Man kan ikke tage til Hong Kong uden at besøge Big Buddha – eller Tian Tan Buddha, som den egentlig hedder – så mere af pligt end af lyst tog jeg af sted for at hilse på den 34 meter høje betonbuddha på Lantau Island. Når man tænker på, at Hong Kong faktisk består af en samling ufremkommelige, bjergrige øer, må man tage hatten af for byens infrastruktur, der gør det overraskende nemt at komme rundt. Jeg tog metroen fra Tsim Sha Tsui og swoosh – så var jeg i Tung Chung, over land og under vand.

Jeg troede, jeg var der tidligt, men køen til svævebanen op til Big Buddha var allerede så lang, at jeg et kort øjeblik overvejede at betale for Crystal Cabin og springe foran. Jeg blev dog enig med mig selv om, at ventetiden nok ikke ville være så slem – kabinerne kørte jo kontinuerligt.

Hvad jeg ikke havde taget højde for, var alle dem, der ikke havde tænkt sig at vente. Der blev skubbet, maset og overhalet i højre og venstre side. En familie langt bag mig delte sig op – mor og datter lod som om, de skulle på toilettet, men dukkede så op længere fremme i køen, og kort tid efter kom resten af familien spadserende og klemte sig ind ved siden af. Ingen så ud til at stille spørgsmålstegn ved det, men jeg kunne mærke det strittede på mig. Jeg ved godt, man skal møde fremmede kulturer med åbent sind, men køkultur – eller mangel på samme – er altså stadig lidt af en kamel at sluge.

Men karma er en finurlig størrelse. Da jeg stod med ca. 50 personer foran mig, råbte en af svævebanemedarbejderne noget, jeg opfattede som: ”Vi har brug for to personer til at fylde denne kabine. Hvem vil med?” Jeg rakte hånden op uden at tøve, og før jeg vidste af det, var jeg sprunget foran hele køen – inklusiv dem, der havde sneget sig foran mig tidligere. Hævnen var sød.

Turen med Ngong Ping-svævebanen var en af rejsens absolutte højdepunkter. Selvom det var overskyet og store regndråber begyndte at falde, så snart vi kom op i højden, var udsigten stadig imponerende. Turen varede længe nok til, at man både kunne nå at tage billeder og bare sidde og nyde det.

Efter turen gik jeg gennem Ngong Ping Village – en samling restauranter og souvenirbutikker uden særlig meget sjæl – og videre hen til trappen op til Big Buddha. Solen var brudt frem, og det bagte godt, så jeg var glad for den iced latte, jeg havde med fra Starbucks, som jeg kunne nippe til på vej op. Statuen var flot, men der var proppet med mennesker, så jeg blev ikke hængende længe.

Inden jeg gik ned igen, kiggede jeg ind i en souvenirbutik. Jeg havde leget lidt med tanken om at købe en buddhafigur i mørkt træ eller måske et gyldent maleri, men pludselig slog det mig, hvor forkert det føltes. Jeg ville jo aldrig hænge et billede af Jesus op i stuen – jeg er ikke kristen – så hvorfor overhovedet overveje Buddha som boligindretning? Den idé er nu definitivt lagt i graven.

På turen ned igen var køen kort, og skyerne var forsvundet, så jeg fik en fantastisk tur med udsigt hele vejen. Kø-episoden fra tidligere på dagen var glemt, og da jeg trådte ud af kabinen, var jeg næsten klar på at stille mig i kø igen. Det gjorde jeg dog ikke. I stedet skyndte jeg mig tilbage til Tsim Sha Tsui, hvor jeg mødtes med M til cocktails på Ozone (baren på 118. etage på Ritz-Carlton) og efterfølgende hotpot-middag på Budaoweng.