Jeg havde ikke så meget tid i London, men jeg havde lovet mig selv, at jeg ville nå forbi Koya Bar, som er en udon bar på Frith Street i Soho. Udon er tykke japanske nudler, som typisk serveres i en klar brun suppe. På Koya Bar har de også mere new-age versioner, men med hensyn til japansk mad, så er jeg ret konservativ, ingen California Rolls til mig tak. Da jeg så at de havde English Breakfast Udon på menuen, blev jeg dog nysgerrig, og jeg endte med at bestille mig en skål trods alt.
Efter at jeg havde afgivet min bestilling, gik der kun få minutter før en skål rygende varm nudelsuppe med bacon og spejlæg på toppen blev langet over bardisken. Kan I huske den skål bacon ramen jeg fik på Vandal i New York sidste år? Uden tvivl en af de værste fusioner, jeg nogensinde har smagt. English Breakfast Udon på Koya Bar fremstod heldigvis langt mere gennemtænkt, og selvom jeg stadigvæk ikke er helt overbevist om, at spejlæg fremadrettet har noget at gøre i min udon-skål, så kan jeg hilse og sige at den røgede smag af bacon fungerede udmærket sammen med suppen. Nudlerne laver de selv, og det havde jeg gættet, allerede inden personalet fortalte mig det. Nudlerne på Koya Bar har nemlig den helt rigtige konsistens af silkeblødhed kombineret med subtil tyggemodstand, som man kun finder hos frisklavede nudler, og de smagte dejligt sammen med den varme suppe.
Det var slet ikke så ringe endda, og selvom jeg nok ville bestille en af deres mere traditionelle udon-bowls hvis jeg skulle komme forbi Koya Bar en anden gang, så kan deres English Breakfast Udon helt sikkert anbefales for de eventyrlystne.
Jeg fik også en kop japansk ume kombucha, som er en te på kelp (en slags tang), som man blander med en saltet blomme (umeboshi), der moses i stykker. Smagen er salt og let syrlig, og jeg kender mange, som ikke kan fordrage smagen. Dog er jeg selv helt vild med umeboshi, så for mig er alting med ume altid et hit.
Koya, 50 Frith Street, Soho, London