Af de forskellige wineries vi besøgte i Sonoma, var Gundlach Bundschu uden tvivl min favorit. Vingården blev grundlagt i 1858 af den tyske immigrant Jacob Gundlach og har siden været i familiens eje gennem seks generationer hvilket gør Gundlach Bundschu til en af Californiens ældste familieejede vingårde.
Vi købte en picnic-kurv i baren sammen med et glas Sauvignon Blanc og et glas Pinot Noir og tog det hele med op til det lille picnicområde der lå oppe på en bakke med udsigt over vinmarkerne og en lille sø. I kurven var der ostekiks, en stang honning, burrata, nogle virkelig gode oliven, et par skiver salami og så en Purple Haze-ost fra Cypress Grove. Purple Haze er en gedeost med lavendel, som jeg ikke havde smagt før, men som var dejlig frisk og lækker, og helt perfekt til vores lille picnic. At sidde der i solen med vin og lækker mad var præcis sådan en oplevelse, jeg havde håbet på i Sonoma.
Man kan også booke mere klassiske tastings, hvis man vil gå mere i dybden med vinene. Gundlach Bundschu er kendt for at lave elegante, velafbalancerede vine med et europæisk touch. I porteføljen finder man både rød- og hvidvine, blandt andet Cabernet Sauvignon, Pinot Noir, Merlot, Chardonnay, Sauvignon Blanc og Gewürztraminer. De vine vi smagte (2022 Pinot Noir, Sonoma Coast and 2024 Sauvignon Blanc, Sonoma Coast) var begge rigtig gode og jeg fortryder lidt, at vi ikke fik købt en flaske af hver med fra shoppen.
I Sonoma kommer man primært rundt med bil, og hvor vinsmagning og bilkørsel i Danmark nok er utænkeligt for de fleste, er det helt almindeligt i USA at man sætter sig bag rattet selvom man har fået et glas vin eller to. Personligt trækker jeg grænsen ved 1 glas vin, hvilket også var en af grundene til, at jeg ikke meldte mig til vinsmagning. Ja, jeg ved godt at det er meningen at man skal spytte ud efter man har smagt, men det virker også som spild af god vin, så vinsmagning må blive en anden gang, når der er bestilt Uber eller har overnatning i gangafstand.
Hvis du elsker et godt glas vin, men ikke altid har lyst til at drikke hele flasken, er Coravin Timeless Three Plus lige noget for dig. Det smarte system lader dig skænke vin uden at trække proppen op. En tynd nål i medicinsk kvalitet stikkes gennem korkproppen, mens argongas sætter flasken under tryk, så du kan hælde vinen op uden at ilt trænger ind. Proppen lukker sig selv igen, så du kan tage et glas i aften og gemme resten i ugevis, månedsvis, eller endda i årevis.