Fri fragt ved bestillinger over 500 kr. Ellers koster fragt 50 kr.
Leder du efter bloggen? Den finder du nu ovre på mitziemee.com hvor jeg blogger om mad og opskrifter, rejser og livsstil.
Jeg er jo ikke nogen større sightseeing-haj, og mange turister på ét sted giver mig røde knopper. Det er ganske enkelt mere mig at spadsere lidt rundt på må og få og indsnuse byen incognito end at haste afsted på øverste dæk af en rød dobbeltdækkerbus med Nikon kameraet i højeste hug. Engang imellem gør jeg dog en undtagelse, og nogle gange bliver jeg endda positivt overrasket.
Første gang jeg var i Atlanta boede jeg 3 nætter på Hilton Garden Inn. Da jeg ankom var der ingen i receptionen, og da der endelig dukkede en dame op, kunne hun blot fortælle mig, at det var for tidligt at checke ind. Jeg spurgte om jeg kunne opbevare min bagage i receptionen så længe, og hun kiggede på mig som om jeg havde bedt hende om at bestige Mt Everest, men jeg fik dog lov til at efterlade mine kufferter og fik så ellers besked på at komme igen senere.
Da jeg endelig fik mit værelse (og en cookie), viste det sig at værelset lå ovre i en længe, der føltes som en tilbygning. For at komme op til korridoren hvor værelset lå, skulle man op ad nogle trapper. Jeg havde rigtig meget bagage med, og der var ikke nogen elevator, men blev jeg tilbudt hjælp med bagagen? Nej det gjorde jeg ikke.
Mit værelse lå på nederste etage, og man var helt nede i græsplæneplan, så alle der gik forbi på gaden udenfor havde frit indsyn. Jeg måtte derfor have gardinerne trukket for hele tiden hvilket gjorde værelset ret mørkt og skummelt.
Væggene mellem værelserne var så tynde, at man kunne høre alt, hvad der foregik inde hos naboen. Jeg kunne således følge med i hvordan min nabo først ringede og sagde godnat til konen og børnene, før han senere på aftenen så voksenfilm for fulde gardiner. Charmerende.
Jeg ringede til receptionen for at bestille morgenmad leveret til rummet dagen efter, men fik at vide, at jeg bare skulle udfylde bestillingssedlen der lå på skrivebordet, og hænge den udenfor på døren. Det gjorde jeg så, men morgenmaden dukkede aldrig op. Jeg ringede og rykkede og de forklarede, at der måtte være sket en fejl. Da jeg gik udenfor så jeg at ingen havde hentet bestillingssedlen, som stadigvæk hang på døren:/
Jeg vil virkelig gerne skrive noget positivt, men det eneste lyspunkt jeg kan komme på var den søde ældre herre, der kom op med den room-service cheesecake jeg bestilte en af de andre aftener. Cheesecaken var også ret god.
Ville jeg bo der igen? Nej, det ville jeg bestemt ikke.
Mit blogindlæg om The Whitley i Buckhead, Atlanta
Mit blogindlæg om InterContinental i Buckhead, Atlanta
Intercontinental var fuldbooket de sidste dage jeg var i Buckhead, så jeg bookede et værelse på the Whitley i stedet.
The Whitley var tidligere et Ritz-Carlton-hotel, og meget af personalet er fra Ritz-Carlton, så man kan godt regne med supergod og venlig service. Hotellet har den skønneste, kæmpestore indendørs pool komplet med solstole og store lækre håndklæder, så man kan ligge ved poolkanten og lade som om, man er ved den franske riviera.
En aften tog jeg mig en drink i baren, og hvad der blot skulle have været en enkelt drink, udviklede sig til en hel aften. Bartenderen var virkelig flink, og vi kom til at snakke om japansk Suntory whisky, som nogle af jer måske kan huske som det mærke Bill Murray gør reklame for i Lost in Translation. Suntory fås i alle prisklasser og kvaliteter, og det viste sig at baren lå inde med en rigtig god en af slagsen, som jeg fik lov at smage på.
The Whitley ligger lige ved siden af Lenox Square og Phipps Plaza, så det er næsten umuligt ikke at shoppe, når man er der.
En af dagene spiste jeg morgenmad i hotellets restaurant, og jeg blev først ret skuffet over morgenmadsbuffeten, for den virkede noget afpillet med tanke på hotellets kaliber i øvrigt. Så fandt jeg ud af, at man kunne bestille det man ville fra menuen, og så gav det meget mere mening. Desværre havde jeg på det tidspunkt allerede været omkring buffeten flere gange og spist mig mæt i den kedelige buffetmad, men det er noget jeg vil huske til næste gang.
Mit værelse var skønt og sengen var enormt behagelig, men jeg opholdt mig kun på rummet for at sove. Jeg var nemlig færdig med mine eksamener, og forsøgte at se så meget af området som muligt, inden jeg skulle hjem.
Mit blogindlæg om InterContinental i Buckhead, Atlanta
Mit blogindlæg om Hilton Garden Inn i Buckhead, Atlanta
The Whitley, 3434 Peachtree Rd NE, Buckhead, Atlanta
Sidste år var jeg i Atlanta i nogle uger i forbindelse med nogle eksamener. Jeg ledte efter et stille og fredeligt område, så en ven anbefalede mig Buckhead, som er en ret posh forstad i den nordlige del af Atlanta. Jeg nåede at bo på tre forskellige hoteller, og jeg tænkte jeg skulle skrive lidt om dem i de næste par indlæg. Her kommer det første:
Jeg boede på InterContinental 2 gange og begge gange var det den samme søde dame, der checkede mig ind. Vi kom til at snakke om hvorfor jeg var i Atlanta, og hun var så flink at opgradere mig til et skønt værelse på en af de øverste etager, da hun syntes at jeg skulle have fred og ro til at læse.
Det var et rigtig lækkert hotel med en smuk have og en stor udendørs pool. Der var også et rigtig godt fitnessrum hvor man kunne tage sig en tur på løbebåndet med udsigt til den travle Peachtree Road. I fitnessrummet var der infused water, frisk frugt og kolde klude til svedige pander. Jeg nåede ikke ud at svømme i poolen, for det blæste ret meget den uge jeg var der.
Jeg havde købt adgang til InterContinental’s Club Lounge, hvor de serverede morgenmad hver morgen. Lounge-morgenmad plejer at være ret basic, men morgenmaden på Club Lounge var virkelig god, og af meget højere standard end jeg havde forventet, med et rigtig godt udvalg af både varme og kolde retter.
Der var også Cocktail Hour i Club Lounge hver eftermiddag, med fri bar og forskellige snacks og småretter. Ellers var loungen også åben hele dagen, så man kunne kigge forbi og tage sig en kop kaffe og en kage Jeg mener at jeg betalte omkring 40$/dag for adgang til Club Lounge, og det krævede ikke meget hovedregning, før jeg blev enig med mig selv om, at det bestemt var pengene værd.
Jeg prøvede også morgenmaden på hotellets restaurant Southern Art et par gange, og den var ganske udmærket. Buffeten var ret lille, men gjorde et rigtig godt indtryk med lækre retter, som man virkelig havde lyst til at sætte tænderne i.
Jeg spiste ikke aftensmad på hotellets restaurant, men jeg var nede i baren et par gange for at få mig et glas rødvin og et flatbread. Der var flere konferencer på hotellet under tiden jeg var der, og der var altid godt fyldt i baren i hverdagene.
Roomservice fungerede også rigtig godt, og jeg nåede at udvikle en vis afhængighed af deres roomservice-burger. En af dagene havde de glemt min bestilling, men det havde jeg faktisk også selv, så jeg blev bare positivt overrasket, da de ringede op og sagde at burgeren var på vej, og at den var gratis, fordi den var forsinket.
InterContinental Buckhead ligger på Peachtree Road, som er den store hovedgade, der går gennem Buckhead. Der ligger en Chick-fil-A og en Starbucks på Terminus på den anden side af gaden, og lidt længere nede af vejen i den modsatte retning ligger det store shopping mall Lenox Square. Jeg havde et rigtig skønt ophold på InterContinental, og skulle jeg have vejene forbi Buckhead igen, ville InterContinental ude tvivl være mit førstevalg.
Mit blogindlæg om The Whitley i Buckhead, Atlanta
Mit blogindlæg om Hilton Garden Inn i Buckhead, Atlanta
InterContinental Buckhead, 3315 Peachtree Rd NE, Atlanta GA
Jeg er med i en Facebook-gruppe for danske rejsebloggere, men eftersom jeg ikke har været særlig meget i Danmark de sidste mange år, så har jeg kun mødt ganske få danske rejsebloggere tidligere.
P.J. Clarke’s har ligget på hjørnet af 3rd avenue og 55th Street siden 1884, og baren er tyk af den der autentiske old-school-atmosfære som kun kan fremdyrkes som årene går.
Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr
