Ross, billig shopping i Las Vegas

Ross bliver hurtigt din bedste ven, når du opdager, at det tøj du har pakket hjemmefra, virker kedeligt og mormoragtigt i Las Vegas neonlys. På Ross hænger tøjet på lange stativer inddelt efter størrelse, men ellers ret tilfældigt, og det kræver både tid og tålmodighed at finde de rigtigt gode sager.

Det er dog alt besværet værd, for Ross er rigtig billig. En kjole koster typisk kun 20-40$, og der er ofte flere kendte mærker at vælge imellem, hvis man kigger ordentligt efter. Udover tøj sælger Ross også sko, smykker og accessories.

Finder du ikke noget hos Ross, kan du altid prøve Marshalls på The Strip, som har nogenlunde samme koncept, men lidt mere upscale mærker.

• Der er også en større Ross-butik lidt længere nordpå på The Strip. Ace stopper næsten lige udenfor, men man kan også tage Deuce og stå af ved Wynn-Encore.

Ross Dress For Less, 3771 Las Vegas Blvd. South, Las Vegas, NV 89109

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail
Marshalls Las Vegas

Marshalls er en kæde af såkaldte off-price butikker, som sælger mærkevarer til lave priser. Butikken på The Strip er belejligt placeret ved siden af M&Ms butikken i Showcase Mall, som er en lille shoppingarkade lige nord for MGM.

Marshalls er noget mindre end Ross, som man finder længere nordpå på The Strip, men butikkerne kører med nogenlunde samme koncept. Mærkerne på Marshalls føles dog lidt mere upscale, og jeg synes også at udvalget af accessories såsom tasker og smykker er bedre hos Marshalls.

Det meste af tøjet hører til i kategorien smart casual, og det er begrænset hvad der findes af festkjoler til Vegas pailletramte natteliv. Hvis man er på jagt efter en kjole til lørdag aften, er det nok en god idé at sikre sig, at man også har tid til at kigge forbi Ross, hvis man ikke finder noget, man kan bruge.

•  I butikken er der også et par hylder med skønhedsprodukter og hårshampoo samt en herreafdeling.

• Marshalls er et søsterfirma til T.J. Maxx og udvalget af varer er nogenlunde det samme.

• Butikken på The Strip ligger en trappe ned.


Marshalls, 3785 Las Vegas Blvd, Showcase Mall, Las Vegas

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail
Miracle Mile Shops på The Strip i Las Vegas

Miracle Mile Shops er som et typisk amerikansk shoppingcenter i kæmpestørrelse. Her finder man alle highstreet-mærkerne, som man kender hjemmefra plus nogle stykker, som endnu ikke er nået til Danmark. Det er her jeg går hen, hvis jeg mangler noget nyt og ikke alt for dyrt at tage på i byen, eller hvis jeg har brug for noget i Sephora. De fleste butikker i Miracle Mile er nemlig ikke dyrere, end at de fleste kan være med.

Gå ikke glip af:

The Rainstorm Show: En gang i timen regner og tordner det fra den kunstige himmel over pladsen foran Tommy Bahama butikken.

Fat Tuesday:

Shoppingen bliver meget sjovere med en af Fat Tuesday’s kolonorme daiquiris i hånden. Den med Bellini-smag er min favorit.

Karma & Luck

Spirituelle smykker og lykke-armbånd.

Chinese Laundry:

Sjove designs og fede sko til rimelige priser.

H&M:

Et af de billigste steder i byen at finde aftenens outfit eller en ny bikini.

Sephora:

Sephorabutikken ligger lige ved hovedindgangen til Miracle Mile og har alt hvad man kan ønske sig af foundations, falske øjenvipper og pink lipgloss.

Victoria’s Secret:

Her køber jeg bodysprays med glitter og mønstrede mikrofibertrusser.


Miracle Mile Shops, Planet Hollywood, 3663 S Las Vegas Blvd, Las Vegas

Miracle Mile Shops i Las Vegas
0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail
Grand Canyon

Jeg har tidligere besøgt Grand Canyon men AC havde aldrig været der, så vi tænkte, at vi da sagtens kunne klemme sådan en lille smuttur ind i vores ellers fuldspækkede Vegas-skema.

Grand Canyon ligger ca. 5 timers kørsel fra Las Vegas, så egentlig er det lidt for langt væk til, at man kan tage af sted over dagen. Hvis man derudover først starter bilen omkring middag, så bliver det vældig sent, inden man er tilbage, bare spørg os, for det var hvad vi brugte hele torsdagen og det meste af natten til fredag på…

Da vi var fremme ved South Rim, som er den sydlige kant, regnede det, og det var også væsentligt koldere end de 40+ grader, som vi havde vænnet os til i Vegas, så vi frøs i vores klipklapper og pool-outfit og følte os i det hele taget en smule malplaceret blandt alle vandrestøvlebeklædte ranger-typer.

Heldigvis klarede det op senere, og selvom vi kun havde nogle timer inden solen gik ned, fik vi nydt det smukke hul i jorden i fulde drag. Grand Canyon er over 400 km lang, så vi så kun en meget lille bid. Hvis vi havde haft længere tid, ville vi gerne have kørt lidt længere østpå. Uanset hvad var det dog en kæmpe oplevelse, og uden tvivl hele den lange rejse værd.

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail

Mitzie Mee Blog

Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr