AC havde en masse pund hun skulle have brugt, så jeg blev trukket med rundt på shopping i det centrale London. London har nogle af verdens ældste og flotteste shoppingcentre, så selvom jeg ikke skulle shoppe noget selv, var der masser at kigge på inde i de gamle bygninger.
Liberty: Liberty er over 100 år gammel og den smukke bindingsværksbygning indeholder en ren skattekiste af lækre ting. Udover boligartikler og tøj, kan man også købe garn, stof og broderiting.
Liberty London, Regent St, Soho, London
Selfridges: Selfridges har alle de mærker, jeg ville fylde min garderobe med, hvis jeg vandt en million. Deres delikatesseafdeling er enestående og inkluderer bl.a. en østersbar.
Selfridges & Co, 400 Oxford Street, London
Fortnum & Mason: Klassisk og eksklusiv med et imponerede udvalg af boligartikler og delikatesser. Det er her man skal hen, hvis man har en svaghed for dyre vingummier og marmelader. Man kan også drikke afternoon tea i den smukke The Diamond Jubilee Tea Salon, som blev indviet i 2012 af selveste dronning Elizabeth II.
Fortnum & Mason, 181 Piccadilly, London
Primark: Her shopper turister fra hele verden løs blandt det enorme udvalg af tøj og sko. Alt er MEGET billigt, så man har mulighed for at eksperimentere med trends, man ellers ikke ville have hoppet på. På trods af at jeg havde bestemt mig for ikke at købe noget, røg der derfor alligevel en meget pink bikini og en sort top ned i kurven.
Primark, 499 – 517 Oxford St, Mayfair, London