Balboa Island

Ud for Newport Beach ligger de tre kunstige øer, der tilsammen udgør Balboa Island. Gaderne på øen er smalle, og husene er små og minder om dukkehuse. Hele øen emmer af kreativitet og indre ro, og det er svært at undgå at få lyst til at skrive et digt, male et maleri eller tage et billede:)

Det tog os ikke mere end en times tid at gå hele vejen rundt om hovedøen, og da vi var tilbage på hovedgaden igen, kunne vi ikke lade være med at kigge på annoncerne i vinduet hos den lokale ejendomsmægler. Her blev vi hurtigt klar over, at man skulle have den rigtig store pengepung frem, hvis man ville have fingrene i noget med havudsigt og privat bådplads.

Jeg har senere kunnet læse mig til, at Balboa Island faktisk er et af de allerdyreste steder at købe fast ejendom i hele Orange County. Det kan man dog godt forstå, for det var et af de smukkeste og mest idylliske steder, vi besøgte på hele rejsen.

0 FacebookTwitterPinterestEmail
Mondrian, hotel i Los Angeles

Vi ville afslutte rejsen med stil, så de sidste dage i LA bor vi på fantastiske Mondrian på Sunset Boulevard. Mondrian er gennemført luksus på den smarte måde med lækkert design og flotte mennesker, så AC og jeg følte os en smule under-dressed og grimme i håret, da vi smuttede ud af den røde jeep og ind i den fancy hotellobby i går.

Jeg havde glædet mig rigtig meget til at bo på Mondrian, som er kendt som et af West Hollywoods absolut bedste hoteller, så min begejstring ville ingen ende tage, da flinke Michael i receptionen informerede os om, at vi var blevet opgraderet fra det standarddobbeltværelse, vi oprindeligt havde booket, til en hjørnesuite på 11. etage!

Vi har den vildeste udsigt over LA og kan samtidig holde et vågent øje med, hvad der sker på Skybar, som er Mondrians berømte poolbar. Suiten er stor og skøn, og skyld i, at vi har brugt uhensigtsmæssigt meget tid på hotellet. I dag var vi dog ude at se os lidt omkring (tæller brunch på The Ivy mon som sightseeing?), og i morgen har vi også planer hele dagen. Jeg satser dog stærkt på også at nå et par timer ved poolen, så vi kan nyde de dejlige omgivelser en sidste gang, inden vi checker ud og rejser hjem.

Mondrian, 18440 Sunset Blvd, West Hollywood, Los Angeles

0 FacebookTwitterPinterestEmail
Ross, billig shopping i Las Vegas

Ross bliver hurtigt din bedste ven, når du opdager, at det tøj du har pakket hjemmefra, virker kedeligt og mormoragtigt i Las Vegas neonlys. På Ross hænger tøjet på lange stativer inddelt efter størrelse, men ellers ret tilfældigt, og det kræver både tid og tålmodighed at finde de rigtigt gode sager.

Det er dog alt besværet værd, for Ross er rigtig billig. En kjole koster typisk kun 20-40$, og der er ofte flere kendte mærker at vælge imellem, hvis man kigger ordentligt efter. Udover tøj sælger Ross også sko, smykker og accessories.

Finder du ikke noget hos Ross, kan du altid prøve Marshalls på The Strip, som har nogenlunde samme koncept, men lidt mere upscale mærker.

• Der er også en større Ross-butik lidt længere nordpå på The Strip. Ace stopper næsten lige udenfor, men man kan også tage Deuce og stå af ved Wynn-Encore.

Ross Dress For Less, 3771 Las Vegas Blvd. South, Las Vegas, NV 89109

0 FacebookTwitterPinterestEmail
Marshalls Las Vegas

Marshalls er en kæde af såkaldte off-price butikker, som sælger mærkevarer til lave priser. Butikken på The Strip er belejligt placeret ved siden af M&Ms butikken i Showcase Mall, som er en lille shoppingarkade lige nord for MGM.

Marshalls er noget mindre end Ross, som man finder længere nordpå på The Strip, men butikkerne kører med nogenlunde samme koncept. Mærkerne på Marshalls føles dog lidt mere upscale, og jeg synes også at udvalget af accessories såsom tasker og smykker er bedre hos Marshalls.

Det meste af tøjet hører til i kategorien smart casual, og det er begrænset hvad der findes af festkjoler til Vegas pailletramte natteliv. Hvis man er på jagt efter en kjole til lørdag aften, er det nok en god idé at sikre sig, at man også har tid til at kigge forbi Ross, hvis man ikke finder noget, man kan bruge.

•  I butikken er der også et par hylder med skønhedsprodukter og hårshampoo samt en herreafdeling.

• Marshalls er et søsterfirma til T.J. Maxx og udvalget af varer er nogenlunde det samme.

• Butikken på The Strip ligger en trappe ned.


Marshalls, 3785 Las Vegas Blvd, Showcase Mall, Las Vegas

0 FacebookTwitterPinterestEmail
Miracle Mile Shops på The Strip i Las Vegas

Miracle Mile Shops er som et typisk amerikansk shoppingcenter i kæmpestørrelse. Her finder man alle highstreet-mærkerne, som man kender hjemmefra plus nogle stykker, som endnu ikke er nået til Danmark. Det er her jeg går hen, hvis jeg mangler noget nyt og ikke alt for dyrt at tage på i byen, eller hvis jeg har brug for noget i Sephora. De fleste butikker i Miracle Mile er nemlig ikke dyrere, end at de fleste kan være med.

Gå ikke glip af:

The Rainstorm Show: En gang i timen regner og tordner det fra den kunstige himmel over pladsen foran Tommy Bahama butikken.

Fat Tuesday:

Shoppingen bliver meget sjovere med en af Fat Tuesday’s kolonorme daiquiris i hånden. Den med Bellini-smag er min favorit.

Karma & Luck

Spirituelle smykker og lykke-armbånd.

Chinese Laundry:

Sjove designs og fede sko til rimelige priser.

H&M:

Et af de billigste steder i byen at finde aftenens outfit eller en ny bikini.

Sephora:

Sephorabutikken ligger lige ved hovedindgangen til Miracle Mile og har alt hvad man kan ønske sig af foundations, falske øjenvipper og pink lipgloss.

Victoria’s Secret:

Her køber jeg bodysprays med glitter og mønstrede mikrofibertrusser.


Miracle Mile Shops, Planet Hollywood, 3663 S Las Vegas Blvd, Las Vegas

Miracle Mile Shops i Las Vegas
0 FacebookTwitterPinterestEmail

Mitzie Mee Blog

Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr