Afternoon tea i Tokyo? Ja tak! En af dagene havde jeg en aftale med min japanske veninde Rieko, som havde booket bord til os på Conrad Tokyo – et af byens mere elegante hoteller, hvor afternoon tea serveres i loungen TwentyEight, højt oppe på 28. etage.
Inden vi gik ind, kastede Rieko et hurtigt blik på mit outfit og mente, at det måske var en god idé lige at ringe og dobbelttjekke dresscoden. Japanere tager den slags alvorligt, og Conrad er ikke ligefrem stedet, hvor man tropper op i alt for afslappet tøj. Heldigvis fik vi grønt lys, og så var det bare at tage elevatoren op og glæde sig.
Alt er cute i Japan, og afternoon tea på Conrad er ingen undtagelse. Små scones, macarons, sandwiches og miniburgere var anrettet med kirurgisk præcision og mindede mest af alt om sushi – bare i kage- og snackform. Og smagen? Perfekt hele vejen. Hver en lille hapser var en fornøjelse, og det hele var så fint, at man næsten ikke nænnede at spise det. Næsten.
Når det kommer til den slags anretninger, har jeg en ret fast strategi: Jeg gemmer altid det bedste til sidst. Det giver bare mere mening for mig at afslutte måltidet med en lille finale, frem for at toppe det hele allerede i første bid. Og ja, jeg spiser altid op.
Selve afternoon tea’en bliver serveret i bar/lounge-området TwentyEight, som – surprise – ligger på 28. etage. Udsigten er virkelig noget særligt med kig til både Hama Rikyu Garden og Tokyo Bay gennem de store gulv-til-loft-vinduer. En live jazzmusiker satte stemningen med blød baggrundsmusik, og hele stedet havde en næsten dukkehus-agtig atmosfære – underspillet luksus med sans for detaljen.
De fleste andre gæster var pastelklædte japanske kvinder, og der var en ro og en elegance, som nærmest fik én til automatisk at dæmpe stemmen og rette sig lidt op i stolen. Det var bestemt ikke stedet, hvor man lige smider sig tilbage og slår en bøvs efter macarons (bare rolig, det gjorde vi heller ikke).
TwentyEight mindede mig lidt om New York Bar på Park Hyatt i Shinjuku, som er en af mine yndlingsbarer i verden. Jeg forestiller mig, at udsigten herfra må være endnu mere spektakulær om aftenen, højt hævet over Tokyos travle gader. Desværre havde vi ikke tid til at vende tilbage senere på dagen, men næste gang, Conrad – der er jeg klar!
