde på at kigge forbi en anden gang. Trappen op til Blue Light finder man bagest i lokalet på The Lately.
Blue Light (above The Lately), 357 West 16th Street, 2nd Floor, Chelsea, New York
Torsdag morgen spiste jeg morgenmad på Jet Runway Café, som ligger lige ud til forpladsen ved Fort Lauderdale Executive Airport. Det er sådan et sted, hvor man kan sidde med sin kaffe og kigge på fly, der letter og lander lige foran en – og ja, det er faktisk præcis lige så hyggeligt, som det lyder.
Lufthavnen her er mest for business jets og mindre privatfly, men der ligger også et par flyveskoler, så der var godt gang i de små Pipers og Cessnas, som kom og gik i en lind strøm.
Jeg bestilte en portion steel cut oatmeal med friske bær. Grøden var ikke sødet på forhånd, hvilket jeg rigtig godt kan lide – man fik en lille skål rørsukker ved siden af og kunne selv justere sødmen. Mange steder over i USA har en tendens til at gå all in på sukkeret allerede i køkkenet, så det her var en positiv overraskelse.
Steel cut oats er i øvrigt en lidt grovere slags havregryn, hvor havren er skåret i små stykker i stedet for at være rullet flad, som vi gør i Danmark. Om det gør en stor forskel ernæringsmæssigt ved jeg ikke, men det giver en lidt mere nuttet konsistens og føles generelt lidt mere som noget, man spiser med god samvittighed.
Jeg bestilte også en portion French Toast – lavet på blød brioche, drysset med mandler og med sirup og smør ved siden af. Seks (!) stykker i alt, og jeg kom kun igennem halvdelen, men hold nu op hvor det smagte godt. De sidste tre skiver røg med i en doggiebag til senere.
Jet Runway Café, 5540 NW 21st Terrace, Fort Lauderdale Executive Airport
Mitzie Mee Blog
Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr