Asiatique, Bangkok Shopping

I mange år har området omkring Siam Square været stedet at hænge ud for alle de unge og smarte i Bangkok, men efter at Asiatique åbnede i 2012, har Siam Square fået en seriøs konkurrent. Asiatique er et kæmpestort udendørs shoppingcenter, med mere end 1000 små butikker og mange gode restauranter. Desuden ligger det fint placeret helt nede ved floden, så selvom vi egentlig havde fået fyldt kufferterne med nye indkøb, besluttede vi os alligevel for at tage ned og kigge.

Jeg elsker markeder og Asiatiques kombination af flotte omgivelser og billige priser, der endda er til at forhandle om, var jo ikke til at stå for. På trods af alle gode intentioner fik vi derfor alligevel købt hver sin store kuffert fra en af de handlende, som overtalte os med løfter om ”good quality and special price”.

Vi spiste aftensmad på den japanske restaurant Kacha Kacha, som primært er kendt for sine yakitori (grillspyd). Da Trine og min mor smuttede på toilet lige efter at vi var kommet, havnede vi i den akavede situation, at tjenerne troede, at min far og jeg var på date. Da min mor og Trine kom tilbage fra toilettet kunne man tydeligt se, hvordan det pludselig gik op for dem, hvordan tingene hang sammen, og de smilede undskyldende.

Det blev ret sent, før vi havde travet alle butikkerne igennem, så den båd vi havde taget hen til Asiatique, sejlede ikke mere, og vi måtte med taxi hjem. Vi skulle nok egentlig have haft fat i en stor taxi, da vi havde alle vores nye kufferter med, men taxichaufføren, der stoppede for at tage os op, mente ikke, at det var noget problem at få plads til os alle sammen inklusive de nyindkøbte kufferter i hans lille lyserøde taxi. Da vi ikke rigtig kunne nænne at sige nej, nu da han var holdt ind til siden, satte vi os ind, og lod ham stå for kuffertarrangementet. Det blev en rigtig lang tur hjem gennem Lumphinis snørklede veje med kufferter på skødet. Hver gang taxien skulle dreje måtte vi løfte kufferterne, så chaufføren kunne kigge efter traffik ud til siden. Nok ikke helt efter reglerne, men helt sikkert en oplevelse, jeg sent vil glemme.

Asiatique er et udendørs shoppingcenter forklædt som natmarked, og et af Bangkoks nyeste skud på stammen indenfor shopping og underholdning. Der er over 1500 butikker, hvoraf de fleste er ret små og mere minder om markedsboder, og de fleste butikker sælger tøj, smykker og accessories.

Selvom det generelt er rigtigt billigt at shoppe i Asiatique, kan man godt forhandle om prisen og hvis man køber flere ting fra samme butik, får man ofte en god rabat. Desværre er de fleste af butikkerne tilpasset det asiatiske marked, så hvis man ikke er størrelse XS, kan det være svært at finde tøj, der passer.

Asiatique har et fint udvalg af restauranter i alle prisklasser, og der er tit udendørs underholdning i form af koncerter og lignende i området omkring pariserhjulet, og man kan sagtens få en hel aften til at gå dernede.

Man kommer lettest til Asiatique med shuttlebåden, som afgår fra Saphan Taksin. Det kan anbefales også at forsøge at nå den sidste båd tilbage, da trafikken i området er ret kaotisk, specielt omkring lukketid, og det kan være svært som turist at finde en taxi, som accepterer at slå taxameteret på og ikke forlanger en fast, ofte ret høj pris for at tage dig med.

• Mange af butikkerne tillader ikke, at man prøver tøjet, så det kan være en god idé at have skrevet sine mål ned hjemmefra og tage et målebånd med, så man er sikker på, at man får den rigtige størrelse med hjem

Min guide til shopping i Bangkok – Hvad skal man købe?

Asiatique, Charoen Krung Soi 72-76, Bangkok

0 FacebookTwitterPinterestEmail
Riva Surya, boutiquehotel i Bangkok
Indgangen til hotellet

Riva Surya åbnede sidste år og er et elegant boutiquehotel på den livlige gade Phra Athit lige ned mod floden. Hotellet fangede min opmærksomhed, da jeg trawlede igennem hotelbookingsider (min favoritbeskæftigelse) og så, at det havde fået gennemgående gode anmeldelser. Jeg plejer ellers at tage gæstevurderinger med et gran salt, specielt fra de bookingsider, hvor folk ikke engang behøver at bevise, at de rent faktisk har boet de steder, de anmelder, men folks begejstring for Riva Surya på tværs af alle bookingsider var så massiv, at man ikke rigtig kunne ignorere det, så to stk. værelser blev booket i en fart.

Riva Surya var intet mindre end fabelagtigt. Værelserne var smukke og stilfuldt indrettet med masser af luft og lys gennem de store vinduer. Morgenmaden blev serveret udenfor, og hvis man stod tidligt op, kunne man sikre sig et af bordene helt nede ved floden. Phra Athit er et af mine yndlingsområder i Bangkok.

Selvom gaden ligger tæt på Khao San Rd, er det primært thailandske studerende, der hænger ud på de mange trendy caféer og barer. Når studenter fester går det jo sjældent stille af, og en af de eneste anmærkninger jeg har angående hotellet, er da også at værelserne, der vender mod vejen, ikke er tilstrækkeligt lydisoleret til at holde larmen fra de nærliggende barer ude. Dog lukker de fleste steder relativt tidligt i Bangkok, men hvis man vil være sikker på en uforstyrret søvn, kan man også booke et af de værelser, der vender mod floden, hvor man både har en fantastisk udsigt til floden, og ikke hører en lyd i løbet af natten. Riva Surya har også en restaurant, Babble & Grill og en bar, Mezzanine Bar, men de fortjener et separat blogindlæg, så dem vender vi tilbage til en anden dag.

Riva Surya, 23 Phra Athit Rd, Chana Songkhram, Phra Nakhon, Bangkok

Riva Surya - Skønt boutique hotel i Bangkok

Riva Surya er et af de mest charmerende boutiquehoteller i Bangkok. Hotellet ligger på den livlige gade Phra Athit, lige ned til floden, og har den perfekte blanding af thailandsk charme og moderne komfort. Værelserne er lyse og elegante, med store vinduer og en indretning, der føles både stilfuld og afslappet.

Noget af det bedste ved at bo på Riva Surya er morgenmaden, som serveres ved flodbredden. Stå tidligt op og få et af de eftertragtede borde helt nede ved vandet – det er en skøn måde at starte dagen på, mens man ser bådene glide forbi.

Phra Athit er et af mine yndlingsområder i Bangkok, med små caféer og barer, hvor det primært er lokale studerende, der hænger ud. Hvis du er let til at vågne, kan det være en god idé at vælge et værelse ud mod floden. De er lidt dyrere, men til gengæld helt stille om natten, og udsigten er fantastisk.

Affiliate link – jeg kan få en lille kommission, hvis du køber via linket, uden ekstra omkostninger for dig.
0 FacebookTwitterPinterestEmail
Bådtur til Koh Poda

De af jer, som har fulgt min blog et stykke tid, ved, at jeg helst undgår alt, der minder om gruppeudflugter. Jeg ved ikke, om det er en arbejdsskade fra dengang, jeg selv arbejdede som guide, men noget af det værste jeg ved, er at blive drevet rundt som charterkvæg uden selv at kunne bestemme, hvornår jeg skal svømme, solbade og gå på toilettet.

0 FacebookTwitterPinterestEmail
E-San Seafood, fantastisk restaurant i Ao Nang

I Ao Nang har de bedste spisesteder ikke nødvendigvis air conditioning og stofservietter, og jeg har tidligere skrevet om de små boder i nærheden af hotellet, som vi har købt frokost ved næsten hver dag. Et andet sted med rigtig god mad, er den lille restaurant E-San Seafood & Thai food. Det er måske lidt af en overdrivelse at kalde stedet for en restaurant, da man sidder på lyseblå plastikstole under et halvtag uden vægge, men maden er blandt det bedste, jeg har spist i Ao Nang.

0 FacebookTwitterPinterestEmail

Mitzie Mee Blog

Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr