XS natklub, Las Vegas

Jeg havde ikke planlagt at gå i byen i Las Vegas, men så mødte jeg to rigtig søde piger på min alder, som også rejste alene, og vi aftalte at tage på XS sammen fredag aften, hvor Zedd skulle spille. Zedd er sikkert mest kendt for ”Clarity” som var et megahit for et par år siden.

Selvom jeg ikke kan danse og jeg efterhånden føler mig lidt for gammel til clubbing, så gør jeg gerne en undtagelse i Las Vegas. I weekenderne er det nemlig ofte store, internationale artister, som optræder på natklubberne og bare det, at man er kvinde, gør, at man kan gå til alle disse gigs kvit og frit.

I Vegas betaler kvinder nemlig ikke entré, hvis man vel at mærke sørger for at gå gennem en promoter. Nogle gange får man derudover fri bar eller drinksbilletter, men til gengæld kræves det også, at man ankommer tidligt (typisk før midnat).

Da de fleste artister ikke begynder at spille før kl. 2, er udfordringen derfor at holde festen gående indtil da (FYI er kl. 2 altså langt efter min sengetid nu til dags).

Vi mødtes allerede kl. 20 til margaritas og mexicanermad, så det blev til mange timer i høje hæle og omkring kl. 1 begyndte mine fødder at gøre ondt. Derudover var mit højre øje blevet fuldstændigt rødt, så jeg besluttede mig for at gå hjem i seng uden at se Zedd. Er jeg mon ved at blive gammel?


XS er smuk, hip og laidback, og en af de natklubber, man absolut skal besøge i Las Vegas. Det er et fantastisk sted, så selvom man ikke er så meget til natklubber tror jeg, at de fleste vil synes at XS er et besøg værd. Dansegulvet er indenfor, men XS spreder sig hele vejen rundt om et stort, udendørs pool-område, hvor atmosfæren er mere afslappet. Selv uden at have reserveret et bord, kan man ofte finde et sted at sidde ned eller hænge ud, og hvis man har ømme fødder efter at have danset, kan man tage skoene af og dyppe tæerne i det turkise vand i poolen.

Kendte DJs optræder ofte på XS, så husk at tjekke kalenderen på XS’s website, for at se, hvem som spiller, når du er der. Industry Night er mandag, men selv i weekenden kan kvinder ofte komme gratis ind inden midnat, hvis man går gennem en promoter.

Med hensyn til dresscode så er XS er helt klart et sted for korte kjoler og stiletter.

Her kan I kan læse min guide til hvordan det fungerer med promoters og Industry Nights i Las Vegas >>

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail
Coyote Ugly - Las Vegas

Coyote Ugly er egentlig et forfærdeligt sted, som jeg under normale omstændigheder ikke ville anbefale. Dog er baren forfriskende forskellig fra resten af Las Vegas glatpolerede natteliv og perfekt til en af de aftener, hvor man går rundt i jeans og dårligt hår og egentlig ikke havde tænkt, at man skulle i byen..

Hvis man har set filmen af samme navn, ved man nogenlunde, hvad man går ind til. Folk er typisk hønefulde, for der bliver bundet shots og drukket fadøl til langt ud på morgenen, og musikken er gamle klassikere, som de fleste kan synge med på. Bartenderne, the Coyotes, danser på baren og byder på gratis shots.

Der er ingen dresscode og ofte heller ingen siddepladser, så lad stilletterne blive hjemme og tag kun tøj på, som kan tåle at der bliver spildt en øl eller to. Er man ikke selv allerede fuld eller har intentioner om at blive det, kan Coyote Ugly ikke anbefales.

Kommer man tidligt er der fri entré og man får et stempel når man går ud, så man kan smutte ind igen senere.

• Der er happy hour hver dag mellem 18-21 med billige øl og cocktails


Coyote Ugly, New York New York, Las Vegas

Coyote Ugly - Las Vegas
0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail
Tacos El Gordo, Las Vegas

Lidt nord for Encore-hotellet finder man Tacos El Gordo. Her får man nogle af de billigste og mest autentiske tacos i Las Vegas. Man kan vælge mellem flere forskellige slags fyld, bl.a. hjerne, hoved og tunge. Der er dog også mere harmløse alternativer som fx Adobada (spicy pork) og Asada (oksekød).

De forskellige slags tacos bliver tilberedt ved forskellige stationer med hver sin kø, så det gælder om at stille sig i den rigtige kø (der er skilte, der fortæller, hvem som laver hvad). Når man har fået sin mad betaler man ved kassen, og hvis man køber sodavand, får man udleveret et papkrus, så man selv kan fylde op fra automaten. Det er sparsomt med siddepladser og Tacos El Gordo er ikke stedet, hvor man bliver hængende i flere timer.

• En taco koster ca. 2$. Regn med mindst 3 tacos for at blive mæt.

• Tacos El Gordo har åbent sent i weekenden, så man kan snuppe en taco på vej hjem fra byen.

Læs mit andet blogindlæg om Tacos El Gordo her >>


Tacos El Gordo, 3041 S Las Vegas Blvd, Las Vegas

0 FacebookTwitterPinterestThreadsBlueskyEmail

Mitzie Mee Blog

Små øjeblikke og store oplevelser – Hverdagsglimt og eventyr