Mae Sot: Morgenkaffe på Tea Garden

Morgenkaffe hos Tea Garden i Mae Sot er en dejlig oplevelse. Kaffen er friskbrygget fra bønner fra små kaffefarme i det nordlige Thailand, hvor der er højere bjerge, for den fine Arabica-kaffe vokser nemlig bedst i bjergrige omgivelser.

Hos Tea Garden har man ingen fancy espressomaskiner, men man kan få stempelkaffe som smager fantastisk, når den er lavet på nymalede bønner.

Jeg drikker kaffen med lidt mælk samt en teskefuld af den gode sukker, som Tea Garden også ligger inde med. Derudover sker det af og til, at jeg også bestiller en gang Egg Roti (en slags fladbrød)med sukker eller kondenseret mælk, for det smager som en lille bid af paradis, og er sammen med kaffen garant for en skøn start på dagen.

Tea Garden, Borderline Collective, 674/14 Intharakiri Road, Mae Sot, Thailand

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail
NYC: Lækker mad på Traif i Willamsburg

For nogle år siden havde Tina fødselsdagsfest på Traif i Brooklyn. Det var virkelig hyggeligt, og selvom fokus var på fødselaren den aften, og egentlig ikke så meget på maden, så var det svært at undgå at lægge mærke til de lækre retter der kom på bordet.

Navnet “Traif” refererer til mad som anses non-kosher blandt jøder, og på menuen finder man således både skaldyr og svinekød, som er to typer af mad, der er “traif” og egentlig forbudt at spise, hvis man følger en strikt kosherdiæt.

Kokken og ejeren Jason Marcus er kendt for sin innovative madlavning og menuen er fuld af spændende indslag. Jeg kunne særlig godt lide deres jordbær-glaserede spareribs og deres trøffelgnocchi, og jeg kan se at begge retter stadigvæk er på menuen, så de kan helt sikkert anbefales.

På Traif får man virkelig god mad til yderst rimelige priser, og restauranten ligger lige ovre på den anden side af Williamsburg Bridge, så man knap nok når at ænse, at man er i Brooklyn. Kan man ikke vælge blandt de mange lokkende retter, kan man altid bestille Chef’s Selection-menuen til $56 (Nov. 2023). Et rigtig hyggeligt sted at gå ud at spise, både til hverdag og fest.

Traif, 229 S 4th St, Brooklyn, NY 11211

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail
Whitney Museum of American Art, New York

Whitney Museum of American Art er meget mere end en samling malerier. Museet er nemlig kendt for at udstille mange forskellige slags kunst som fx installationer og film, og mange af de udstillede kunstværker er fra kunstnere, som stadigvæk er i live. Atmosfæren er dynamisk, ja næsten hip, og museet minder lidt om MoMA PS1. Mange af mine venner, som ellers ikke er så meget for museer, kan rigtig godt lide The Whitney.

Museet ligger i en smuk bygning i Meatpacking District, og de lyse og luftige lokaler i flere etager danner de elegante rammer for kunsten. Fra den udendørs terrasse har man den skønneste udsigt over Hudson River og Meatpacking District, og længere nede sydpå kan man se Freedom Tower og silhuetten af Financial Districts mange skyskrabere. Med mindre man er overordentligt kunstinteresseret, så er en times tid nok til at se selve museet, før man begiver sig udendørs for at tage billeder og nyde udsigten. Efter et besøg på museet går jeg mig tit en tur på The High Line, som ligger lige ved siden af. Der er trapper op til parken lige udenfor museet.

Billetter til museet koster 30$ og man kan forudbestille billetterne online. Det er måske værd at overveje, da der nogle gange er ret lang kø til at komme ind.

Fredag fra 19-22:00 kan man selv vælge, hvor meget (eller lidt) man vil betale i entré, for der har The Whitney ”Pay what you wish”-billetter.

Whitney Museum of American Art, 99 Gansevoort Street  (between West st & Washington St), Meatpacking District, New York

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail
Cha Cha Matcha i New York City

Oktober og november plejer at betyde masser af Pumpkin Spice Latte for mig, men i år er det ikke blevet til så meget på PSL-fronten.Det kan være at mine sukkerhungrende smagsløg endelig er blevet voksne, for jeg synes nemlig at PSL-smagen er blevet alt for sød for mig. I stedet er jeg begyndt at drikke matcha latte igen, og der er ikke noget bedre end en matcha latte, der er lavet ligesom de laver den på Cha Cha Matcha i New York. 

De bruger matcha af rigtig høj kvalitet, og smagen er cremet og med den afrundede, fløjlsbløde smag, som kendetegner ordentlig matcha. Den traditionelle måde at tilberede matcha på er ved at piske matcha-pulver med vand indtil man har en skummende grøn drik, men på Cha Cha Matcha er der mange forskellige matcha-drikke at vælge imellem. Om sommeren trækker deres matcha-softice lange køer hele vejen ud på gaden, men på denne tid af året er det deres matcha latte, som lokker. 

Sidst jeg var på Cha Cha Matcha var sammen med Ana, og vi bestilte hver sin matcha latte. Jeg synes hendes blå neglelak passede så fint til den flotte grønne matcha i den lyserøde kop, så jeg spurgte hendes hånd om den ikke ville være model for mine matcha-billeder:)


0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail

Casa Birria er en food truck, som plejer at holde til på 86th på Upper East Side. Jeg havde godt luret på den da jeg var på vej fra en omgang meditation i området, men tænkte at birria tacos nok var lidt voldsomt ovenpå meditationen, og derudover havde jeg også lige spist frokost, så jeg besluttede mig for at vende tilbage en anden dag.

Jeg kunne dog ikke få Casa Birria ud af hovedet, så jeg kom allerede tilbage nogle timer senere, klar til en god gang birria tacos.

Der var en lille smule kø, da jeg var der, men den blev hurtigt ekspederet, og jeg kunne få bestilt en gang Birria Tacos med consomé.

Jeg smagte birria tacos for første gang på Chofi i Union City sammen med min mexicanske foodie-veninde Ale, og det var simpelthen så godt, at de fleste andre birria taco-steder jeg har prøvet er blegnet, når jeg har sammenlignet med Chofi.

Dog synes jeg Casa Birria gjorde det rigtig godt, selv efter Chofi-standarder, og jeg kunne rigtig godt lide deres consomé, som er den suppe man dypper sine birria-tacos i. Priserne hos Casa Birria (3 tacos for $12 og en stor skål consomé for $4.75 ) var også meget rimelige, da jeg var der (august 2023), og både consomé og birria tacos havde en generøs størrelse med masser af fyld. Jeg bestilte 3 tacos og 1 portion consomé og havde nok mad til både frokost og aften.

Casa Birria Food truck, 222 East 86th St, New York

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail
New York: Levain og en Chocolate Chip Walnut Cookie

Nogle af de bedste cookies i New York finder man hos Levain, og hvis du endnu ikke har smagt deres berømte Chocolate Chip Walnut-cookie, er du virkelig gået glip af noget. Småkagerne bliver bagt løbende gennem dagen, så når du træder ind i en af Levains butikker, bliver du mødt af den lækreste duft af nybagte cookies.

Levain startede midt i 90’erne som en beskeden forretning på Upper West Side, grundlagt af to veninder, Pam Weekes og Connie McDonald, som begge er konkurrencesvømmere og triatleter. En dag, mens de trænede hårdt til en triathlon, ledte Pam og Connie efter et energiboost, der var både velsmagende og nærende og kom på idéen om at skabe en ultimativ chocolate chip walnut-cookie.

Hvad er det der gør Chocolate Chip Walnut-cookies fra Levain så specielle?

Mens de fleste cookies i New York (i hvert fald indtil for nylig, hvor alle begyndte at kopiere Levain) er store og ret flade, er cookies fra Levain små og tykke. De ligner næsten chokoladescones, men de er sprøde udenpå og seje og lidt chewy indeni, præcis som en cookie skal være.

Hos Levain er alle cookies håndlavede og der er lagt masser af sjæl i processen, så hver cookie er helt perfekt. Den oprindelige Chocolate Chip Walnut-cookie er den alle bestiller, og det er svært at finde en grund til at lade være. Den er ikke for sød, og kombinationen af intens, mørk chokolade og valnødder i en og samme bid er bare skøn.

Der er også flere andre lokkende smagsvarianter hos Levain, og deres cookies er ret mættende, så det er svært at komme igennem mere end én ad gangen. Min sædvanlige strategi er derfor at bestille en af de andre smagsvarianter, du er nysgerrig efter til øjeblikkelig konsumption, og en af deres signature Chocolate Chip Walnut-cookies til at tage med hjem.

Billederne i dette indlæg er fra filialen på Upper East Side, men der er flere andre filialer rundt omkring i byen.

Levain, 1484 3rd Ave, New York

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail

Mitzie Mee Blog

Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr