I’ll tell you what I want, what I really, really want: En taco de adobada fra Tacos El Gordo!
Lige siden jeg steg på flyet til Las Vegas, har jeg ikke haft andet på hjernen., så det første jeg gjorde i morges, var at skynde mig forbi Tacos El Gordo oppe på den nordlige del af The Strip.
Yay! Jeg er i Florida! Jeg landede for en times tid siden i Fort Lauderdale, og nu er jeg på lufthavnshotellet, Quality Inn & Suites, som jeg skal overnatte på i nat. Når det kommer til lufthavnshoteller, er jeg ikke særligt kræsen, da jeg ofte kun skal være der en enkel nat, før jeg skal videre. Så længe der er gratis wi-fi og gratis transport til og fra lufthavnen, er jeg glad.
Tokyo bugner af skøre og finurlige restauranter, og en af de mere opsigtsvækkende er Zauo – stedet hvor man kan fange sin egen aftensmad. Jeg hørte første gang om Zauo i 2012, da jeg mødtes med Tina og hendes mand i Tokyo. De fortalte om den her restaurant, hvor man sad og fiskede fra sin egen plads. Vi blev straks nysgerrige og blev enige om at prøve at finde den. Men uden Google Maps og en præcis adresse viste det sig hurtigt at være lidt af en umulig opgave. I stedet endte vi på kyllingerestauranten Imai-ya, som jeg i øvrigt varmt kan anbefale.
Men jeg glemte aldrig Zauo. Så da jeg var tilbage i Tokyo i juli i år, var jeg fast besluttet på at finde stedet. En hurtig omgang research afslørede, at Zauo faktisk er en kæde, og en af de mest kendte filialer ligger i det gigantiske Shinjuku Washington Hotel. Det viste sig heldigvis at være relativt nemt at finde.
Jeg havde ikke bestilt bord, og der stod allerede mange mennesker og ventede udenfor. Jeg havde derfor ikke de store forhåbninger, men da jeg gik hen til værtinden, spurgte hun, om jeg ville dele bord med andre. Hvis ja, så var der plads med det samme. Det sagde jeg ja til, fik udleveret en nøgle til et skab til skoene og hoppede i et par gummitøfler. Klar til fangst.
Midt i restauranten ligger et stort bassin med fisk, og gæsterne står langs kanten og fisker. Jeg fik udleveret stang og madding og gik i gang. Der var masser af fisk i vandet, men de virkede komplet uinteresserede. Enten var de allerede mætte, eller også havde de lært, at det ikke er videre sundt at bide på krogen her. Jeg gjorde mit bedste – og de gjorde deres for at undgå mig.
Langs kanten var der også nogle mindre kasser med fisk, som angiveligt skulle være lettere at fange. Det eneste, der føltes lettere, var at få tømt pungen – for fiskene nægtede stadig at samarbejde.
Efter halvanden times fiskeflirt uden bid kastede jeg håndklædet i ringen og bestilte fra menuen i stedet. Det var lidt dyrere at bestille fisk, man ikke selv havde fanget, men det virkede pludselig som en overkommelig pris for ikke at bruge fire timer mere i kamp med en genstridig havrude.
Jeg endte med en omgang sashimi og en skål ris ved siden af, plus en kold japansk fadøl til at skylle det hele ned med. Sashimien var desværre ikke noget at skrive hjem om. Flere af stykkerne var så seje, at de næsten ikke kunne tygges. Måske var det fiskenes hævn – eller bare et uheldigt udvalg. Men til 4000 yen for hele måltidet var det til at leve med.
Selve konceptet? Jeg har lidt blandede følelser. Det er én ting at vælge en fisk fra en menu – noget helt andet at stå og hive den op ad vandet selv. Hvis det havde været en høne eller et lille lam, tror jeg ikke, jeg havde kunnet få mig selv til det. Men det var uden tvivl en af de mest “only-in-Japan”-agtige oplevelser, jeg har haft. Ikke for maden – men for stemningen, idéen og det absurde i at stå og fange sit eget sashimistykke med en snor og en krog midt i et hotel i Shinjuku.
Zauo, 3-2-9, Nishi-Shinjuku, Shinjuku-ku, Tokyo
Man kan ikke tage til Hong Kong uden at besøge Big Buddha – eller Tian Tan Buddha, som den egentlig hedder – så mere af pligt end af lyst tog jeg af sted for at hilse på den 34 meter høje betonbuddha på Lantau Island. Når man tænker på, at Hong Kong faktisk består af en samling ufremkommelige, bjergrige øer, må man tage hatten af for byens infrastruktur, der gør det overraskende nemt at komme rundt. Jeg tog metroen fra Tsim Sha Tsui og swoosh – så var jeg i Tung Chung, over land og under vand.
Jeg troede, jeg var der tidligt, men køen til svævebanen op til Big Buddha var allerede så lang, at jeg et kort øjeblik overvejede at betale for Crystal Cabin og springe foran. Jeg blev dog enig med mig selv om, at ventetiden nok ikke ville være så slem – kabinerne kørte jo kontinuerligt.
Hvad jeg ikke havde taget højde for, var alle dem, der ikke havde tænkt sig at vente. Der blev skubbet, maset og overhalet i højre og venstre side. En familie langt bag mig delte sig op – mor og datter lod som om, de skulle på toilettet, men dukkede så op længere fremme i køen, og kort tid efter kom resten af familien spadserende og klemte sig ind ved siden af. Ingen så ud til at stille spørgsmålstegn ved det, men jeg kunne mærke det strittede på mig. Jeg ved godt, man skal møde fremmede kulturer med åbent sind, men køkultur – eller mangel på samme – er altså stadig lidt af en kamel at sluge.
Men karma er en finurlig størrelse. Da jeg stod med ca. 50 personer foran mig, råbte en af svævebanemedarbejderne noget, jeg opfattede som: ”Vi har brug for to personer til at fylde denne kabine. Hvem vil med?” Jeg rakte hånden op uden at tøve, og før jeg vidste af det, var jeg sprunget foran hele køen – inklusiv dem, der havde sneget sig foran mig tidligere. Hævnen var sød.
Turen med Ngong Ping-svævebanen var en af rejsens absolutte højdepunkter. Selvom det var overskyet og store regndråber begyndte at falde, så snart vi kom op i højden, var udsigten stadig imponerende. Turen varede længe nok til, at man både kunne nå at tage billeder og bare sidde og nyde det.
Efter turen gik jeg gennem Ngong Ping Village – en samling restauranter og souvenirbutikker uden særlig meget sjæl – og videre hen til trappen op til Big Buddha. Solen var brudt frem, og det bagte godt, så jeg var glad for den iced latte, jeg havde med fra Starbucks, som jeg kunne nippe til på vej op. Statuen var flot, men der var proppet med mennesker, så jeg blev ikke hængende længe.
Inden jeg gik ned igen, kiggede jeg ind i en souvenirbutik. Jeg havde leget lidt med tanken om at købe en buddhafigur i mørkt træ eller måske et gyldent maleri, men pludselig slog det mig, hvor forkert det føltes. Jeg ville jo aldrig hænge et billede af Jesus op i stuen – jeg er ikke kristen – så hvorfor overhovedet overveje Buddha som boligindretning? Den idé er nu definitivt lagt i graven.
På turen ned igen var køen kort, og skyerne var forsvundet, så jeg fik en fantastisk tur med udsigt hele vejen. Kø-episoden fra tidligere på dagen var glemt, og da jeg trådte ud af kabinen, var jeg næsten klar på at stille mig i kø igen. Det gjorde jeg dog ikke. I stedet skyndte jeg mig tilbage til Tsim Sha Tsui, hvor jeg mødtes med M til cocktails på Ozone (baren på 118. etage på Ritz-Carlton) og efterfølgende hotpot-middag på Budaoweng.
Jeg er helt vild med den koreanske mad på Danji! Der er kun plads til 36 mennesker inde i den lille restaurant, men indretningen med hvidmalede mursten og træ får rummet til at virke luftigt og indbydende. Traditionelle koreanske skeer udgør dekorationen af restauranten og understreger stedets trendy, asiatiske fokus.
Efter en lang men komfortabel flyvetur ankom jeg til Bangkok i morges. Jeg vidste at min kuffert var for stor til at rummes i bagagerummet på Bangkoks standardtaxier, og da jeg ikke ville tage en af de dyrere, store taxier, hoppede jeg i stedet for på toget og nåede frem til hotellet efter en lille times tid og et enkelt skift til Skytrain.
Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr
©Mitzie Mee