London: Fantastiske steaks på Hawksmoor

Hawksmoor, steak restaurant i London

Inden vi tog til London sad AC og jeg og savlede over Hawksmoor-kogebogen, så da vi begyndte at blive sultne tirsdag aften, og Hawksmoor på Air Street tilsyneladende var den eneste restaurant med et bord ledigt, krævede det ikke meget betænkningstid, før vi smuttede indenfor. Hawksmoor er en kæmperestaurant og menuen er for folk med en kæmpeappetit, så vi løsnede et par knapper, før vi satte os godt til rette, klar til det helt store kalorieindtag.

Det er efterhånden ved at være længe siden at man kunne læse om gale køer i aviserne, og marv er vendt stærkt tilbage både som tilbehør og som hovedingrediens på Londonrestauranternes menukort. Både AC og jeg var vældigt nysgerrige med hensyn til hvordan sådan noget hvid substans kunne smage, så vi besluttede os for at dele en ”Grilled bone marrow with slow cooked onions”. Ind kom en knogle flækket på langs med løg på toppen. Marven viste sig mest at smage af fedt, og var ikke noget jeg har nogen trang til at bestille i fremtiden, men nu har jeg i hvert fald prøvet det.

Hawksmoor er verdensberømt for sine fabelagtigt gode steaks, så til hovedret skulle vi selvfølgelig have hver sin store bøf med Beef Dripping Fries; pommes frites stegt i stegeolie fra bøfferne.

Usundt? Sikkert. Velsmagende? Definitivt!

AC fik en pebersauce til sin steak mens jeg holdt mig til det sikre bearnaisekort. Al kødet på Hawksmoor kommer fra racen English Longhorn Cattle, og køerne er opdrættet udenfor med masser af frisk luft og grønt græs. Alt dette kan i højeste grad smages, og hvis man bortser fra den Kobebøf jeg fik i Tokyo for nogle år siden, er min 400g ribeye på Hawksmoor det bedste kød, jeg har spist i lang tid.

400g er dog vældigt meget kød, og da jeg var cirka halvvejs var jeg godt klar over, at jeg enten kunne fortsætte min personlige ”girl-versus-food”-projekt og være nødt til at lægge mig på ryggen og slå mave før jeg forlod restauranten, eller også stoppe med værdigheden i behold, men med næsten 200g levnet bøf på tallerkenen. Selvom første alternativ var fristende, valgte jeg dog at stoppe mens legen var god, og jeg stadigvæk kunne knappe mine bukser. Dessert? Det var der ikke plads til.

Læs mere om London på min London Blog >>


Hawksmoor 5A Air Street, Mayfair, London

Seneste indlæg

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter og nyt fra shoppen hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter og nyt fra shoppen hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Mitzie Mee Blog

Mitzie Mee Shop